Ny K-folketingskandidat i Guldborgsund

Louise Lindhagen er valgt som ny folketingskandidat for Konservative i Guldborgsund. Hendes mærkesager bliver bedre uddannelse og mere sammenhængskraft. 

Onsdag besluttede Konservatives partiforening i Guldborgsund at opstille 26-årige Louise Lindhagen til Folketinget. Det skriver partiet i en pressemeddelelse. 

Den nye FT-kandidat blev tilbage i august 2016 også opstillet som partiets spidskandidat til byrådet i Guldborgsund ved KV17. I landspolitik vil hun arbejde for bedre uddannelser og mere sammenhængskraft:

"På Lolland-Falster er vi især udfordret på sammenhængskraften. Der er ikke nogen let kur, men nogle af ingredienserne er jeg ikke i tvivl om: Vi skal have bedre og bredere uddannelsesmuligheder, fremme den private jobskabelse og en fornyet udenrigs- og forsvarspolitik," skriver den nyudnævnte kandidat på sin Facebook-side.

Louise Lindhagen uddannet cand.mag. i historie og offentlig administration. Hun arbejder til dagligt i Hjemmeværnskommandoen og overtager folketingskandidaturet fra Marie Louise Friderichsen, der ikke genopstiller. 

Forrige artikel Morten Helveg ny chefforhandler for Europa-Parlamentet Næste artikel Dansk modedirektør får fransk menneskerettighedspris