Per Mikael Jensen ny formand for Publicistklubben

Per Mikael Jensen er valgt som ny formand for Den Danske Publicistklub efter Jacob Mollerup.

Det skete på den årlige generalforsamling til aften, der blev afholdt i Jazzhus Montmartre i København.

Per Mikael Jensen, der også er formand for Altinget.dk og Altinget.se, har som ambition at fordoble medlemstallet på ca. 350 i løbet af tre år. Især vil han finde dem uden for de etablerede medier.

Desuden efterlyste han mere debat i klubben om nye, publicistiske medier.

Fhv. chefredaktør Sieffried Matlok forlod bestyrelsen efter mange års arbejde. 

"Jeg gav lidt og fik meget mere menneskeligt og fagligt," sagde han beskedent.

Ny i bestyrelsen er Miriam Zesler, der er studievært på TV 2 NEWS.

Regnskabet, der udviste et lille overskud på 7.000 kr., blev godkendt på en generalforsamling, der var præget af udtalt utilfredshed blandt flere af de ca. 40 fremmødte med, at bestyrelsen har valgt at lukke kontoret i Hellerup og afskedige den mangeårige sekretær Vibeke Thomsen.

Forrige artikel Dansk torturbekæmpelse får chilensk udmærkelse Næste artikel Ny alliance mod hjemløshed