Musikkens Hus i Aalborg ansætter tidligere lufthavnsdirektør

Rikke Mølgaard er ny kommunikations- og marketingdirektør i Musikkens Hus i Aalborg. Hun har tidligere været salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn.

Rikke Mølgaard bliver ny kommunikations- og marketingdirektør i Musikkens Hus i Aalborg fra november. Her bliver hun ansvarlig for koncerthusets marketing-, program- og planlægningsafdeling, hvor hun blandt andet  skal beskæftige sig med at sikre øget billetsalg, et strategisk programudbud samt organisatorisk og strategisk udvikling.

Det skriver Musikkens Hus i en pressemeddelelse.

Ansættelsen er et led i en større organisatorisk og forretningsmæssig udvikling af Musikkens Hus, der sker på baggrund af de seneste års ændringer i kulturvaner og forbrugsmønstre, som har udfordret kulturbranchen, og administrerende direktør Lasse Rich Henningsen glæder sig over ansættelsen:

"Rikke har gennem sin karriere skabt imponerende resultater inden for forretningsudvikling og strategisk salg og marketing og rummer således den fornødne kapacitet til at sikre den fortsatte fremdrift af Musikkens Hus, når det kommer til blandt andet øget billetomsætning, produktudvikling og ledelse," siger han i pressemeddelelsen.

Rikke Mølgaard sidder i en række bestyrelser – blandt andet det Nordjyske Mediehus og Nordsøen Oceanarium – og hun har tidligere været salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn samt produkt- og analysechef i Tivoli.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. finsk præsident og nobelprismodtager Martti Ahtisaari (86) Dødsfald: Fhv. finsk præsident og nobelprismodtager Martti Ahtisaari (86) Næste artikel Norges udenrigsminister stopper efter sag om ægtefælles aktiehandel Norges udenrigsminister stopper efter sag om ægtefælles aktiehandel