R og DD vil styrke Børnerådet: ”Opråbet er så tydeligt, at vi er nødt til at gøre noget”

Tidligere formænd og børneorganisationer har for nylig kritiseret Børnerådets arbejdsbetingelser og betegnet rådet som svagt og usynligt. Ifølge Radikale og Danmarksdemokraterne bør der fra politisk hold ses på, hvordan Børnerådet kan styrkes, når der er sammensat en ny regering.

Børnerådets nuværende tilstand er ikke god nok, og der bør ses på, hvordan rådet kan styrkes så snart en ny regering er på plads.

Sådan lyder budskabet fra Radikale og Danmarksdemokraterne.

Udmeldingen er en reaktion på, at flere tidligere formænd og en række børneorganisationer har kritiseret rådet for at være blevet svagt, usynligt og tæt på at være i en tilstand, hvor det er spild af penge.

Og sådan bør det ikke være, lyder det fra Danmarksdemokraterne, der ikke mener, at rådets nuværende arbejdsbetingelser er gode nok til at kunne agere vagthund på børnenes vegne.

”Jeg håber, at den kommende regering vil invitere til drøftelser om, hvordan vi får skabt et stærkt og uafhængigt råd,” siger Karina Adsbøl, folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne og tidligere socialordfører for Dansk Folkeparti.

Radikale vil tage initiativ til en politisk dialog med Børnerådet om, hvordan rådet kan styrkes, når regeringsforhandlingerne er overståede.

”Det er vigtigt, at børnene har en stærk stemme. Derfor gør det stort indtryk på mig, når tidligere formænd tydeligt siger, at der er for få muskler til at være en tydelig stemme for børnene,” siger Lotte Rod og fortsætter:

”Opråbet er så tydeligt, at vi er nødt til at gøre noget.”

Altinget har også forsøgt at få en kommentar fra SF, Enhedslisten, Venstre og Konservative, men det har ikke været muligt. Fungerende social- og ældreminister Astrid Krag (S) har heller ikke ønsket at give en kommentar på grund af de igangværende regeringsforhandlinger.

Eks-formand klar med forslag

Det var Puk Elgårds opsigelse efter blot fem måneder på posten, der fik kritikken af Børnerådets nuværende tilstand til at rulle.

Som en del af kritikken blev det fremhævet, at udflytningen fra København til Billund i 2017, et gradvist mindre sekretariat og formandens arbejdsbetingelser har bidraget til, at rådet er blevet svagt og usynligt. Og det giver risiko for lovsjusk og konventionsbrud, lød det eksempelvis fra formanden i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Andre tidligere formænd lagde i deres kritik - ligesom Puk Elgård selv – vægt på, at formandens arbejdsbetingelser med ti arbejdstimer om ugen ikke er tilstrækkelige.

Den kritik uddyber Puk Elgård selv i et brev, hun har sendt til den kommende socialminister, som Altinget efterfølgende har fået aktindsigt i.

{{toplink}}

I brevet argumenterer hun blandt andet for, at politikerne bør gøre formandsposten til en fuldtidsstilling, og at Børnerådet fysisk bør rykkes fra Billund til en stationsby.

”Der er rigeligt arbejde. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Hvis man skal arbejde ambitiøst med børns rettigheder, vilkår og trivsel, er det ikke muligt under de nuværende forhold,” skriver hun.

{{toplink}}

,

Forrige artikel ”Forrykt” og ”utilstedeligt” med russiske ansatte i Europarådet i en krigssituation ”Forrykt” og ”utilstedeligt” med russiske ansatte i Europarådet i en krigssituation Næste artikel Prisen for en SV-regering er blevet højere for både Frederiksen og Ellemann efter K’s exit Prisen for en SV-regering er blevet højere for både Frederiksen og Ellemann efter K’s exit