Pia K: Konservativ nedsmeltning kostede valgsejr

ÅRSMØDE: Pia Kjærsgaard talte dunder mod Lars Barfoeds Konservative, som får skylden for, at de røde nu kan overtage regeringsmagten. DF er nu en fri fugl, proklamerede formanden.

Budskabet var ikke til at tage fejl af. De Konservative bærer et kæmpe ansvar for nederlaget til blå blok.

Sådan lød det fra talerstolen ved Dansk Folkepartis årsmøde, da en kampparat formand gik på.

"De Konservatives vælgere er marcheret direkte over til de rigtige Radikale," lød det fra Pia Kjærsgaard, hvor salen brød ud i latter, da De Konservative blev kaldt radikale light.

"Den nedsmeltning kostede i al sin gribende enkelthed en blå valgsejr og Lars Løkke Rasmussen statsministerposten," konkluderede Pia Kjærsgaard.

Men der stoppede dundertalen mod Lars Barfoeds tropper slet ikke. Ifølge Kjærsgaard er partiet reduceret til kun at kunne tale om lettelser af topskatten, og et parti som i virkeligheden har glemt, hvad det vil sige at være konservative.

"Intet under, at vælgerne har spurgt sig selv om, hvad i alverden de skal med et parti, der kun er konservativt af navn og ikke på nogen måde af gavn," sagde DF-formanden, der også havde tid til at tale om partiets nye rolle som oppositionsparti.

Frie fugle
For hun gjorde det klart, at partiet ikke vil læne sig tilbage med korslagte arme, men er klar til at give "Helle Thorning-Schmidts mærkelige sammenrend af en regering kamp til stregen." Hun glæder sig over udsigten til en rolle, hvor partiet bliver mere fri af Venstre og De Konservative.

"Fra på mandag er Dansk Folkeparti i arbejdstøjet. Vi er de nye fri fugle," sagde hun og modtog store klapsalver fra salen.

Hun ser frem til gode muligheder for at gøre sin indflydelse gældende i forhold til en rød regering.

"Valget er nemlig faldet så fantastisk ud, at medmindre Helle Thorning-Schmidt vil lave al sin politik med Enhedslistens brogede skare af terrorsympatisører, aktivister og betonkommunister, så skal hun vende sig til enten Venstre eller Dansk Folkeparti," sagde hun med en slet skjult henvisning til, at en rød regering ikke vil kunne få flertal med De Konservative.

Mærkesager blev pudset af
Pia Kjærsgaard benyttede også sin taletid til at pudse klassiske DF-mærkesager af. Udlændingepolitik og specielt EU fyldte meget, hvor grænsekontrollen og eurosamarbejdet blev trukket frem.

"Euroen er i gang med at kvæle den græske befolkning. Euroen er i gang med at ødelægge Grækenland," lød det fra Kjærsgaard, der også rettede en voldsom kritik mod den tyske EU-kommissær Günter Oettinger.

"Han foreslog, at lande med gæld kun skal have lov til at vise deres flag på halv stang foran EU-bygninger," sagde hun, mens flere i salen brød ud i latter.

"Nej, det er ingen vittighed. Den Høje Kommissær mener, at det vil have en hvis afskrækkende effekt. Jeg kalder det et eksempel på en ufattelig magtarrogance," sagde hun, inden også Anders Breivik blev fordømt fra talerstolen.

,

Forrige artikel De ryger ud af Folketinget De ryger ud af Folketinget Næste artikel DF vil forhandle rødt pointsystem DF vil forhandle rødt pointsystem