Pernille Skipper: Det er et problem, når Søren Gade gør stress til et individuelt ansvar

Det er ikke Jakob Ellemann-Jensens individuelle ansvar at sige nej til arbejdsopgaver. Stress er et strukturelt problem og det er et kollektivt ansvar at tage hånd om, skriver Pernille Skipper. 

Jeg tror, at det er de færreste på politiske topposter, der ikke på et eller andet tidspunkt har lugtet til følelsen af stress.

Jobbet kommer med et tungt ansvar, som er svært at lægge fra sig. Det har en arbejdsuge på op imod 70-80 timer fordelt over alle ugens dage. Og ofte kan man ikke indlægge så meget som én uges reel ferie om året - fordi der altid er et eller andet, man må forholde sig til.

Derfor er det rigtig positivt, at Folketingets formand, Søren Gade (V), ønsker at aftabuisere stress og tilrettelægge Folketingets arbejde bedre.

Men vi er ikke kommet særlig langt, når Søren Gade siger, at det også handler om at indse, at man ikke behøver at stå til rådighed 24/7. Jeg synes, at den udtalelse er med til at individualisere ansvaret – og det er virkelig svært selv at forhindre stress, uanset om man er folketingsmedlem eller noget helt andet.

Som mange også siger i debatten: man kan godt være stresset uden at have stress. Det er nødvendigvis ikke mængden af opgaver eller travlhed, der er afgørende. Det er presset. Og det kan man ikke bare sådan komme af med ved at "indse" noget for sig selv.

Folketingsarbejdet er jo en konkurrence, dine arbejdsopgaver er uendelige, og hvis du ikke kommer til et møde, får du ikke indflydelse. Måske får du endda skældud af Ekstra Bladet for ikke at passe dit arbejde. Der er ingen andre, der kan tage dem for dig, og hvis du ikke er på, ikke tager telefonen, ikke skriver opslaget, så er der nogle andre, der overhaler dig.

Jeg forsøgte engang at rejse mig fra forhandlinger kl. 01.30 om natten – nu går det ikke mere, vi bliver nødt til at sove, sagde jeg. Svaret fra ministeren var, at det var fint, men så havde Enhedslisten ikke noget at skulle have sagt. Og så satte jeg mig ned igen.

Pointen er, at hvis folketingsmedlemmer skal bryde med presset, skal man lave nogle kollektive aftaler om mødetidspunkter, tilrettelæggelse af folketingssalen og forhandlinger i ministerier – og hvis det rigtig skal nytte noget, burde medierne være med i den aftale, for når medierne opdaterer nyheder hele døgnet, så ringer de også til politikere hele døgnet.

Men det er ikke kun et problem for folketingsmedlemmer, hvis vi taler om stress som et individuelt problem eller noget man kan undgå ved at "være god til at sige fra". Det er faktisk endnu værre for alle andre, som ikke har de samme privilegier, som folketingsmedlemmer.

Netop fordi det er presset, der er afgørende, kan alle gå ned med stress. Det kan godt være, at eksempelvis pædagogen ikke har flydende arbejdstider eller får opkald i sin ferie. Det kan godt være, at arbejdsopgaverne ikke kommer med hjem. Men derfor kan ansvaret, presset og utilstrækkeligheden sagtens komme det. Og det er ikke noget, man kan undgå ved selv at blive bedre til at sige fra.

Derfor er det et kollektivt ansvar, at vi indretter vores samfund, så vi undgår stress bedst muligt. Der skal eksempelvis være voksne nok i vores institutioner til, at man ikke føler, at man svigter, når man tager hjem, og at buschaufføren på natteruterne oplever, at der er hjælp at få, hvis noget bliver utrygt.

Det psykiske arbejdsmiljø er kun for nylig blevet ligestillet med det fysiske i lovgivningen, og vores opmærksomhed på det er ikke fulgt med endnu. Blikket på psykisk arbejdsmiljø mangler. Også når politikere laver rammerne for vores liv – når de taler om effektiviseringer i det offentlige, produktivitet og arbejdsudbud i det private og hvor meget vores børn og unge kan nå i skolerne.

Og så er det ikke mindst et kollektivt ansvar, at vi indretter vores samfund sådan, at man ikke skal gå fra hus og hjem, hvis sygemeldingen ikke kan undgås. For lige så meget forståelse vi alle sammen har for, at det kan blive nødvendigt, nu når politikere taler åbent om det i pressen, lige så lidt udviser vores system den forståelse i praksis.

Vi har faktisk et system, der jagter og mistænkeliggør syge mennesker – og rigtig mange fortæller, at de ikke bliver hjulpet, de bliver mere syge, når de møder beskæftigelsessystemet. Som politikerne har skabt.

Nu bliver vi alle mindet om, at politikere er mennesker som alle andre. Det er godt. Men de er også langt mere privilegerede end alle andre, når de bliver syge. Og det er politikerne, der kan træffe de beslutninger, der mindsker presset på alle andre og giver tryghed til dem, der ikke har en stor opsparing eller kan få fuld løn på ubestemt tid, hvis det hele ramler.

Forrige artikel Den usexede seksualundervisning svigtede igen i år både elever og lærere Den usexede seksualundervisning svigtede igen i år både elever og lærere Næste artikel Professor: Der kommer ingen gode beslutninger ud af det tempo, politikerne løber i på Slotsholmen Professor: Der kommer ingen gode beslutninger ud af det tempo, politikerne løber i på Slotsholmen