Pape: Jeg går ikke nogen steder

VALG: Konservatives formand Søren Pape Poulsen slår fast, at han bliver som formand for partiet. Det gjorde han i sin tale til partiets valgfest, hvor han dog også erkendte, at partiet har fået et "hak i tuden".

Søren Pape Poulsen, formand for Konservative, blev overfaldet af journalister på vej ind til partiets valgfest. Ét spørgsmål ville pressen have svar på: "Går du af som formand?"

Men det gør han ikke. Det var det klare budskab, da Søren Pape Poulsen indtog scenen og holdt tale.

"Jeg går ikke nogen steder. Jeg stiller mig i spidsen for at genrejse det her parti," sagde partiformanden.

Konservative går tilbage og får en folketingsgruppe på seks mand. Søren Pape Poulsen erkender, at han ikke er tilfreds over resultatet. Det ville være at være "komiske Ali", sagde han.

"Vi har tabt to mandater. Vi har fået et hak i tuden, og det er jeg rigtigt ærgerlig over. Men det tager jo tid at genrejse et parti," sagde Søren Pape Poulsen.

Partiformandens eget mandat har gennem valgkampen været usikkert, men nu ser det ud til, at han alligevel kommer ind i Vestjyllands Storkreds.

Forrige artikel Østergaard: Vi bliver stærke af at skulle kæmpe ekstra Østergaard: Vi bliver stærke af at skulle kæmpe ekstra Næste artikel Lidegaard ser ud til at blive valgt