Mona Juul peger mod midten, men også der er der trængsel
Erik Holstein | |
Print
Mere grønt og mere familiepolitik, mindre rets-og udlændingepolitik tegner til at blive normen under Konservatives nye leder, Mona Juul. Det er en anden politisk profil end hos forgængeren Søren Pape Poulsen, og det er ikke nødvendigvis en vinderrecept.
Talen var ganske fermt bygget op, der var tilpas mange oneliners og jysk snusfornuft i rigelige mængder. Hun fik demonstreret, at hun faktisk kan præstere på den store scene.
Ud fra de betragtninger var den nye konservative leder Mona Juuls tale til det partiets landsråd i Herning en succes. Hun fik vist, hvem hun er, og der var betydelig mere liv i hendes tale, end den rutinerede, men også lettere søvndyssende tale, Troels Lund Poulsen (V) holdt som ny Venstre-formand.
Talen var ventet med spænding, for det var ikke lysende klart, hvad Mona Juul står for politisk bortset fra områder som erhvervspolitik, klima og miljø, hvor hun har været ordfører.
Efter talen er det tydeligt, at det ikke er noget tilfælde, Mona Juul har haft netop de ordførerskaber. Det er det, hun for alvor føler for, og det er emner, der vil få en høj prioritet under hendes lederskab.
Ikke så grøn at det gjorde noget
Allerede her adskiller hun sig fra forgængeren Søren Pape Poulsen, som det konservative landsråd samtidig benyttede lejligheden til at få sagt ordentlig farvel til efter hans tragiske død i sidste måned.
For Pape var det grønne ikke ligefrem en hjertesag, og Konservative blev aldrig et førende klima-og miljøparti under hans ledelse. Det skal der ændres på nu: Mona Juul satser indiskutabelt på at gøre Konservative til det grønne parti i blå blok - og i sin tale kritiserede hun direkte SVM-regeringen for at nøle på området.
{{toplink}}
Familiepolitikken er et andet område, der rykker op ad den konservative dagsorden. Det skete i princippet allerede under Papes ledelse på det ordinære konservative landsråd i efteråret, men det var Mona Juul og den politiske ordfører Mette Abildgaard, der var blandt penneførerne.
Med den erklæret homoseksuelle Pape blev det konservative familiebegreb udvidet, og den linje fortsætter med Mona Juul, der hverken har børn eller er formelt gift med sin mand. Det havde været et problem i partiet for 20 år siden, men i dag kan det lige så vel vendes til en styrke og et eksempel på øget rummelighed.
Forsvarspolitikken får også en pil opad.
Det har altid været en klassisk konservativ mærkesag, men partiet har gennem de senere år mistet førerpositionen på området. Den skal nu tilbageerobres, og partiets forsvarsordfører Rasmus Jarlov er klar igen efter en lang sygdomsperiode.
Endelig er der erhvervspolitikken, som ligger lige til Mona Juuls højreben efter mange år som en ret succesfuld erhvervskvinde.
Hård konkurrence
Kigger man nærmere på Monas Juuls politiske cocktail, bliver det tydeligt, at det ikke i sig selv er et vindermiks.
Der er mindst fem-seks partier, der byder ivrigt ind på forsvarsdagsordenen, på den grønne dagsorden kan Konservative let blive overbudt, og der er aldrig nogen, der har vundet en valgkamp på erhvervspolitik.
Omvendt havde Mona Juul stort set intet med om de klassiske værdipolitiske emner, der i en periode fik Søren Papes popularitetskurve til at gå lodret opad.
Det var frem for alt retspolitikken, Pape rendyrkede som justitsminister fra 2016-19 - og i anden omgang udlændingepolitikken, hvor Konservative under hans ledelse fik en klar nationalkonservativ profil.
Det er områder, som det er risikabelt for Mona Juul at droppe, for mange forbinder netop det med det konservative DNA. Men hun har aldrig selv markeret sig på de felter, og hun har heller ikke nogen i folketingsgruppen, der uden videre kan føre det videre. Rasmus Jarlov er den eneste tilbageværende nationalkonservative, og han ligger for langt fra partiets midterlinje.
Smæk til LA
Flere gange i talen lavede hun en klar kant til Liberal Alliance, der er den store aftager af konservative vælgere. Blandt andet skosede hun forslaget om at legalisere hårde stoffer som kokain.
{{toplink}}
Uden at nævne LA direkte gik Mona Juul i clinch med LA-sloganet: "Du kan godt" som hun gav den konservative tilføjelse: "– men kun sammen kan vi løfte ansvaret." For at understrege at Konservative ikke kun er et parti for individet, men et parti der samtidig dyrker fællesskabet.
Det er helt logisk at sætte angrebet ind mod LA, men indtil nu har LA-leder Alex Vanopslagh været dækket af et solidt lag teflon. Det bliver en sej kamp for Mona Juul at vinde de mange konservative vælgere tilbage, som LA erobrede i sidste valgkamp.
Kamp om pladsen
Med Mona Juul får Konservative nu en leder, der peger ind mod midten.
Det kan give mening ud fra den betragtning, at der er trængsel på den nationalistiske højrefløj med Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og - nu igen - Nye Borgerlige.
Problemet er bare, at der også er trængsel på midten.
Et konservativt midterprojekt skal ikke kun konkurrere med Radikale, som i gamle dage. Nu er der også i konkurrence med den rutinerede taktiker Lars Løkke Rasmussen (M) - og for den sags skyld med Venstre, som - i hvert fald midlertidigt - har indskibet sig i en midterregering. Den nye konservative leders genrejsning af partiet bliver virkelig op ad bakke.
Mona Juul kom godt fra start i sin første landsmødetale, men der skal mere end bramfri tale og jysk snusfornuft til at give Konservative et comeback.
{{toplink}}
Nu venter alle på Tesfaye. Hvad venter han på?
Ny analyse: Radikale er ude af stand til at hugge vælgere fra Socialdemokratiet
