Nu skal Venstre fordele topposterne, der skal tegne partiets fremtid

PARTILEDELSE: Venstre vælger ny ledelse mandag, hvor folketingsgruppen mødes til sæsonens første gruppemøde. Her skal partiet både udpege sin fremtidige gruppeformand og politiske ordfører. 

Når Venstres nye folketingsgruppe mandag klokken 14.00 mødes for første gang efter sommerferien, skal gruppen vælge sin nye ledelse. 

Det gælder først og fremmest de vigtige poster som gruppeformand og politisk ordfører, der i dag er besat af henholdsvis Karen Ellemann og Britt Bager. 

Valget af ny gruppeledelse kommer, mens de fleste venter i spænding på en endelig afklaring af, om der også skal ske en udskiftning på formandsposten i partiet efter folketingsvalget grundlovsdag, hvor den nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen (V), som bekendt måtte aflevere nøglerne til Statsministeriet til Mette Frederiksen (S).

Karen Ellemann og Britt Bager har siddet på topposterne i partiets folketingsgruppe siden maj 2018, hvor Venstre foretog en mindre ministerrokade.

Her blev den daværende politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen udpeget som ny miljø- og fødevaremister, hvilket efterlod plads til Britt Bager som ny politisk ordfører. Hun ønsker over for Altinget ikke at svare på, om hun genopstiller til posten mandag.

Ordførerskaber i weekenden
I forbindelse med rokaderunden i maj sidste år blev Karen Ellemann, der dengang mistede sin post som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, valgt som ny gruppeformand.

De to lederposter i partiet sættes på valg på mandagens gruppemøde, hvor Venstre også ventes at udpege ny gruppenæstformand og gruppesekretær.

Desuden skal partiet med sikkerhed udpege nyt medlem af Folketingets Præsidium, da Kristian Pihl Lorentzen ikke ønsker at beholde sin plads der.

Resten af Venstres ordførerskaber falder på plads i løbet af partiets sommergruppemøde, der begynder torsdag 8. august og slutter søndag 11. august, oplyser Venstres pressetjeneste.

Forrige artikel Tesfaye sender grønlandsk grænsestrid et stort skridt nærmere en løsning Tesfaye sender grønlandsk grænsestrid et stort skridt nærmere en løsning Næste artikel Udsmidning af Tyrkiet kan gøre danske kampfly dyrere Udsmidning af Tyrkiet kan gøre danske kampfly dyrere