Stort flertal af danskerne klar til at sende håndværkeren tidligere på pension end akademikeren

PENSION: Håndværkeren skal kunne gå tidligere på pension end akademikeren, mener tre ud af fire ifølge ny meningsmåling. DF erklærer sig klar til at støtte socialdemokratisk forslag uanset farven på en kommende regering.

Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) er tilsyneladende i øjenhøjde med et stort flertal af befolkningen, når de foreslår tidligere pension for nedslidte.

I hvert fald mener 74 procent, at håndværkeren skal kunne gå tidligere på pension end akademikeren.

Det viser en ny meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for 3F.

Kun 14 procent er af den modsatte overbevisning, mens 12 procent er uafklarede i spørgsmålet.

"Resultatet bekræfter mig i, at vi har startet en kampagne, som betyder noget for mennesker. Og heldigvis har vi nu en parlamentarisk situation, som peger i retning af, at jeg kan hjælpe mine medlemmer på arbejdsmarkedet, som dels har lang anciennitet og dels har et hårdt fysisk arbejde," siger 3F-formand Per Christensen.

Vindersag i valgkampen
Håndværkere, sosu'er og fabriksarbejdere kom tirsdag et stort skridt tættere på muligheden for at gå tidligere på folkepension.

Det skete, da Dansk Folkeparti meldte sig klar til at støtte det socialdemokratiske forslag om differentieret pensionalder.

Ifølge Altingets politiske analytiker Erik Holstein viser den aktuelle måling, at debatten om pensionsalderen ikke skal undervurderes i den kommende valgkamp.

"Venstrefløjen, S og DF har fået en vindersag, de kan køre med i valgkampen. De vil blive hårdt kritiseret for økonomisk uansvarlighed, men den beskyldning tager ikke mange kegler uden for borgerlige kredse under en højkonjunktur. ”

Løkke efterlyser konkrete forslag
På trods af indledningsvis kritik af forslaget har Lars Løkke Rasmussen (V) nu erklæret sig villig til at mødes for at drøfte differentieret pensionsalder.

Statsministeren understreger dog, at det er svært at lave en objektiv vurdering af, hvem der er berettiget til tidligere pension, og efterlyser en konkretisering af forslaget.

Få mere analyse fra Holstein og få 3F-formand Per Christensens kommentar til, om man kan finde en konkret model, i den fulde artikel på Altinget: arbejdsmarked.

Forrige artikel Ny måling: Frederiksen er fortsat mere populær end Løkke Ny måling: Frederiksen er fortsat mere populær end Løkke Næste artikel Dagens overblik: May fik for en gangs skyld flertal, men sejren er skrøbelig Dagens overblik: May fik for en gangs skyld flertal, men sejren er skrøbelig