Ny særlig rådgiver til Flemming Møller Mortensen

Souschef i Socialdemokratiets politiske afdeling er midlertidig særlig rådgiver for ministeren for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen.

Thomas Schjødt er tirsdag begyndt som ny særlig rådgiver for minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen (S).

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Stillingen er et barselsvikariat, der udløber efter sommerferien.

Thomas Schjødt kommer fra en stilling i Socialdemokratiet, hvor han har været souschef for partiets politiske afdeling. Men han har også tidligere været presserådgiver og politisk rådgiver, hvilket minister Flemming Møller Mortensen lægger vægt på:

"Med bred erfaring fra Christiansborg som både presserådgiver, politisk rådgiver og senest souschef i Socialdemokratiets politiske afdeling kommer Thomas med et sæt rigtig gode kompetencer og kendskab til politik indefra. Det bliver en fornøjelse at arbejde med Thomas igen," siger ministeren i pressemeddelelsen.

Thomas Schjødt erstatter midlertidigt Hans Christian Gørup Nielsen og glæder sig til sin nye stilling under ministeren for udviklingssamarbejde:

"Som menneske og politiker er Flemming en ildsjæl. Han brænder for at gøre en positiv forskel for dansk udviklingspolitik og det nordiske samarbejde. Det er jeg rigtig glad for, at jeg får lov til at give mit bidrag til. Jeg ser virkelig frem til samarbejdet," siger han.

Forrige artikel Armin Laschet bliver CDU's kanslerkandidat Armin Laschet bliver CDU's kanslerkandidat Næste artikel Nyt netværk vil genvinde respekten for dansk landbrug Nyt netværk vil genvinde respekten for dansk landbrug