Næsten samlet opposition vil have genstartet forhandlinger om kandidatreform

Regeringen vil med dens kandidatreform løse et problem, den ikke kan forklare, hvad er. Sådan lyder det fra otte ud af ni partiledere i oppositionen, der sammen har sendt et åbent brev til forsknings- og uddannelsesministeren.

Forhandlingerne om regeringens stort anlagte kandidatreform skal begynde forfra.

Sådan lyder budskabet fra alle Folketingets partier uden for regeringen – undtagen Danmarksdemokraterne.

I et åbent brev opfordrer de otte partiledere derfor uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og resten af regeringen til at genstarte forhandlingerne et sted, hvor partierne kan være med til at definere problemerne og lede efter løsningerne sammen med regeringen. {{toplink}}

Regeringen vil med reformen løse et problem, den ikke kan forklare, hvad er, lyder det. Problemet for partierne er især regeringens planer om at forkortelse halvdelen af kandidatuddannelsespladserne til at være etårige.

"Vi ser med meget bekymrede øjne på de udfordringer, reformen kan medføre," skriver partierne i brevet.

Både universiteter, økonomer og erhvervsliv frygter en forringelse af det faglige niveau på uddannelserne, påpeger de.

"Vi ønsker at påbegynde et mere kvalitetsorienteret arbejde og investere i vores uddannelser fra ABC til PhD på et tidspunkt, hvor vi står i en situation med historisk mangel på kvalificeret arbejdskraft."

Egelund: Intet er ultimativt

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har overfor Politiken reageret på partiernes kritik af regeringens . Hun siger, at hun har et åbent sind overfor partiernes alternative forslag: 

"Jamen der er jo ikke noget, der er ultimativt her. Jeg står ikke ved indgangen til forhandlingslokalet og beder dem om at aflægge et troskabsløfte over for regeringens udspil en til en – det er jo derfor, vi inviterer til politiske forhandlinger. Det er jo faktisk for at forhandle."

Partiernes fælles opråb kommer på bagkant af det første forhandlingsmøde i sidste uge, forklarer Mai Villadsen:

"Jeg synes ikke, at regeringen kom på banen med nogle gode argumenter for, hvorfor de ønsker det her. Det blev endnu mere tydeligt for mig, hvor stor modstanden mod reformen er på tværs af partierne i oppositionen. Jeg synes, det er et alt for stort sats med vores uddannelsesystem at lave de her halveringer," siger hun.

Hos SF anerkender uddannelsesordfører Sofie Lippert, at der er problemer i den nuværende struktur, men partiet mener ikke, at etårige kandidatuddannelser løser dem. Hun mener, regeringen har stirret sig blind på den model:

"Vi er ikke kritiske overfor at lave en reform med regeringen, hvor der er mange gode takter. Vi stiller os kritiske overfor, at vi har en oplevelse af, at regeringen har stirret sig blindt på den her 75 ECTS-uddannelse, som der ikke er nogle af os andre, der kan se, er en løsning på noget som helst."

DD: "Det er en postgang for tidligt"

Det eneste parti, udover regeringspartierne, der ikke er medunderskriver på det åbne brev er Danmarksdemokraterne. Her hæfter uddannelsesordfører Marlene Harpsøe sig ved, at Christina Egelund i et samråd om reformen tirsdag sagde, at intet var støbt i beton:

”Det er helt fint, at man gerne vil markere sig, og det har jeg egentlig ikke andet end opbakning til. Det har de haft et behov for, men i DD føler vi at det er en postgang for tidligt ude i forhold til at markere på noget, hvor ministeren allerede har sagt, at der ikke er noget, der er støbt i beton.”

Derfor vil partiet helst fortsætte forhandlingerne i det spor, regeringen har lagt frem.

”Vi synes helt overordnet, at der er nogle positive takter i det, som regeringen har lagt frem. Det vil vi gerne vil forhandle om, og vi står i en situation, hvor vi kun har haft sættemøde. Vi har ikke engang ikke fået udrullet, hvad regeringen gerne vil nærmere,” siger Marlene Harpsøe.

,

Forrige artikel Læs brevet til Christina Egelund fra otte oppositionspartier: Læs brevet til Christina Egelund fra otte oppositionspartier: "Start forfra" Næste artikel Slagelse Kommune vil overdrage omstridt spildevandssag til Miljøstyrelsen Slagelse Kommune vil overdrage omstridt spildevandssag til Miljøstyrelsen