Morsøs kommunaldirektør fratræder efter gensidig aftale

Efter blot få måneder på posten som øverste embedsmand i Morsø indledte kommunen en afskedigelsessag mod Anders Jørgensen. Nu fratræder han efter gensidig aftale.

Morsø Kommune og Anders J. Jørgensens fagforening Djøf har indgået en aftale om kommunaldirektørens fratrædelse. 

Aftalen blev præsenteret i en pressemeddelelse torsdag og er resultat af en afskedigelsesproces indledt af kommunen to uger forinden.

Anders Jørgensen er nu fritstillet resten af ansættelsesperioden og stopper således efter mindre end et halvt år i kommunen.

Jørgensen kom til Morsø fra en stilling som kommunaldirektør i Samsø Kommune, men i Morsø har økonomiudvalget ikke fundet, at han levede op til de stillede krav og forventninger.

Selv udtalte Anders Jørgensen ved sagens begyndelse kritik af forløbet:

"Jeg mener ikke, at sagen er gået ordentlig an. Derfor har jeg nu givet den videre til Djøf, der kører sagen for mig. Ellers har jeg ikke yderligere kommentarer," lød det dengang til TV MIDTVEST.

Forrige artikel Venstres EP-sekretariat får ny mand i front Næste artikel Elberth forlader Geelmuyden Kiese