Kriminolog: Politikerne trodser bevidst fakta, når de sælger hårdere straffe som et magisk værktøj

Der var en, der var to, der var tre, der var fire...

Ja, hvor mange bandepakker skal der egentlig til for, at problemet er løst? Og mere vigtigt: Hvorfor skal vi overhovedet have disse bandepakker – nu den fjerde på blot 14 år? Er de virkelig så livsnødvendige, som en nu længere række af justitsministre og deres politiske kollegaer har bedyret?

Ja, svarer du. Banderne importerer og sælger ulovlige substanser. De bekriger og skyder på hinanden. Og de skaber utryghed og mismod, særligt i de udsatte områder, hvor de opholder sig og rekrutterer fra. Vi skal ikke have svenske tilstande i Danmark. Og af den grund giver det god mening, at vi retspolitisk strammer skruen, igen og igen.

Nej, svarer jeg. I bund og grund er der ikke det store behov for alle disse gentagende bandepakker. Det kan måske virke tåbeligt at sige, når man kan se, at bandekriminaliteten er blevet en epidemi i Sverige.

Danske politikere elsker i hvert fald at pege over på den anden side af sundet for at motivere både, hvorfor bandepakke 1 til 3 har været en succes, og hvorfor der er brug for en fjerde, og nok også en femte og en sjette. Og så videre. Og så videre.

{{toplink}}

Problemerne med at bruge Sverige som skræmmeeksempel par exellence er mange. Årsagen til, at Sveriges bandekriminalitet er stukket af, har eksempelvis i ringe grad at gøre med retspolitikken og langt mere at gøre med den bredere velfærdspolitik i Sverige.

I Sverige har man en grad af udsathed i landets sociale boligområder, som langt overstiger det, vi kender i Danmark. Grundet alt fra en mangelfuld forebyggelses-, social-, bolig-, uddannelses-, børn- og unge- såvel som migrations- og integrationspolitik er man i Sverige "lykkedes" med at skabe gunstige vækstvilkår for banderne og deres rekruttering.

At politiet så heller ikke tids nok og hårdt nok har evnet at få sat en stopper for banderne, har selvfølgelig heller ikke gjort tingene bedre.

Pointen er denne: Selvom situationen i Sverige er mareridtsagtigt, er hovedårsagen ikke den, som danske og visse svenske politikere ynder at pege på; nemlig at man har været for vattet og ikke straffet banderne hård nok.

En svensk tillempelse af bandepakke 1-4 vil med rimelige stor sikkerhed ikke have den vidundereffekt, som danske politikere ellers tilskriver deres eget politiske håndværk.

Hvorfor? Her kan vi vende tilbage til den bevisførelse, som alt fra gadeplansmedarbejderen til kriminologen på universitetsgangene og endda Justitsministeriets eget forskningskontor benytter sig af.

Har man fulgt blot lidt med, vil man her have hørt et samlet kor udbasunere, at hårde straffe sjældent har den store effekt, og særligt ikke for allerede forhærdede kriminelle. Folk, der lever på den anden side af loven, som taler og lever gadens sprog, bekymrer sig i ringe grad om, hvorvidt noget giver fem eller ti års fængsel.

{{toplink}}

Måske ved de ikke, hvad strafferammen er? Måske de er ligeglade? Eller, som Sverige er et eksempel på, måske de ligefrem værdsætter den stigende vold(somhed), som staten vil udsætte dem for, da det blot bidrager til den voldskapitel og "motherfucker-attitude", der giver dem respekt på gaden.

Alt dette ved alle os, som arbejder med ungdomskriminalitet og banderelaterede problemer, mange i politiet inklusive. Det betyder selvfølgelig ikke, at voldsforherligende kriminelle ikke skal i fængsel, og gerne i en passende længere periode.

