”Forrykt” og ”utilstedeligt” med russiske ansatte i Europarådet i en krigssituation

Det er forkert, at russiske embedsmænd- og kvinder stadig arbejder i Europarådet, selv om det efterhånden er mange måneder siden, at Rusland blev ekskluderet fra kontinentets største internationale organisation. Sådan lyder kritikken fra både en tidligere diplomat og Venstres udenrigsordfører.

Europarådets nu 46 lande tog den historiske beslutning om at ekskludere Rusland fra organisationen i Strasbourg, der arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder, bare tre uger efter, at præsident Vladimir Putin 24. februar annoncerede sin såkaldte specielle militære operation, der i realiteten var et angreb på hele Ukraine.

I et indlæg i Altinget kritiserer Danmarks tidligere ambassadør ved Europarådet, Claus von Barnekow, organisationens beslutning om ikke også at sætte de russiske tjenestemænd i Europarådets sekretariat og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på porten. Han kalder det ”forrykt” og ”et sikkerhedsmæssigt problem”.

”Hvorfor skal Europarådet have russere ansat, når Rusland ikke længere er medlem? Der må svaret være, at det skal de ikke,” uddyber han og begrunder sin kritik med, at det er i strid med ”teksten og ånden i Europarådets ansættelsesbestemmelser”.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, der på Folketingets vegne har været med i Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) siden 2008, er meget enig.

”Jeg synes, det er utilstedeligt,” siger han.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten mener også, at den russiske tilstedeværelse i organisationen til fremme for europæiske værdier rejser nogle svære spørgsmål.

”Jeg vil meget gerne have det undersøgt,” siger partiets EU-ordfører, der også er med i den danske delegation i forsamlingen i Strasbourg.

Ansigtsløse bureaukrater

Europarådet har ikke ønsket at udtale sig om de overvejelser, der er gjort om de russiske ansattes fremtid. Rådet henviser til, at personalespørgsmål er en intern sag, som det ikke vil kommentere offentligt.

Men det er tydeligt, at organisationen har et dilemma. For på den ene side er der klare regler om, at ansatte i Europarådet skal komme fra ét af de lande, der er medlemmer. På den anden side er der både arbejdsretlige og menneskelige hensyn at tage til de russiske ansatte i organisationen, der gør, at organisationen har valgt ikke bare at skille sig af med dem, selv om deres land er blevet ekskluderet.

I et svar til et ukrainsk medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling, minder rådets Ministerkomité om, at medarbejderne er ”internationale embedsmænd og tjener udelukkende i organisationens interesse”.

”Når de tiltræder, erklærer ansatte deres loyalitet over for organisationen og deres uafhængighed fra enhver regering eller udenforstående instans i udførelsen af deres pligter,” lyder det i svaret.

Med mere løst tilknyttede russiske ansatte forholder det sig dog anderledes. Udsendte nationale eksperter fra den russiske centraladministration blev opsagt straks efter invasionen, hvor organisationens kontor i Moskva også blev lukket ned. Samtidig bliver russere ansat på midlertidige kontrakter ikke forlænget.

Tilbage står 98 russiske statsborgere, hvor af 31 kun er russere, mens resten har dobbelt statsborgerskab. Selv om organisationen har valgt at beholde dem, er nogle blevet forflyttet, fordi det har vist sig at være for politisk følsomt at have dem siddende på visse poster.

Modarbejder direkte

Men det huer ikke hverken tidligere ambassadør Claus von Barnekow eller Venstres Michael Aastrup Jensen, at de overhovedet er der. Ingen af dem køber ideen om, at der bare er tale om neutrale internationale embedsmænd. Begge fremhæver, at der helt åbenlyst stadig vil være nogle af dem, der vil have kontakter tilbage til hjemlandet, og at det ikke tjener organisationen at have dem siddende.

Michael Aastrup Jensen har som medlem af Den Parlamentariske Forsamling i Europarådet siden 2008 haft en række hverv, hvor han var i karambolage med linjen fra Kreml. Han peger på sit arbejde med Georgien, som Rusland invaderede i 2008, og på sin rolle som leder af et udvalg, der overvåger, om europarådsmedlemmerne lever op til de fælles demokratiske forpligtelser.

