Pind: Ulovlige mobiler skal ud af fængslerne

TERROR: Efter det er kommet frem, at fire terrorsigtede har haft adgang til mobiltelefoner i fængslet, kræver justitsminister Søren Pind nu et opgør med de ulovlige mobiler.

Fire af de sigtede fra terrorangrebet i København sidste vinter har haft adgang til ikke mindre end syv mobiltelefoner i fængslet.

Det orienterede justitsminister Søren Pind (V) torsdag Folketingets Retsudvalg om.

”Det er en uholdbar situation,” siger Søren Pind i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Beskrivelsen af forløbet fremstår på nuværende tidspunkt ufuldstændig og fragmenteret. Jeg har derfor bedt de involverede myndigheder om en samlet redegørelse for forløbet.”

Vil indføre kropsscannere
Udover en redegørelse varsler Søren Pind også nye tiltag, der skal forhindre, at mobiltelefoner ulovligt finder vej ind til de indsatte i fængslerne.

”Ulovlige mobiler i fængslerne er ikke et nyt problem. Ikke desto mindre er situationen uholdbar. Derfor skal den fremadrettede indsats forbedres væsentligt i forhold til i dag,” siger han.

Han peger på, at indsatsen blandt andet skal øges med kropsscannere, som dem man kender fra lufthavne, i nogle af de lukkede institutioner. Dette kræver dog en lovændring og dermed opbakning fra et flertal i Folketinget.

”Jeg anser samtidig bekæmpelsen af mobiltelefoner i landets fængsler og arresthuse som et vigtigt tema i de kommende drøftelser om kriminalforsorgens økonomi,” lyder det fra justitsministeren.

Kriminalforsorgen vil nu udarbejde nye retningslinjer for visitationer, blandt andet ved at bruge håndholdte mobildetektorer. Samtidig skal kriminalforsorgen bruge hundekorpset mere målrettet i jagten på ulovlige mobiltelefoner. Hundene er trænet til at finde narko, men skal altså i fremtiden også trænes til at finde mobiltelefoner.

Forrige artikel V: Kommuner kan spare uden at skade velfærd V: Kommuner kan spare uden at skade velfærd Næste artikel Kristian Jensen: Migration er en større trussel end terror Kristian Jensen: Migration er en større trussel end terror