Myten om vores grønne førertrøje skjuler, at vi har ødelagt vores natur

I begyndelsen af december tikker et telegram fra nyhedsbureauet Reuters ind. Verdens største koralrev – Great Barrier Reef – er i kritisk tilstand, melder Den Internationale Naturbeskyttelsesunion (IUCN).

I løbet af de seneste tre årtier har det enestående stykke natur mistet mere end halvdelen af sine koraller, lyder den dystre melding. Det er ikke længere en sjældenhed, at verdenspressen beretter om naturens forfald. Vi hører, når det sidste hvide næsehorn dør, og vi hører om gigantiske skovbrande i Amazonas.

Herhjemme hører vi om millioner af forsvundne fugle, og om insekter og bier i frit fald. Rapport på rapport har de seneste år fortalt os, hvor grelt det står til.

Eksempelvis konkluderede en stor FN-rapport fra 2019, at en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Det sker i en sådan hast, at verdens førende forskere betegner situationen som den sjette massedød i klodens historie.

Sidste gang det skete, var, da en asteroide ramte jorden og sænkede temperaturen på Jorden med omkring 20 grader, så blandt andet dinosaurerne ikke kunne overleve. Det er 65 millioner år siden. Og til forskel fra de fem første, er der én art, der bærer ansvaret for den sjette uddøen: mennesket.

Mennesket har taget al pladsen
Seniorforsker i biodiversitet ved Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs blander sig ivrigt i den offentlige debat om emnet, og han har også sit eget ugentlige naturprogram på Radio4.

Han ynder at illustrere problemet ved at referere et studie fra 2017. Her kom forskerne frem til, at hvis man vejede alle verdens pattedyr, så ville de vilde dyr blot udgøre 3-4 procent af den samlede vægt.

Mennesket ville stå for en tredjedel, mens vores tamme husdyr ville stå for resten.

”Det er et meget, meget markant eksempel på den globale biodiversitetskrise. Mennesket har taget al pladsen på jorden,” siger han.

Det mundrette ord – biodiversitet – er centralt for debatten. Forenklet dækker begrebet over, hvor stor en variation, der findes i naturen. Hvor mangfoldig den er. Når der bliver færre svampe, insekter, bier og sommerfugle, eller når store pattedyr er truet og uddør, så taler man om, at biodiversiteten går tilbage.

Og det gør den. Biodiversiteten går tilbage.

Med åben mund og polypper
Carsten Rahbek er professor i biodiversitet på Københavns Universitet og har brugt en stor del af sit voksne liv på at forske i naturen. Men det var allerede ved et besøg på hans fædrenes hjemegn i Himmerland, at det som dreng gik op for ham, at naturen engang har budt på mere.

”Som barn lyttede jeg med åben mund og polypper, når min far fortalte om, hvordan naturen var, da han var ung. Hvor oldenborre-sværme i 10.000 vis kom brummende forbi. Det har jeg aldrig set, for det findes ikke mere,” siger Carsten Rahbek og fortsætter:

”Eller fortællingerne om de nordjyske åer, der kunne løbe over bredderne og strække sig en kilometer ind på land på hver side, så fiskene kunne gå op og gyde. Det ser man heller ikke i dag. Dér er det jo en katastrofe, hvis et vandløb flyder over. Så vi skal bare én generation tilbage for at se, hvor stor og dramatisk udviklingen har været.”

Selvom naturens tilbagegang fylder mere i den offentlige debat i dag end for få år siden, så er det således ikke noget nyt fænomen. Verdens ledere har reelt haft viden om problemet i mange år.

Det er derfor, at man under FN har vedtaget Biodiversitetskonventionen helt tilbage i 1992. Det er derfor, at man for år tilbage både i FN og EU er blevet enige om, at tilbagegangen i biodiversitet skulle standes eller reduceres allerede i 2010 – et mål der senere er lavet om til 2020.

Men lige lidt har det hjulpet. Der er ingen tegn på bedring. Snarere tværtimod.

Laveste fællesnævner
Verdens lande har da heller ikke leveret det, de lovede hinanden på det seneste store FN-topmøde i Japan i 2010. Her vedtog man de såkaldte Aichi-mål, som skulle sikre fremgang for naturen. Men en statusrapport – som FN udgav i september – viser, at det ikke er lykkedes at leve fuldt ud op til et eneste af de i alt 20 mål.

Ifølge Carsten Rahbek er tilstrækkelig handling udeblevet, fordi der gennem mange år har været for lidt fokus på at få videnskaben på banen.

”Det har været landene og NGO’erne, der har drevet debatten, og derfor er man endt med laveste fællesnævner. Man har ikke for alvor fået forpligtet hinanden,” siger han.