Men det betyder, at politikernes – samt de embedsfolk, som nu i godt 14 år har begået disse makværker – tyrkertro på straftruslens magi er, ja, magisk. Den danske retspolitiske religion om straf som det ultimative værktøj, er, som alt anden religion og magiske tænkning, tættere på fantasi end fakta.

At det er sådan, det forholder sig, efterlader os med blot to forklaringer på, hvad der motiverer udformningen af bandepakkerne.

Den første forklaring er nok den mest deprimerende. I og med at danske politikere har rigeligt med erfaringer og evidens til rådighed, der viser, at hårdere straffe ikke er så forbandet effektive, så kan man jo få den tanke, at de er lidt tungnemme eller måske endda ubegavede.

Selvom statsministeren ved præsentationen af bandepakke 4 på vanlig smart politikervis sagde, at man jo blot skal "bruge sin sunde fornuft", så siger al fornuft og fakta, at hun og hendes politiske kollegaer tager fejl. På den måde taler både hun og en årrække af justitsministre direkte mod velunderbyggede erfaringer fra både ind- og udland. Og det er jo, undskyld mig, ikke så begavet.

{{toplink}}

Den anden forklaring på dansk politiks blinde tro på mere straf og fængsel som den ultimative modgift til banderne – og nærmest alt anden afvigende adfærd – er af en anden og mere snedig karakter.

For selvfølgelig er de ikke ubegavede. Og selvfølgelig er Justitsministeriets højtuddannede embedsværk heller ikke tabt bag en vogn. Tværtimod. Der er en meget stor sandsynlighed for, at alle disse mennesker er en del klogere og en del mere hårdtarbejdende end forfatteren af dette indlæg.

Men hvorfor bliver de så ved med at sige og foreslå ting, de jo godt ved, ikke passer?

Svaret på det spørgsmål kan i bund og grund kun være, at bandepakkerne og diverse andre kriminalpolitiske udspil i stor udstrækning ikke handler specielt meget om bander og kriminalitet – eller i hvert fald ikke om at forebygge og minimere det.

I så fald ville man vel lytte langt mere til fagligheden, end hvad tilfældet er. Hvem kunne eksempelvis forestille sig, at sundhedsministeren lavede en "kræftpakke" uden at anvende den bedst mulige viden på området?

At en manglende forankring i viden og praksis gennemstrømmer bandepakkerne må derfor forstås ud fra det faktum, at de handler om noget andet. Et glimrende eksempel er bandepakke 4’s forslag om "våbenamnesti"; at man som bandemedlem kan aflevere sit skydevåden til myndighederne uden at risikere straf.

Dette er en af de mest gennemtestede præventive forsøg overhovedet – et forsøg, som gang på gang har vist sig som helt og aldeles uvirksomt. Alligevel står forslaget der, mejslet ind i blandt de 39 andre indsatspunkter i bandepakke 4. Hvorfor?

Det ville jo blot kræve en lynhurtig google-søgning at finde frem til, at det er en dårlig ide. Og jeg har svært ved at forestille mig, at man som embedsværk eller politiker ikke orienterer sig bare lidt i, hvad videnskaben siger – også selvom tingene skal gå hurtigt, og arbejdspresset er hårdt og højt.

At bandepakkerne – på trods af visse positive elementer – på den måde er mere fantasi end fakta, må derfor forstås ud fra en anden logik end den rene retspolitiske. Men hvilken?

I og med at jeg og mine medforskere nærmest aldrig – hvis overhovedet – inviteres ind for at bidrage positivt til processen, har jeg svært ved at sige, hvilken anden logik, der i så fald gør sig gældende.

Jeg har dog mine bud. Men dem tænker jeg at gemme til en anden gang. Derudover tænker jeg, at de fleste af jer derude allerede har regnet den ud…

En ting vil jeg dog sige. Husk på, at nutidens retspolitik først og fremmest er politik. Det er lige så banalt, som det lyder. I know. Men det er ikke desto mindre rigtigt.

{{toplink}}