Analyse: Hvem vil amerikanerne dø for?

WASHINGTON DC - Da Barack Obama blev genvalgt i 2012, var det påfaldende, hvor lidt der blev talt udenrigspolitik. Den dominerende opfattelse i brede cirkler var, at der ikke var meget at komme efter for republikanerne på dette felt.

Den unge, demokratiske præsident havde med stor succes ledet aktionen mod Osama bin Laden i Pakistan, der endte med terrorlederens død året før. Som det hed med et særdeles effektivt slogan fra valgkampen, der elegant kombinerede bilindustrien og kampen mod terror, så er "Detroit still alive, and Osama bin Laden (is) dead."

Under Obamas ledelse havde generalerne forstærket den militære indsats i Afghanistan, forberedt afslutningen på krigen i Irak og markant opprioriteret kampen mod terror med en udstrakt brug af især droner i så høj grad, at det demokratiske, liberale bagland var mildt utilfredse. Men til gengæld var vælgerne glade, hvilket som bekendt er det, der tæller, når der er valg. Og republikanerne kunne kun med betydelige vanskeligheder påstå, at præsidenten var en blødsøden pladderhumanist.

I den afsluttende debat om udenrigspolitik mod udfordreren Mitt Romney tog Obama kegler ved, i en nu herostratisk berømt meningsudveksling, hvor Romney nævnte truslen fra Rusland, at svare, at "1980'erne har ringet - de vil gerne have deres udenrigspolitik tilbage".

Det var kækt, det fik den republikanske kandidat til at se støvet og gammeldags ud, og det tog medierne med storm. 

Anklagen om amerikansk svaghed
To år efter er det nærliggende at udstede et: "ak, hvor forandret". 

I disse dage bliver præsidenten angrebet overalt - ude som hjemme for sit påståede manglende internationale lederskab. Uanset om det er Rusland og Ukraine eller Syrien, Afrika eller Mellemøsten, lyder anklagen i dag, at præsidenten ikke er i stand til at formulere en overbevisende stærk eller overordnet plan for udøvelsen af ​​amerikansk magt, og at det er grunden til, at han ikke har magtet at få autoritære ledere verden over til at rette ind efter USA's ønsker.

Ved årsmødet i den private og eksklusive tænketank Den Trilaterale Kommission for 14 dage siden blev emnet også diskuteret i USA's hovedstad. Til stede ved mødet, der fandt sted på Oriental Mandarin Hotel, var en perlerække af talere, blandt andet Henry Kissinger og USA's udenrigsminister, John Kerry.

Strobe Talbot, præsidenten for den ansete tænketank Brookings Institution, talte også. Han er tidligere ambassadør, viceudenrigsminister og rådgiver for præsident Bill Clinton om de tidligere sovjetiske stater, som nu er selvstændige. Ifølge Altinget.dks kilder satte Talbot fingeren på det ømme punkt ved under mødet at stille det bevidst provokerende spørgsmål: "Hvor mange NATO-medlemmer og hvor mange amerikanere vil dø for Riga?". Letland er et af flere nabolande til Rusland, der de seneste uger har ytret frygt for en russisk invasion eller underminering. 

Ingen svarede på spørgsmålet, lød det.

Hvor går NATOs grænse?

Der er mindst to problemer i spil her: 

For det første er gennemsnitsamerikaneren godt og grundigt træt af krig, og af sit lands rolle om verdens fredsstifter og politibetjent. Især ses europæerne som forkælede og ude af stand til at tage vare på deres egen sikkerhed. Om end de fleste fortsat vil mene, at USA, og hermed NATO, til enhver tid vil forsvare NATOs egne medlemmer - at den såkaldte musketerer om "en for alle og alle for en" med andre ord fortsat gælder - så står det langt mindre klart, hvad USA og Vesten egentlig kan eller vil foretage sig uden for medlemskredsen.

Ingen har for eksempel forventet eller stillet krav om, at USA intervenerede militært i Ukraine.

