Overblik: Folketinget forlænger og forbedrer hjælpepakker til erhvervsliv og kultur

HJÆLP: Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier "forbedrer, forlænger og forenkler" en række hjælpepakker. Hjælpen er målrettet landets virksomheder, lønmodtagere og kulturlivet.

Danmark lukkes yderligere ned på grund af coronavirus. 

Med en ny politisk aftale "forlænger, forbedrer og forenkler" et bredt flertal i Folketinget derfor hjælpepakkerne til landets virksomheder, lønmodtagere samt kultur- og idrætsliv. 

Bag den nye aftale står regeringen, Venstre, Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet, og den nye aftale bygger dermed oven på sidste uges aftale mellem de samme partier om at genåbne de generelle hjælpepakker, som blev vedtaget i foråret. 

"Det høje smittetryk betyder, at vi må indføre skrappere restriktioner, og derfor er det afgørende, at hjælpen følger med. Og så lytter vi selvfølgelig også, når virksomhederne siger, det er for teknisk og svært at ansøge om hjælp. Derfor forenkler og forbedrer vi nu også kompensationsordningerne," lyder det i en skriftlig kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Blandt tiltagene, som er målrettet virksomhederne, er blandt andet en pulje på 85 millioner kroner til forenklinger og forbedringer af kompensationsordningerne for faste omkostninger, ligesom der afsættes 110 millioner kroner yderligere i 2021 til den eksisterende omstillingspulje, som blandt andet er målrettet turismeerhvervet og oplevelsesindustrien.

Derudover vækker særligt løsningen af CVR-nummer-problematikken glæde hos Konservative.

"Endelig lykkedes det at forbedre hjælpepakkerne. Vi ser nu frem til, at det bliver nemmere at dokumentere tab, at sagsbehandlingen bliver mere smidig, og at hjælpen kan nå ud til flere. Herunder mulighed for delvis udbetaling," lyder det i en fælles udtalelse fra partiets erhvervsordfører, Mona Juul, og kulturordfører Birgitte Bergman, der fortsætter:

"Det har også været helt afgørende, at vi fik løst udfordringen med, at hjælp ikke er afhængig af, om en virksomhed har ét CVR-nummer eller flere - for eksempel per butik eller hotel."

Hjælp til kulturlivet
For at hjælpe kulturlivet løftes en række puljer med betydelige millionbeløb. 

Her er der blandt andet tale om, at foreningspuljen løftes med 50 millioner kroner, biografpuljen får yderligere fem millioner kroner og aktivitetspuljen øges med 80 millioner kroner. 

"Det er og har hele tiden været regeringens mål at holde hånden under dem, der er økonomisk hårdt ramt af restriktionerne. Med aftalen afhjælper vi nogle udfordringer, som dele af kultur-, forenings- og idrætslivet står overfor," udtaler kulturminister Joy Mogensen (S) og tilføjer: 

"Samtidig forlænger vi og tilfører ekstra midler til nogle af de hjælpepakker, der er etableret på Kulturministeriets område."

Mere støtte til lønmodtagere
Forlænget ret til sygedagpenge, en forlænget suspension af 225-timersreglen og SU-lån til studerende er blandt hjælpetiltagene på beskæftigelsesområde. 

De resultater fremhæver SF. 

"SF støtter aftalen, som rækker en helt nødvendig hjælpende hånd til mennesker på dagpenge og sygedagpenge, og som er underlagt 225 timersreglen. Studerende får ekstra lån og adgang til supplerende indkomst," lyder det fra partiets beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge. 

En lang række af de eksisterende målrettede kompensations- og garantiordninger bliver desuden forlænget fra 1. februar 2021 til 28. februar 2021. Hvis de skærpede restriktioner forlænges efter 3. januar 2021, vil de generelle kompensationsordninger også blive forlænget tilsvarende.

Hele aftaleteksten kan læses her

Forrige artikel Dagens overblik: Pædagoger opfordrer til delvis nedlukning, og fagbevægelsen frygter fyringer i detailhandlen Dagens overblik: Pædagoger opfordrer til delvis nedlukning, og fagbevægelsen frygter fyringer i detailhandlen Næste artikel Slagsmål om fiskekvoter efter Brexit udskudt Slagsmål om fiskekvoter efter Brexit udskudt