Næstformand for Nye Borgerlige trækker sig også

Peter Seier Christensen går af som næstformand for Nye Borgerlige til partiets ekstraordinære generalforsamling. Dermed skal partiet både vælge ny formand og næstformand.

Det er kun lidt over en uge siden, at Pernille Vermund offentliggjorde, at hun vil stoppe som formand for Nye Borgerlige, men nu trækker partiets næstformand, Peter Seier Christensen, sig også. Dermed skal partiet vælge både ny formand og næstformand på den kommende ekstraordinære generalforsamling 7. februar.

Det skriver Nye Borgerlige i en indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling ifølge DR.

Det var Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, der i samarbejde stiftede Nye Borgerlige i 2015, men nu forlader de begge ledelsen. Indtil videre er det kun folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen, der har meldt sig som kandidat til formandsposten.

Peter Seier Christensen blev valgt til Folketinget første gang i 2019, men har været næstformand for Nye Borgerlige siden 2015. Han har desuden været gruppeformand siden 2020. Peter Seier Christensen er uddannet civilingeniør i kemi fra Danmarks Tekniske Universitet i 1992 og blev ph.d. samme sted i 1994. Han har arbejdet som ingeniør hos Haldor Topsøe fra 1994 til 2019. Han er bror til tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen.

 

Forrige artikel Tidligere skandaleramt borgmester bliver ny rådgiver for Jeppe Bruus Tidligere skandaleramt borgmester bliver ny rådgiver for Jeppe Bruus Næste artikel Udenrigsministeriet ansætter endnu en særlig rådgiver Udenrigsministeriet ansætter endnu en særlig rådgiver