Norges udenrigsminister stopper efter sag om ægtefælles aktiehandel

Norges udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, stopper som minister. Hun bliver erstattet af klima- og miljøminister Espen Barth Eide.

Den norske regering har meddelt, at Anniken Huitfeldt fra Arbejderpartiet stopper som minister. Klima- og miljøminister Espen Barth Eide (AP) overtager posten som udenrigsminister. 

Det skriver Altinget Norge.

Anniken Huitfeldt fortalte i sommer, at hendes mand havde foretaget en række aktiehandler i hendes ministertid, der havde gjort hende inhabil i en række sager. Den sag er nu medvirkende til, at statminister Jonas Gahr Støre (AP) har valgt at gennemføre en ministerrokade, skriver NRK.

"Jeg ved, at dette er en krævende situation for Anniken. Jeg ved, at hun var fuldt motiveret og klar til at fortsætte. Dette er min beslutning, som jeg på ingen måde tager let på," siger Jonas Gahr Støre på et pressemøde.

Espen Barth Eide har tidligere været Norges udenrigsminister under Jens Stoltenberg (AP), og han har desuden været forsvarsminister og vicegeneralsekretær i FN. Han er også valgt som chefforhandler under COP 29-konferencen i Dubai næste år.

Posten som klima- og miljøminister bliver overtaget af Andreas Bjelland Eriksen, der er statssekretær ved Statsministerens Kontor og Olie- og Energidepartementet.

Forrige artikel Musikkens Hus i Aalborg ansætter tidligere lufthavnsdirektør Næste artikel En række kommunalpolitikere modtager ridderkors