Parlamentet kan sætte stopper for kvoteindgreb

CO2: Connie Hedegaards forslag om at presse kvoteprisen op møder modstand i Europa-Parlamentet. Bendt Bendtsen tror ikke, forslaget bliver vedtaget. Det vil påvirke medlemsstaterne, mener iagttager, men Hedegaard er stadig fortrøstningsfuld.

12 for, 48 imod.

Opbakningen til Connie Hedegaards forslag om at udsætte auktioneringen af en række CO2-kvoter var ikke stor, da forslaget var forbi Europa-Parlamentets industriudvalg. Forslaget skal presse kvoteprisen op på kort sigt for at gøre det mere attraktivt at forurene mindre og investere i grøn teknologi.

Men den overvælgende modstand fra parlamentarikerne gør det vanskeligt for den danske kommissær at få opbakning til sit forslag i Parlamentet.

"Det bliver selvfølgelig en mere afbalanceret afstemning i miljøudvalget, men når 48 stemmer er imod i industriudvalget, så er det fordi, at mange er imod - også blandt Socialdemokraterne. Så når vi kommer til plenarafstemningen, så vil vi, der støtter forslaget, være i mindretal. Det er der ingen tvivl om," siger Bendt Bendtsen (K), der sidder i parlamentets industriudvalg.

Må ikke skade industrien
Bendt Bendtsen tilhører den største gruppe i Parlamentet, den kristen-konservative gruppe, og han mener ikke, chancerne ser gode ud for at få et flertal bag forslaget.

"Det er dybt problematisk. Jeg mener ikke, mine gode kollegaer helt forstår alvoren. Vi så også, hvordan kvoteprisen faldt til kun tre euro umiddelbart efter afstemningen i udvalget. Så min vurdering er, at det ikke ser særlig godt ud," siger Bendt Bendtsen.

Han vurderer, at modstanden imod forslaget om at udskyde auktioneringen af kvoter ikke står til at ændre, med mindre der sker en opblødning med et nyt forslag fra Kommissionens side.

"Vi havde interne møder op til udvalgsmødet, og der var det tydeligt, at holdningen i meget høj grad bare er den, at alt, der kan fordyre produktionen i Europa, det vil man være fri for," siger Bendt Bendtsen og fortæller, at argumentet om, at en højere kvotepris kan give innovative grønne job, ikke bider på parlamentarikere fra Polen, Bulgarien, Rumænien eller Spanien i en krisetid.

Medlemsstater lytter
Men det er ikke kun politikere fra de øst- og sydeuropæiske lande, der er tilbageholdne med støtten til forslaget. Regeringerne i Italien og Frankrig har meddelt Connie Hedegaard, at de bakker op - men lande som Storbritannien og Tyskland, der er helt nødvendige for at få et flertal, er endnu ikke afklaret. Selv Danmark, der ellers normalt støtter alle forslag, som udgår fra Connie Hedegaard i Kommissionen, har endnu ikke en fast holdning til forslaget.

"Modstanden fra parlamentarikerne gør det sværere at få forslaget igennem, for der vil jo være lande, som lytter til det," siger Ulrich Bang, EU-chef for Dansk Energi.

Han peger på, at forslaget er kommet på et tidspunkt, hvor det spiller ind i flere debatter. Premierminister David Camerons tale om grænser for EU's indblanding spiller blandt andet også ind, ligesom nogle af "de grønne" ikke mener, at forslaget er ambitiøst nok. Men industrien har også spillet en meget stor rolle, lyder vurderingen.

"Mit billede er, at politikerne har været udsat for et bombardement om bål og brand og mistede job. Så der er helt sikkert nogle parlamentarikere, der er blevet lidt skræmt," siger Ulrich Bang, som dog vurderer, at der er en fifty-fifty-chance for, at miljøudvalget bakker op om forslaget, når de skal stemme i februar.

Hedegaard: Mudret debat
Den danske klimakommissær Connie Hedegaard er ikke overrasket over, at industriudvalget var negativt over for hendes forslag. Og hun er stadig fortrøstningsfuld i forhold til, om forslaget kommer igennem.

"Jeg talte med ham, der er ordfører på forslaget i miljøudvalget, og han vurderer stadigvæk, at han kan samle et flertal," siger Connie Hedegaard, der ærgrer sig over, at debatten er blevet lidt "mudret".

"For nogle af parlamentarikerne handler det her også om, hvor meget indflydelse Parlamentet skal have i den her slags spørgsmål. Man kunne godt mene, at tidsrækkefølgen for, hvornår kvoterne skal udbydes til salg - der ændres jo ikke i antallet - er lidt administrativt. Men har også udviklet sig til en institutionel diskussion," siger Connie Hedegaard.

Lytter til bekymring
Hun fortæller, at hun har forsøgt at medtage den institutionelle kritik og blandt andet mødtes ekstra med parlamentarikerne for at debattere det. Men hun fastholder, at Parlamentet selv har bedt hende og Kommissionen om at komme med forslaget og derfor også bliver nødt til at levere, når det gælder.

"Det nytter ikke noget, at parlamentarikerne er med til at sætte gang i det her og skaber forventninger i markedet for så at takke nej. Det her er ikke noget, vi leger. Det er dybt alvorligt," siger Connie Hedegaard og minder om, at i fredags var kvoteprisen ved at falde så meget, at kvotesystemet risikerer at blive sat helt ud af kraft.

Men hvad er status nu? Er forslaget blevet vanskeligere at få igennem?

"Ja. Men det må også give anledning til diskussioner rundt i hovedstæderne. Jeg har meldt klart ud, hvem vi mangler nogle meldinger fra, så jeg tror, der arbejdes i Berlin og London for at gøre det rigtige".

Så du tror stadig på, at forslaget bliver vedtaget af medlemsstaterne?

"Jeg tror, at når det først går op for folk, hvad der er alternativet, så foretrækker de klart det her forslag," siger Connie Hedegaard.

Forslaget om tidsrækkefølgen for salget af kvoter er på dagsordenen på ministerrådsmødet i april.

Forrige artikel 100 klager på kort tid til ombudsmandens børnekontor Næste artikel DSU igen det største ungdomsparti DSU igen det største ungdomsparti