For det andet er det uklart, hvad USA og NATO vil gøre i en situation, hvor et af de østlige EU- og NATO-lande med store russiske minoriteter - mest oplagt de baltiske lande - udsættes, ikke for et egentlig angreb, men for en mere snigende underminering østfra.

Bekymringen, som den blev formuleret af blandt andet Talbot på Mandarin Oriental, er med andre ord også:

"Hvad nu hvis russerne begynder at foretage sig noget mindre eksplicit og mindre klart - små paramilitære, grønne mænd i russiske uniformer, der overtager bygninger og skaber uro?"

Den situation tager NATO-traktaten ikke højde for.

Om end der ikke i Europa er nogen som ønsker eller forventer, at USA anvender militær magt i Ukraine, der ikke er en del af NATO, er der til gengæld et særdeles stærkt ønske om, at USA bekræfter og beviser, at man er fuldt og helt i stand til at honorere sine forpligtelser over for NATOs østgrænse.  Svaret fra Washington har været, at NATOs grænser er sikre og altid vil være det. USA har just holdt nye militærøvelser med Polen og de baltiske lande for at understrege den pointe, samtidig med at der i Asien - særligt i Japan - har været en vis lettelse over Obamas eksplicitte forsikring om, at de omstridte Senkaku-øer er dækket af den amerikansk-japanske sikkerhedstraktat.

Forsigtig mand - styrket økonomi
Tilbage står debatten om, hvorvidt eller i hvor høj grad præsidenten selv har bidraget til problemet.

Obama sagde for nylig: "Som en historieinteresseret mand, men også som præsident, er det min overbevisning, at militær magt meget sjældent er løsningen på verdens problemer."

Er det denne forsigtighed - der paradoksalt nok er i fin samklang med vælgerne - der i sig selv har bidraget til, at alverdens diktatorer nu vælter ud af skabene? Fordi de, populært sagt, ikke er bange nok for amerikanerne længere?

Hertil kan man for det første indvende, at Obama i hvert fald har gjort et pænt stykke arbejde på et vigtigt punkt. Han har stået i spidsen for redningen af en næsten kollapset amerikansk økonomi - en økonomi, der er fundamentet for og hjertet i udøvelsen af den militære magt. Præsidenten har også produceret den første mulighed for en aftale om Irans atomvåben.

Og selv om Pentagons budgetter er sat på moderat slankekur, og selv om borgerne er dødtrætte af krig og langt fra overbeviste om nødvendigheden af et vedvarende amerikansk, internationalt engagement, synes dommedagsrøsterne om en ny æra af amerikansk isolationisme overdrevne.

Den nødvendige styrke
Til gengæld gør Obama ikke sig selv nogen tjenester med sin egen retorik. 

Da han under sit stop i Manila på Filippinerne under den nylige Asientur i en tale om Syrien, Egypten og Israel defaitistisk anvendte en sportsmetafor: "You hit singles, you hit doubles; every once in a while, we may be able to hit a home run," stod kritikerne i kø for at håne ham for hans defensive og ikke-entusiastiske tone.

Som New York Times skrev i en efterfølgende leder med titlen "Obamas udenrigspolitik", har amerikanske præsidenter, "der er stået frem som stærke globale ledere, været i stand til at skabe høje forventninger i et klart, omend af og til for forenklet, sprog. Men Obamas kommentarer fremkaldte vrede på både venstre- og højrefløjen, der finder ham ufokuseret, svag og passiv."

I en anden udenrigspolitisk analyse i denne uge skrev Washington Post om det samme optrin tilsvarende, at det var "pinagtigt" at lytte til Obamas retorik: 

"For når vi taler magtpolitik er det nu engang sådan, at amerikanske præsidenter scorer points, ikke fordi de har ret, men fordi de er, eller i det mindste virker, stærke. Præsidenter bliver nødt til enten at sige, at de agter at "knock the ball out of the park", eller også siger de ingenting. De urørlige faktorer af styrke og troværdighed, der er så nemme at gøre grin med, er faktisk den lim, der holder et regelbaseret, internationalt system sammen," skrev David Ignatius, som er seniorskribent og redaktør ved avisen.