Begge steder har han mødt russiske ansatte i sekretariatet, som, han mener, direkte modarbejdede det arbejde, de forsøgte at udføre.

”Jeg kan jo ikke sige, at de har været agenter for Rusland, for hvis jeg havde beviser for det, så havde jeg selvfølgelig kørt det frem på det tidspunkt. Men der var ingen diskussion om deres loyalitet. Den var centreret omkring, hvad Putin-regeringen mente, og dermed også i modstrid med, hvad et kæmpe flertal af Europarådet mente, og hvad alle andre medarbejdere kunne se var fakta,” siger Michael Aastrup.

”Jeg har selv mærket det, jeg har selv måttet slås med det, og derfor mener jeg også, at når vi nu har truffet den eneste rigtige beslutning, nemlig at sige farvel og tak til Rusland, så bør det også have konsekvenser i forhold til medarbejderne.”

Hvad mener Danmark?

Han medgiver, at situationen omkring ansatte med dobbelt statsborgerskab er kompliceret.

”Det er en betydeligt mere speget sag. Det erkender jeg. Dem kan vi ikke bede om at gå,” siger han.

Tidligere ambassadør Claus von Barnekow anbefaler, at man beholder dem, der vil afsige sig deres russiske nationalitet. Men resten har ikke nogen plads i organisationen, mener han.

”Du skal tænke på, hvad det giver for en stemning i sekretariatet, at man har russere siddende,” siger han.

Den pensionerede danske diplomat efterlyser en klar udmelding fra fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om, hvordan Danmark forholder sig til det følsomme spørgsmål, som stadigvæk diskuteres i organisationen.

Jeppe Kofod er dog ikke vendt tilbage på Altingets henvendelser.

Totalitær tænkning

Til gengæld forsvarer professor Martin Marcussen fra Københavns Universitet Europarådets beslutning.

Han pointerer, at der gælder særlige regler for internationale tjenestemænd, som netop gør det klart, at de formelt set ikke er knyttet til deres ophavsland, når de først er ansat.

”Som ansat i en international organisation har man en helt anden status. Der repræsenterer man simpelthen ikke sit land,” siger forskeren i diplomati og internationale organisationer ved Institut for Statskundskab.

Derfor er den logiske beslutning også i hans optik at beholde de russiske ansatte, selv om deres land er ekskluderet fra forsamlingen.

”Det ville være imod enhver form for rettighedstænkning, at man via sin nationalitet alene af den årsag er persona non grata. Den går simpelthen ikke. Det er en totalitær tankegang, som vi ikke kan bruge til noget som helst.”

Et ledelsesspørgsmål

Martin Marcussen pointerer, at det er et ledelsesspørgsmål, hvis der er tilfælde, hvor en embedsmand ikke loyalt varetager sit arbejde i organisationen.

”Så er det jo en personalesag, hvor man skal vurdere, om vedkommende har kvalifikationerne til at bestride det job. Det handler ikke om, hvilken nationalitet vedkommende har. For så kan vi i princippet ikke stole på nogen ansatte fra et land, vi på en eller anden måde har en konflikt med,” siger han.

”Er der en ukrainer i Europarådet, der ikke kan abstrahere fra, at der er en russer på ens job, er vedkommende heller ikke kvalificeret til at være der.”

Michael Aastrup Jensen forstår godt udfordringen, men han når frem til den modsatte konklusion.

”Jeg anerkender, at der ikke er en nem løsning. Men lad os nu også være ærlige. Det er jo ikke sådan, at vi bare har sat Rusland ud til pause, og så regner vi med, at de kommer igen om to år. Rusland kommer jo ikke tilbage til Europarådet, før der er et helt nyt styre. Og derfor mener jeg lige så godt, at vi kan tage det her opgør, fordi det bliver vi nødt til at tage. Rusland skal på alle måder ud fra Europarådet, for de har kun været en hindring i forhold til resten af rådets arbejde,” siger han.

Samme budskab lyder fra Danmarks tidligere ambassadør ved Europarådet, Claus von Barnekow, der også fastholder, at russerne skal ud, selv om det giver en række udfordringer.

”Virkeligheden har mange ansigter. Der er ingen, der har sagt, at det er let,” siger han.

{{toplink}}

rikke@altinget.dk