Peter Skaarup: Som lovgivere må vi have en holdning til domsfældelser
DEBAT: Lovgivere kritiseres ofte for at blande sig i den dømmende magts anliggender. Men som lovgivere er vi nødt til at have en holdning til vores arbejde, som er at lovgive. Ellers svigter vi vores ansvar, skriver Peter Skaarup (DF).
Af Peter Skaarup (DF)
Formand for Folketingets Retsudvalg, Dansk Folkeparti
I min tid som retsordfører i Dansk Folkeparti har jeg ofte oplevet kritik fra dommerstanden, når jeg af forskellige årsager har kritiseret en dom. Også anklagere og forsvarsadvokater har undertiden løftet pegefingeren, når jeg har udtalt mig om en retssag, som måske har haft principiel betydning for retssikkerheden eller befolkningens retsfølelse.
Men udtalelserne er jeg ikke kommet med for at ”genere” eller ”påvirke” en retssag. Nej, som lovgivere er vi nødt til at have en holdning til vores arbejde – som er at lovgive.
Magtens tredeling er ikke lig vandtætte skodder
Magtens tredeling blev udviklet af den franske filosof Montesquieu i 1700-tallet med det formål at sætte grænser op for magthaverne i et samfund, og princippet bag skellet mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt er en af demokratiets og retsstatens væsentligste søjler.
Man ser da også, at netop dette princip har været noget af det første, totalitære regimer og diktaturer i praksis har fjernet – her har regimet samlet alle tre funktioner i et enevældigt parti som i Nordkorea.
Men det har aldrig været hensigten, at der skal være vandtætte skodder mellem de tre områder. Vi er som magthavere gensidigt afhængige af hinanden. En regering kan ikke gå ind og på egen hånd beslutte, at nu skal regeringsmedlemmer ikke betale skat eller kunne få fartbøder, fordi alle er lige for loven. Regeringen eller Folketinget kan heller ikke gå ind og bestemme udfaldet af en retssag. Det er vi nødt til at overlade til domstolene.
Lovgivere skal forholde sig til domstolenes arbejde
Men som lovgivere er det helt naturligt, at vi ser kritisk på den måde, domstolene agerer på i forhold til den lovgivning, som vi har vedtaget. Respekteres ”ånden” i lovgivningen? Udnyttes strafferammerne i forhold til det politiske ønske? Er der behov for at ”binde” domstolene ved at indføre minimumsstraffe for særlige forbrydelser såsom vold, voldtægt og drab? Udgangspunktet for en sådan debat vil som regel være aktuelle sager, som er på mediernes dagsorden – og derfor bliver det let at beskylde den lovgivende magt for at blande sig i den dømmende magts anliggender.
Sammenblanding af politik og jura kan også gå den anden vej
Men sammenblandingen af politik og jura kan også gå den anden vej. Hvis vi ser på eksempelvis EU-Domstolen, så kan der gives en lang række eksempler på, at EU-Domstolen har haft en meget ”aktivistisk” tolkning af EU's regler på f.eks. udlændingeområdet, som har været i direkte modstrid med den nationale lovgivning i EU's medlemsstater, og det har i forbindelse med afsigelsen af dommene ikke været muligt at få oplysninger om dissens – altså hvordan dommerne i EU-Domstolen har voteret. Det er demokratisk set problematisk, fordi EU-Domstolen dermed forhindrer en politisk debat om dommenes rimelighed.
På den hjemlige arena her i landet kan det godt være, at vi som politikere har en interesse i at give vores mening til kende om domstolenes måde at tolke loven – men i det mindste må man sige, at det foregår i fuld offentlighed, så alle borgere kan følge med i, hvad vi taler om. I modsætning til det lukkede EU-system fejer vi ikke noget ind under gulvtæppet.
I Dansk Folkeparti forbeholder vi os ret til at kritisere en domsafsigelse, hvis vi mener, at den har principiel karakter og kalder på ændringer af lovgivningen. Det er kun naturligt. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi svigte vores ansvar som lovgivere.
LA: Magtelitens misforståede omsorg for naturen
Tørnæs: Der skal tænkes ud af boksen