Fiaskoen med den røde linje

Udover den nylige tale i Manila står det klart, at især et retorisk og strategisk fejltrin ses som skadeligt i vide kredse: Snakken om de uoverskridelige røde linjer.

Kritikken hamrede ned over Obama, da han gik ud og talte om røde linjer i Syrien, uden at USA efterfølgende tog de bebudede militære skridt mod præsident Assad, efter at denne greb til kemiske våben mod civilbefolkningen. 

Ikke fordi det ikke endte med at være et bedre valg med en diplomatisk løsning, hvor Syriens kemiske våben og beredskabslager blev demonteret, men fordi forløbet efterlod en reel tvivl om præsidentens og dermed USA's vilje til at bruge magt i eventuelle andre fremtidige og lignende situationer. 

Læren er, at ingen amerikansk præsident offentligt bør true med militær aktion, medmindre han har planer om at følge op. I Syrien har Amerika nu optrappet sin humanitære bistand og er også begyndt at forsyne visse moderate oprørsgrupper med våben, men det er gået for langsomt.

Washington Posts David Ignatius mener, at regeringens - og dermed Obamas - problem er, at den har været for fokuseret på kommunikation på den korte bane.

"Både i Egypten og Libyen under det arabiske forår, i Syrien og i Ukraine, og også i Benghazi, var man i Det Hvide Hus alt for ivrige efter at sige de rigtige ting, at få kommunikeret her og nu, frem for mere køligt at arbejde sig fremad mod en langsigtet og sund, interessebaseret og handlende politik," skriver han.

Råd til Obama: Hold kursen - Moskva er den svage
Hvordan kan Obama komme ud af miseren?

Et bud er ikke at lade sig gribe af narrativet om forfald og svaghed. Det er fristende, når man er under angreb for at være en svækling, at foretage sig noget, der kan afkræfte anklagen. Men det ville være en fejl. En af Obamas styrker er netop, at han forstår værdien af at være forsigtig. Han kan slå til - som han viste i Abottabad i maj 2011. Men han kan også holde igen, og USA står sig bedre "med en præsident, der kender grænserne for supermagtens formåen, som i Ukraine, end med en leder, der råber op og lader som om hegemonen har kræfter, den ikke reelt besidder," som Ignatius også skriver.

Men det er ikke det samme som at være valen. Obama kunne eksempelvis handle hurtigere, når det gælder udsendelsen af ekstra militære forstærkninger til Polen og de baltiske lande, for at understrege at NATO ikke er til at spøge med.

"Sig mindre, men gør mere," citeres en amerikansk embedsmænd for at sige om Obamas udenrigspolitik i Washington Post.

De tørre tal viser, når man taler om Rusland, at USA har fat i den lange ende. Den amerikanske økonomi er i stærk bedring, og gælden er på vej ned. Arbejdsløsheden er faldende, nu på omkring seks rocent, og supermagten er på vej mod selvforsyning på energiområdet. I modsætning hertil er Ruslands økonomi på vej ned ad rampen med en forventet vækst ifølge IMF på sølle 0,2 procent i år. Med den førte politik i Ukraine er Putin på vej til at gøre denne kritiske situation endnu værre. De vedtagne sanktioner vil understrege dette.

Tag det som en mand
Løsningen for Obama er med David Ignatius' afsluttende ord at holde kursen:

"Med sanktioner, fortsat diplomatisk pres og et stærkt og samlet NATO. Hvis Obama kan holde den vestlige alliance samlet, vil Putins svagheder blot blive mere og mere synlige i løbet af de kommende år (...) For at gå op imod Putin kræves blot en stærk og vedholdende amerikansk linje. Og når det gælder kritikken af Obama selv som leder er der kun et råd: "Suck it up"," råder skribenten med et udtryk, der kun er svært oversætteligt til dansk, ud over muligvis det lidt gammeldags:

"Tag det som en mand."

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washngton, DC 

annegrethe@altinget.dk