Økonomisk smalhals i sundhedsvæsnet
REFORMPAKKE: Selv om regeringen bebuder, at sundhedsområdet er et særligt satsningsområde frem mod 2020, så venter der sundhedsvæsnet et årti med barske prioriteringer, vurderer Jes Søgaard og Kjeld Møller Pedersen.
De fede tider i sundhedsvæsnet er nu endegyldigt forbi. Det er konklusionen fra de to professorer i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen og Jes Søgaard efter at have læst afsnittet om sundhedsområdet i regeringens længe ventede reformpakke, der lægger de økonomiske hovedlinjer frem mod 2020. (Se mere fakta nederst i artiklen)
I udspillet slås det fast, at udgifterne til sundhedsvæsnet ikke må stige i samme takt, som det er set siden 2001. I den periode er sundhedsudgifterne steget med 3,5 procent, mens de offentlige udgifter kun er steget med 1,75 procent.
Nationalt økonomisk set har det betydet, at sundhedsvæsnets andel af hele samfundskagen er vokset hvert år på bekostning af andre områder. En tendens som Kjeld Møller Pedersen betegner som gøgeunge-effekten.
Gøgeungen er ikke tæmmet - helt
Uden at angive hvor meget sundhedsudgifterne så må stige, slår regeringen i udspillet fast, at stigningen skal være mindre end 3,5 procent. Samtidig peger regeringen dog på, at reformpakken betyder, at der sikres økonomisk råderum så sundhedsområdet, så uddannelse og forskning årligt kan få varige løft på i alt 4 milliarder. Fordelingen af de fire milliarder er ikke udspecificeret.
Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) fortæller, at sundhedsminister Bertel Haarder (V) har ladet forstå, at regionerne kan regne med et varigt løft på 2 millliarder årligt fremover.
"Og det vil være håndterbart," siger Bent Hansen, der dog på regionernes vegne har en langt større anke mod regeringens planer om en strammere økonomistyring af regionerne (se link til Danske Regioners pressemeddelelse )
Kjeld Møller Pedersen peger på, at sundhedsudgifterne med regeringens udmelding stadig får lov at udgøre en år for år stadig større del af de samlede offentlige udgifter.
"Dermed har man ikke stoppet sundhedsvæsnets rolle som gøgeunge i forhold til de andre udgiftsområder. Omvendt er 4 milliarder til deling mellem tre områder ikke meget. Så man har mindsket gøgeunge-effekten markant," siger Kjeld Møller Pedersen og fortsætter:
"Og selv om væksten årligt så kun vil ligge mellem 1 og 0,8 procent, så vil sundhedsområdet og de to andre prioriterede områder jo stadig være priviligerede i forhold til de andre sektorer. Det er bare på et langt mindre niveau," siger Kjeld Møller Pedersen, der betegner disse fremtidsudsigter i forslaget som smalhals for sundhedsvæsnet. Udgiftspresset er nemlig fortsat voldsomt, vurderer både Jes Søgaard og Kjeld Møller Pedersen.
Ikke så let adgang til behandlinger
Han peger på, at regeringen i sin reformpakke kommer med en række bud på, hvordan udgifterne skal holdes i ro. I udspillet hedder det blandt andet:
"Det er centralt, at den enkelte patient ikke behandles mere end det sundhedsfagligt velbegrundede, og at indikationsskred (fx i form af flere og hyppigere operationer i knæ og øjne) på konkrete behandlingsområder bremses. Derudover skal der ses kritisk på udgiftsudviklingen på medicinområdet, og på praksisområdet skal der være større fokus på at etablere rammer, der sikrer bedre udgiftsstyring og større omkostningseffektivitet.", står der i udspillet.
Kjeld Møller Pedersen peger på, at regeringen og regionerne allerede i 2008 startede opbremsningen i sundhedsvæsnet for de følgende år. Samtidig har man for eksempel oprettet Rådet for Anvendelsen af Dyr Sygehusmedicin, ligesom man har lavet de nye og skrappere kriterier for, hvornår man kan blive for fedme-ryg- og skuldre-operationer. Alt sammen initiativer, der skal mindske udgifterne til sundhedsvæsnet.
Kjeld Møller Pedersen kalder regeringens mål om at bremse udgiftstigningen for meget ambitiøs - og vanskelig.
"Regeringen slår jo fast, at der stadig skal være råd til ny medicin og behandlingsformer, som jo løbende bliver udviklet. Og når den samlede ramme til sundhedsvæsnet ikke øges væsentligt fremover, så må stigende udgifter til nye tiltag hentes ind på effektiviseringer og besparelser på andre områder i sundhedsvæsnet," siger Kjeld Møller Pedersen. Han tør ikke gætte på, om regeringen vil nå sin målsætning om at begrænse væksten i sundhedsudgifterne.
Danmark uvant med kraftige udgiftsstigninger
Sundhedsøkonom Jes Søgaard, der er direktør i DSI, betegner også tiden efter 2013 som en særdeles hård opbremsning.
Omvendt peger han på, at Danmark over de sidste 50 år, bortset fra to perioder henholdsvis 60erne og fra cirka 2001 til 2009, har kunnet holde sundhedsvæsnets andel af de samlede offentlige udgifter i ro. I de to nævnte periode steg sundhedsudgifternes andel af de samlede offentlige udgifter markant.
Han tror dog kun, at det kan lykkes regeringen at holde væksten i udgifterne på et lavt niveau, hvis man grundlæggende ændrer på den måde, regionerne, de enkelte sygehuse og de praktiserende læger får tilført penge på.
"Der skal laves nye modeller for afregning med mere fokus på budget og rammestyring i stedet for den meget aktivitetsbestemte afregning, man har med DRG-systemet og aktivitetspuljerne ," siger Jes Søgaard.
Han understreger, at svaret ikke bare er at gøre som før 2001, hvor man i sundhedsvæsnet benyttede sig mere af rammestyring. Her måtte aktørerne på sundhedsområdet selv holde hus med det beløb, de blev tildelt. Det fører nemlig ofte til længere ventelister og lav kvalitet, forklarer Jes Søgaard.
"Hvis budgetterne skal holde, uden det går ud over kvaliteten, eller at ventelisterne bliver for lange, så skal rammestyring suppleres med kontrakter mellem regering og regioner og mellem sygehusene og de enkelte afdelinger," siger Jes Søgaard, der forudser en svær kamp for at holde udgifterne i ro i alle tilfælde.
"Regeringen har jo vænnet befolkningen til behandlingsgarantiernes og valgfrihedens sødme. Samtidig vil man i sundhedsvæsnet komme til at se en langt skarpere prioritering, end man hidtil har set," siger Jes Søgaard.
