Museumsinspektør modtager sjælden pris af Kongehuset

I anledning af Dronningens regeringsjubilæum overrækkes Videnskabsklubben og museumsinspektør Jeanette Varberg Amalienborgprisen for sine indsatser inden for formidling af naturvidenskab og kultur.

15 gange på 50 år er Amalienborgprisen blevet uddelt. I år, i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's regeringsjubilæum, får prisen to modtagere.

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, der uddeler prisen, oplyser i en pressemeddelelse, at prismodtagerne er Videnskabsklubben og museumsinspektør Jeanette Varberg fra Nationalmuseet. 

Prisen gives som anerkendelse af de to prismodtageres indsatser inden for henholdsvis naturvidenskab og kulturformidling. Videnskabsklubben modtager med prisen en halv million kroner til at fortsætte arbejdet med undervisning af naturvidenskab til børn og unge.

"Det er fuldstændig fantastisk, at Videnskabsklubben er nået hertil, og jeg er helt utroligt beæret og taknemmelig for den monumentale anerkendelse, der ligger i at modtage denne pris," siger organisationens stifter og direktør, Rikke Schmidt Kjærgaard, i meddelelsen.

Samtidig modtager museumsinspektør Jeanette Varberg 250.000 kroner som "påskønnelse af hendes lange karriere og en anerkendelse af hendes videnskabelige og kulturelle indsats i formidlingen af fortidens mysterier."

Priserne overrækkes 13. december på Amalienborg.

 

Forrige artikel Ole Birk Olesen bliver gruppeformand for LA Ole Birk Olesen bliver gruppeformand for LA Næste artikel Her er de nominerede til Cavlingprisen Her er de nominerede til Cavlingprisen