Monica Lewinsky: En stemme fra fortiden

INTERNE AFFÆRER: Monica Lewinsky, verdens nok mest berømte praktikant, taler ud om sit forhold til præsident Clinton. Kan det hjælpe Hillary Clinton i kampen om at blive præsidentkandidat i 2016, at alle kort lægges på bordet?

WASHINGTON DC - Det måtte jo komme. Spørgsmålet var hvornår.

Men takket være internettet ramte nyheden om, at verdens mest berømte tidligere erhvervspraktikant, nu 40-årige socialpsykolog Monica Lewinsky, havde skrevet et længere essay i det nye nummer af det glittede magasin Vanity Fair for den digitale, globale offentlighed, langt før man kunne erhverve sig magasinet i nogen kiosk. 

Det personlige essay, der kom på gaden torsdag, er ugens mest omtalte artikel i USA, og utallige medier har diskuteret artiklens betydning og fremkomst. 

I essayet slår den tidligere praktikant i Det Hvide Hus først og fremmest fast, at det forhold hun i 1998 dengang havde til USA's præsident Bill Clinton var gensidigt og forpligtende og aldeles frivilligt. 

Der var tale om et forhold mellem to voksne mennesker, hvor enhver tale om "misbrug" først opstod "efterfølgende i medierne, hvor jeg blev gjort til syndebuk for at beskytte hans position," som hun skriver om præsidenten. 

Lewinsky: frygter for 2016
Lewinsky, der siger, at hun i dag "dybt fortryder" affæren, fortæller også om, hvordan forholdet til Bill Clinton fortsat dominerer hendes liv, og om hvordan det har forhindret hende i at få et arbejde og et ordentligt parforhold. I dag er den 40-årige kvinde, der endte med at tage sin universitetsgrad i London, fortsat single og har fortsat til gode at beklæde et egentligt job. 

Men hun vil gerne stå frem og fortælle sin historie, som måske kan hjælpe andre, der kommer i offentlighedens søgelys på en måde, som de ikke selv har kontrol over og som er ubehagelig, skriver hun.

Derudover fremgår det af teksten, at Lewinsky ikke ser frem til, at Hillary Clinton muligvis stiller op til posten som demokraternes præsidentkandidat i 2016. Hun mener - sandsynligvis berettiget - at det vil trække hende og hendes gamle forhold til præsidenten frem i rampelyset igen.

En fordel for Hillary Clinton
Ud over en vis forventet nyfigenhed fokuserede de amerikanske medier i denne uge imidlertid netop mest på, om Lewinskys genopdukken i offentligheden ville skade eller gavne et eventuelt præsidentkandidatur for den tidligere udenrigsminister.

Flere republikanske røster har udtrykt tvivl om, hvorvidt det er helt tilfældigt, at artiklen kommer frem i god tid, før at Hillary Clinton måske, måske ikke, melder sit kandidatur. Lynne Cheeney, den tidligere vicepræsident Dick Cheney's kone, funderede i et interview med Fox News over, "om det ikke er en indsats fra Clintons side", der har fået artiklen frem.

"Ville Vanity Fair bringe noget om Monica Lewinsky, som Hillary Clinton ikke ville have lyst til at læse i Vanity Fair?," spurgte hun sig selv og seerne.

Den samlede dom om hvorvidt essayet vil skade eller gavne en eventuel præsidentkampagne indikerer mestendels, at det er en fordel for Clinton-lejren, uanset at en første dom ville synes at trække den anden vej.

Hvem ville mene, at det ligefrem ville være en fordel for familien Clinton - der først og fremmest har været i nyhedsmedierne på det sidste, grundet Chelsea Clintons graviditet og Hillary Clintons nye initiativer om behovet for bedre våbenkontrol - at få genoplivet alle anekdoterne om plettede blå kjoler, telefon og oralsex i Det Ovale Værelse og upassende brug af cigarer?

Men jo, det er en fordel for en eventuel valgkampagne for Hillary Clinton i 2016, understreger eksempelvis klummeskriver i Washington Post Ruth Marcus. Fordi Lewinsky, ved så klart at give udtryk for at den gamle affære var frivillig og gensidig, hermed effektivt afmonterer den mest brugte anklage mod den tidligere præsident, nemlig den, at han misbrugte en ung ansat kvinde, der ikke selv var i stand til at vurdere konsekvenserne af forholdet. Og det gør hun i god tid, før Hillary Clinton eventuelt vil stå frem og annoncere sit kandidatur.

En republikansk fristelse
Samtlige seriøse nyhedsmedier advarede da også republikanerne om, at det sandsynligvis kun ville give bagslag for dem, hvis de alligevel forsøgte at bruge den gamle skandale mod familien Clinton. Men den form for tilbageholdenhed har været svær for republikanerne at udvise.

Fristelsen til et hurtigt verbal svirp mod den magtfulde Clinton-klan er stor.

"Kan man have en præsident i Det Hvide Hus, hvis mand er et velkendt seksuelt rovdyr?," lød spørgsmålet eksempelvis fra den mulige kandidat for republikanerne i 2016 Rand Paul for nyligt.

Kun fremtiden vil vise, om affæren nu bliver gemt og glemt, om det med Lewinskys ord er "på tide at smide baretten på porten og brænde den blå kjole".

Det ville i givet fald ikke kun være en lettelse for den tidligere førstedame frem mod en eventuel valgkamp i 2016, men også være en mulighed for en 40-årig kvinde, som fortsat kan nå at få et ordentligt liv. Hvis medierne indvilger i at lade hende være i fred, og hvis en arbejdsgiver forbarmer sig over hende.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC.

Forrige artikel Sareen til kommuner: I skal lytte til børnene Sareen til kommuner: I skal lytte til børnene Næste artikel Analyse: Hvem vil amerikanerne dø for? Analyse: Hvem vil amerikanerne dø for?