Men siden 2012 har man i regi af FN lavet en biodiversitets-pendant til FN’s klimapanel. Her kommer verdens førende forskere i biodiversitet med konsensusrapporter, som verdens lande bakker op om. Det har ifølge Rahbek højnet den fælles forståelse af naturkrisen. Og om hvad der er brug for.

Derfor er han også optimistisk forud for FN’s store naturtopmøde i Kina, der løber ad stablen senere i år.

”Nu skal man ikke længere starte debatten med at diskutere det faglige grundlag. For det er vi enige om. Derfor deler jeg håbet om, at vi kan få naturens Paris-aftale, hvor landene reelt forpligter sig,” siger Carsten Rahbek.

Danmark er bagerst i bussen
En ting er det globale spor. Noget andet er på de hjemlige himmelstrøg. I Danmark bryster vi os jævnligt af at være et grønt foregangsland. Men på naturområdet giver det ikke mening, at vi iklæder os den grønne førertrøje.

Faktisk er vi rigtigt dårlige til naturbeskyttelse herhjemme, påpeger Carsten Rahbek, der henviser til den officielle status for dansk natur til EU-kommissionen, som blev indberettet i efteråret 2019.

”Den danske selvforståelse om, at vi er førende, holder ikke. Vi sidder bagerst i bussen, når det kommer til natur. I Danmark er 100 procent af vores skove i dårlig tilstand, mens det er 25 procent for resten af EU. Og vi ligger sammen med Belgien helt i bund med kun 5-6 procent af vores natur i god tilstand,” siger han.

Problemet er, at de fleste ikke kan se det. De kan ikke se, at de danske skove ikke længere har det mangfoldige dyre- og planteliv, som de havde engang, mener Carsten Rahbek.

”Danskerne har glemt, hvordan en rigtig skov ser ud med væltede træer og et rigt dyre- og planteliv. Vi er så vandt til at se produktionslandskabet. Tag Hareskoven som mange elsker med ranke træer, og hvor skovbunden er dækket af bøgeblade. Det er en stendød produktionsskov. Du kunne lige så godt stå ude i en rapsmark. Eller i en ørken,” siger han.

Det virker nærmest magtpåliggende for Carsten Rahbek at understrege, hvor dårlige vi er til naturbeskyttelse i Danmark.

”Vi tror altid, vi er gode. Det ligger i den danske kultur at tro, vi nok er bedre end de andre. Men det er vi ikke. Og så længe vi tror det, kommer vi jo ikke til at gøre noget nyt og bedre,” siger han.

Snyder på vægten
Rasmus Ejrnæs er enig med Carsten Rahbeks vurdering af dansk naturbeskyttelse. Han peger ud over EU-vurderingen også på den danske rødliste over truede arter i Danmark.

Den seneste – der blev offentliggjort i begyndelsen af 2020 – viser, at tusindvis af arter er truet, og at der ser værre ud end for ti år siden.

”Politikerne har ikke lavet lovgivning, der beskytter naturen. Man har i stedet lavet en ubrugelig Nationalparklov, som ikke har noget med natur og nationalparker at gøre. Man snyder på vægten, og det er vildt provokerende,” siger Rasmus Ejrnæs og fortsætter:

”Der er brug for, at politikerne sætter sig et mål for, hvor meget plads der skal reserveres helhjertet til natur. Og så skal de selvfølgelig finde noget finansiering.”

Men det er jo ikke sådan, at der ingen penge bruges på naturen. Der blev eksempelvis brugt 1,8 milliarder kroner på naturplaner i 2016?

”Man bruger alle pengene på, at mennesker skal lave projekter. Meget bliver brugt til naturpleje, der fører til overgræsning og en form for landbrug, der gør mere skade end gavn. Så ja, der bliver brugt mange penge. Men det virker ikke,” siger Rasmus Ejrnæs.

Luk Naturstyrelsen
Både Carsten Rahbek og Rasmus Ejrnæs har gennem de senere år taget del i en massiv kritik af den danske naturforvaltning. Allerede i 2007 kom Carsten Rahbek med den kontroversielle melding, at det vil være godt for natur og biodiversitet, hvis man lukker Naturstyrelsen.

Selvom der de senere år er set forbedringer, så er der fortsat behov for store ændringer, mener han den dag i dag. Og Rasmus Ejrnæs deler analysen af en naturforvaltning, der er skruet forkert sammen.

”Det strukturelle problem består i, at staten er Danmarks største skovbrugsvirksomhed, hvor hovedaktiviteten består i at ødelægge naturen. Og det er klart, at man i Naturstyrelsen ikke rådgiver politikerne om at nedlægge sig selv, selvom det er det mest fornuftige at gøre for naturen,” siger han.

