KL efter ny rapport: “Vi ser ikke tegn på politisering af embedsværket i kommunerne"

Samspillet mellem det politiske niveau og de kommunale forvaltninger er velfungerende, fastslår KL, der i en ny publikation samler resultaterne fra fire undersøgelser. 

De kommunale rådhuse er generelt præget af tillidsfulde samarbejder og klare arbejdsdelinger mellem embedsværk og politikere.

Det fastslår KL i en ny publikation, der samler hovedresultaterne fra fire undersøgelser om samspillet mellem politikere og forvaltning i kommunerne, som er lavet i samarbejde med blandt andre Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Kommunaldirektørforeningen.

Resultaterne glæder KL´s administrerende direktør Kristian Vendelbo.

”De seneste års debat om embedsværket på Slotsholmen gjorde det helt naturligt for os også at undersøge, hvordan samarbejdet ser ud i den største offentlige sektor – kommunerne. På baggrund af de undersøgelser vil jeg mene, at vi godt kan konstatere, at samspillet mellem det politiske niveau og embedsmændene i kommunerne er velfungerende. Og at vi ikke ser tegn på, at der sker en politisering af embedsværket i kommunerne,” udtaler han i en pressemeddelelse

For eksempel tilkendegiver 81 procent af kommunalpolitikerne i en rundspørge, at samspillet med forvaltningen fungerer godt, og 72,2 procent af dem har generelt tillid til, at forvaltningen realiserer de politiske beslutninger efter hensigten, mens 8,7 procent er uenige.

Også 75,9 procent af kommunaldirektørerne oplever, at politikerne har tillid til forvaltningens sagsbehandling, mens 16,9 procent ikke oplever dette.

“Undersøgelserne giver et billede af en forvaltning, der lever op til sine forpligtelser, og det gælder især kommunaldirektørens betjening af hele kommunalbestyrelsen,” skriver KL i rapporten.

Politisk pres

Undersøgelserne tegner desuden et billede af et kommunestyre, hvor der er en tydelig arbejdsfordeling mellem kommunalpolitikere og forvaltning, som formelt kommer til udtryk gennem brug af delegationsplaner.

”Vi har også interesseret os for, om der er en tydelig arbejdsdeling mellem politikere og forvaltning, så politikerne kan lave politik, og embedsværket kan udmønte de politiske beslutninger i konkrete løsninger. Og at de to ting ikke bliver blandet uhensigtsmæssigt sammen. Svarene tyder på, at der er en god arbejdsdeling, som gør, at samarbejdet kan fungere i hverdagen,” siger Kristian Vendelbo.

Men der er også panderynker.

For eksempel oplever 28 procent pres for at opnå bestemte faglige konklusioner af hensyn til et politisk ønske, mens det ikke er oplevelsen blandt 45 procent. 

Og 60 procent af de administrative medarbejdere har ikke kendskab til Kodeks VII og de syv centrale normer, der ellers er centrale pligter, der skal sikre, at embedsværket lever op til grundlæggende retlige normer i deres bistand til politikerne. 40 procent har kendskab til dem.

“Dette er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at medarbejderne ikke efterlever embedsmandsdyderne i praksis,” skriver KL i rapporten.

Hovedparten af de administrative medarbejdere svarer nemlig også, at forvaltningen altid gør politikerne opmærksomme på, hvis det er uklart om et politisk ønske strider imod lovgivningen. 

Åbenhed og politisk råderum

Til gengæld tyder resultaterne på, at forvaltningerne kan gøre det mere tydeligt i deres indstillinger, hvad det politiske råderum er. Det mener næsten hver femte adspurgte kommunalpolitiker, mens 43,8 procent mener, det er tilstrækkeligt tydeligt.

Og 26 procent af kommunalpolitikerne er uenige i, at det er let for dem at få indblik i, hvordan forvaltningen fører de politiske beslutninger ud i livet, mens 43,8 procent derimod oplever dette.

”Med rapporten her har vi taget temperaturen på samarbejdet lokalt, men det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på, hvordan vi udvikler og bevarer det gode samarbejde. Det fokus vil vi både komme til at have fra KL’s side, men det er jo især lokalt, at man skal have drøftelserne om, hvad man som kommunalpolitikere forventer af embedsværket og vice versa,” siger Kristian Vendelbo.

Der er også blevet sat undersøgelser i gang af samspillet mellem politikere og embedsværk i staten med det nedsatte Karsten Dybvad-udvalg. Det er forventningen, at Djøf snart vil offentliggøre resultaterne af det arbejde. {{toplink}}

Forrige artikel Otte ud af ti danske bestyrelsesmedlemmer er mænd: Otte ud af ti danske bestyrelsesmedlemmer er mænd: "Det er ekstremt, at så mange er så langt fra målet" Næste artikel DI vil skaffe 1.500 kvindelige bestyrelsesmedlemmer på 19 måneder ved brug af databank DI vil skaffe 1.500 kvindelige bestyrelsesmedlemmer på 19 måneder ved brug af databank