DSU igen det største ungdomsparti

UNGE: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har tilbageerobret førstepladsen som landets største politiske ungdomsorganisation målt på antal medlemmer.

Med 2520 medlemmer hedder Danmarks største ungdomsparti igen DSU. Det er en stigning i forhold til året før, hvor organisationen kunne præsentere et medlemstal på 2101.

Senest DSU kunne kalde sig det største ungdomsparti, var i 2004, hvor man havde 1938 medlemmer.

Det viser de seneste tal, som ungdomspartierne selv har oplyst Dansk Ungdoms Fællesråd i forbindelse med ansøgninger om økonomisk støtte.

Glæde hos DSU
Og det glæder DSU's forbundsformand Camilla Brejner Schwalbe, at hendes organisation igen er landets største. Hun forklarer udviklingen med en forøget indsats for at tiltrække nye medlemmer.

"Vi har de seneste år udvidet og styrket vores kampagneindsats. Vi har lagt meget vægt på at fortælle, at DSU er stedet, man skal melde sig ind, hvis man vil have indflydelse. Det er os, som kan lægge pres på Regeringen og sætte emner på den politiske dagsorden. Samtidig har vi skabt en organisation, hvor man som medlem føler, at man kan være med til at gøre en konkret forskel. Det, tror jeg, har fået rigtig mange unge til at melde sig ind," siger hun.

Medlemsfremgangen har fundet sted samtidig med, at moderpartiet, Socialdemokraterne, har oplevet svigtende opbakning.

"Selvfølgelig ville mange ting være nemmere, hvis S stod til 35 procent i meningsmålingerne. Men omvendt giver den nuværende udvikling os ekstra blod på tanden i forhold til at fortælle især unge mennesker om, hvorfor det er altafgørende, at det er en socialdemokratisk regering, som leder os gennem krisen," siger Camilla Brejner Schwalbe.

SFU stødt af tronen
SF's ungdomsorganisation, SFU, har siddet på tronen som det største ungdomsparti i fem år, nemlig siden 2007.

Da de unge folkesocialister var størst, havde de knap 3200 medlemmer. Men SFU har siden 2010 mistet over 700 medlemmer, og de nyeste tal viser, at SFU har 2407 medlemmer, som stadig giver organisationen en andenplads på listen.

Først på en tredjeplads finder man det største borgerlige ungdomsparti, Venstres Ungdom, der har 2177 medlemmer. De unge liberale har dog også oplevet stigning i antal medlemmer.

I 2010 havde VU kun 1724 medlemmer og er altså vokset med godt 450 medlemmer. VU's medlemstal for 2011 er ikke indberettet til Dansk Ungdoms Fællesråd, da ungdomspartierne kan søge om toårige bevillinger og dermed ikke er nødsaget til at indberette medlemstallene hvert år.

Stabilt niveau
Fælles for de andre ungdomspartier er, at de ligger forholdsvis stabilt, om end Dansk Folkepartis Ungdom må glæde sig over en lille stigning fra 450 medlemmer i 2011 til 527 i 2012.

I samme periode taber Konservativ Ungdom lidt terræn og har således mistet knap 100 medlemmer, så man i 2012 havde 1304 aktive medlemmer mod 1401 året forinden.

Radikal Ungdom har ikke opgivet medlemstal for 2012, men i 2011 havde organisationen 714 medlemmer. Dermed overgås de unge radikale lige nøjagtigt af Liberal Alliance Ungdom, der for første gang i 2012 har indberettet medlemstal til Dansk Ungdoms Fællesråd. LAU tegner sig for 764 medlemmer.

Socialistisk Ungdomsfront er ikke et klassisk ungdomsparti som de andre, men en bevægelse, der støtter og støttes af Enhedslisten. SUF har oplevet en markant medlemsfremgang fra 2011 til 2012. Organisationen er nu oppe på 1505 medlemmer og er dermed landets fjerde største politiske ungdomsorganisation.

Se alle ungdomspartiernes tal for antal medlemmer under 30 år:

 DSU KU VU SFU RU SUF DFU LAU 
2012 2.5201.258 2.1772.4077141.505 527 764 

Forrige artikel Parlamentet kan sætte stopper for kvoteindgreb Parlamentet kan sætte stopper for kvoteindgreb Næste artikel Borgerligt tilbagetog om sundhedsforsikringer Borgerligt tilbagetog om sundhedsforsikringer