Ny måling: Frederiksen er fortsat mere populær end Løkke

STATSMINISTERMÅLING: Vælgerne foretrækker stadig S-formand Mette Frederiksen over den nuværende statsminister. Men det er et forspring i underkanten, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Hvis der var folketingsvalg i dag, vil flere af vælgerne fortsat have Mette Frederiksen (S) som ny statsminister frem for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det viser en ny måling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten.

Her svarer 30 procent, at de foretrækker Mette Frederiksen som statsminister. Kun hver fjerde vil beholde Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.

26 procent vil have en helt anden kandidat, mens 19 procent svarer ved ikke.

Mette Frederiksen fortsætter i målingen den føring, som hun har indtaget, lige siden hun blev formand for Socialdemokratiet efter folketingsvalget i 2015.

Men hendes forspring ned til Løkke er ikke nok, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein:

"Mette Frederiksens forspring er i underkanten. Det er logisk, at vælgere fra Alternativet og Radikale ikke er begejstrede for hende, det er der politiske forklaringer på. Men det er i underkanten, at kun 78 procent af de socialdemokratiske vælgere peger på hende. Hun skal have mere gejst ind i sin egne base," siger han.

(Artiklen fortsætter efter grafen)

Løkkes handicap er blevet mindre
Selvom Mette Frederiksens forspring er i underkanten, har Lars Løkke ingen grund til at glæde sig alt for meget.

"Løkkes tal er naturligvis slet ikke gode nok for en siddende statsminister. Det er et handicap, han kommer til at gå ind i valgkampen med," siger Erik Holstein og tilføjer, at det dog ser lysere ud for statsministeren nu end for fire år siden:

"Men det handicap var større i 2015, end det er nu."

Begge kandidater kan formentlig også se frem til, at tallene vil vende sig en del, når først Løkke har trykket på valgknappen, og vælgerne for alvor skal forholde sig til, hvem de helst ser i Statsministeriet:

"Samlet set får de to realistiske statsministerkandidater 55 procent. Et godt gæt er, at det tal stiger noget, når valgkampen er fløjtet i gang," siger Erik Holstein.

(Artiklen fortsætter efter grafen)

Elbæks statsministerdrøm ser sort ud
Lars Løkke og Mette Frederiksen er ikke de eneste, der officielt har meldt sig ind i kampen om Statsministeriet. Både Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, og Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, har erklæret sig klar til at gå efter statsministerposten, hvoraf førstnævnte kører en decideret statsministerkampagne.

Men det lader ikke til, at deres drømme om Statsministeriet vækker genlyd hos deres vælgere.

"Statsministerkandidater som Uffe Elbæk (ALT) og Pernille Skipper (EL) har svært ved at blive taget seriøst, selv blandt deres egne vælgere. Således er det 54 procent af Alternativets vælgere, der foretrækker en anden kandidat – og blandt de 54 procent er det kun godt halvdelen, der foretrækker Uffe. Faktisk har Mette Frederiksen omtrent samme opbakning blandt Alternativets vælgere, som Uffe har," siger Erik Holstein.

Blandt Enhedslistens vælgere er der 49 procent, der foretrækker en anden kandidat. Af de 49 procent peger 69 procent på Pernille Skipper.

Samlet set er der dog kun 12 procent af de 26 procent, der foretrækker en tredje kandidat, der peger på Enhedslistens frontkvinde. Det er fortsat Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der med 20 procent er mest populær, når det kommer til en tredje kandidat.

Forrige artikel Aftale på plads om flere penge til Forsvaret Aftale på plads om flere penge til Forsvaret Næste artikel Stort flertal af danskerne klar til at sende håndværkeren tidligere på pension end akademikeren Stort flertal af danskerne klar til at sende håndværkeren tidligere på pension end akademikeren