Problemet er ifølge Ejrnæs opstået, fordi den danske naturforvaltning er bygget op om en gammel fortælling om, at vi i Danmark har nogle særligt dygtige landmænd og skovdyrkere. Og at det er bønderne, der har skabt landets smukke overdrev, enge og moser, og at vi derfor blot skal sørge for, at intet forandrer sig.

”Men alt er forkert i den fortælling. Og vi har ikke været villige til at se i øjnene, at man skal forbyde landbrug og skovbrug i de områder, hvor man vil have naturen til at få det bedre,” siger Rasmus Ejrnæs.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har tidligere forholdt sig til kritikken af Naturstyrelsen og den danske naturforvaltning. Her har hun påpeget, at styrelsen udfører de opgaver, som politikerne gennem årene har givet dem, og at det derfor er et politisk ansvar at ændre på det.

En langsom begyndelse
Og faktisk er politikerne begyndt at røre på sig. Med decembers finanslovsaftale kom noget, der kan ligne et gennembrud i dansk naturpolitik. Her aftalte man at bruge et sjældent set stort beløb på knap 900 millioner kroner på naturen.

Da aftalen blev indgået, sagde Carsten Rahbek til Altinget, at det er ”den største aftale for natur og biodiversitet i de seneste 20 år”.

Men det er ikke en revolution, understreger han.

”Det er en langsom begyndelse på afvikling af skov- og landbrugsdrift på statens arealer, som vi ser. Det er en forståelse af, at man skal lade naturen være natur. Men rejsen dertil foregår stadig meget langsomt,” siger Carsten Rahbek.

Rasmus Ejrnæs mener også, at det går den rigtige vej.

”Ægte helhjertet natur er kommet på den politiske dagsorden de senere år. Og der er grund til stor glæde og optimisme over, hvad politikerne netop har besluttet. Men aftalen beskytter kun to procent af landarealet. Og det er ikke ambitiøst,” siger Rasmus Ejrnæs.

Pengene fra finanslovsaftalen skal især gå til at stoppe skovdrift i statens skove og til at udlægge større områder til vild natur.

Det vil grundlæggende sige områder, hvor naturen får lov til at passe sig selv. Der er selvfølgelig plads til mennesker, men områderne må ikke være negativt påvirket menneskelig aktivitet.

Ifølge Carsten Rahbek er omkring 1-2 procent af det danske landareal af sådan en karakter, og som større eksempler kan nævnes Lille Vildmose i Nordjylland og Vejlerne ved Thy.

”Afgørende for alt liv på jorden”
Trods den stigende grønne bevidsthed i befolkningen, så er det fortsat klimaforandringerne, der er det altoverskyggende emne i den offentlige debat.

For mens klimakrisen uomtvisteligt er en stor udfordring for verdens befolkning, som allerede er ramt af mere ekstremt vejr, så står det ikke lige så klart, hvorfor det egentlig er så vigtigt med biodiversitetskrisen.

Handler det blot om at gøre noget godt for andre arter end os selv, eller handler det ligesom med klimaforandringerne også om vores os egne behov som mennesker?

Kaster man et blik på EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, der blev præsenteret i foråret, så har mennesket meget på spil, hvis ikke tilbagegangen i biodiversitet bliver stoppet.

På EU-kommissionens hjemmeside fremgår det nemlig, at biodiversiteten er intet mindre end ”afgørende for alt liv på jorden.” Og at biodiversitet kan give os mad, sundhed, medicin, materialer, fritidsaktiviteter og trivsel. Det giver rent luft og holder klimaet i balance, lyder det.

Og nåh ja, så er halvdelen af det globale BNP – ifølge EU-Kommissionen – afhængigt af naturen. Ellers som kommissionsformand Ursula von der Leyen formulerer det:

”At gøre naturen sund igen er nøglen til vores fysiske og mentale velbefindende og er en allieret i kampen mod klimaændringer og sygdomsudbrud. Det er kernen i vores vækststrategi, den europæiske green deal, og er en del af et europæisk opsving, som giver mere tilbage til planeten, end den tager væk.”

Rasmus Ejrnæs erklærer sig dog fagligt uenig i EU-Kommissionens tilgang. Han finder det således mere meningsfuldt at se naturens tilbagegang som en interessekonflikt mellem mennesker og biodiversitet.

Og at en indsats for vild natur derfor bør ske med det argument, at den frie, vilde natur skal værdsættes for sin skønhed. Ikke fordi det kan gøre nytte for mennesket.

”Man får flere områder, der vildt kan folde sig ud. Det kan føles, ligesom hvis man hovedkulds forelsker sig uden at have set det komme. Natur, der kan selv, og som ikke skal plejes, reguleres og dyrkes, er et aspekt af vores eget liv,” siger Rasmus Ejrnæs og fortsætter:

”Vild natur er dybt meningsfuldt og livsbekræftende.”

hjalte@altinget.dk