Ministre tvivler på omstridt havvindmøllepark i fugleområde: ”Det ser endog meget svært ud”

Det er ikke alle steder, hvor der kan være både fugle og vindmøller, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin (S) om planerne for havvindmølleparken Omø Syd. Sagen behandles stadig af Energistyrelsen.

Fugle eller vindmøller?

Det er spørgsmålet, energibranchen ikke ønsker at høre. Men det er nok ikke til at komme udenom, når det gælder projektet Omø Syd, lyder det fra regeringen.

På et lukket samråd i Folketinget var fire ministre indkaldt til at redegøre for sagen om landets første store støttefrie havvindmøllepark i Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland, der i 11. time er på vej til at blive skrottet efter regeringen har peget på området til fuglebeskyttelse.

”Danmark er et centralt stop på mange trækfugleruter. Vi har derfor et særligt ansvar for at beskytte de fugle, der er afhængige af de danske havområder,” sagde miljøminister Lea Wermelin ifølge hendes talepapir til det lukkede samråd.

”Det er ikke alle steder, hvor der kan være både fugle og vindmøller,” tilføjede hun.

Fugle vs vindmøller
Havvindmølleprojektet i Smålandsfarvandet, der kaldes Omø Syd, har været undervejs i næsten 10 år.

Det er den danske energiudvikler European Energy, der står bag, og som til stor frustration har kunnet se sine mange investeringer i projektet blive truet af edderfuglen og den gråstrubede lappedykker.

Men ifølge regeringen er der ikke så meget at gøre, da EU-Kommissionen allerede har rejst en piolotsag om overholdelse af direktivforpligtelser og har peget på de områder og de fuglearter, der er i spil.

Oveni ligger et stort fagligt arbejde fra Aarhus Universitet bag, der i fire farlige rapporter har udpeget fuglebeskyttelsesområderne.

”Som mange ved er jeg meget glad for fugle. Men jeg er også blandt havvindudbygningens allerstørste fans. Omø Syd-projektet er ingen undtagelse. Direktivforpligtelsen til udpegning er klar og levner ikke et politisk valg,” sagde klimaminister Dan Jørgensen ifølge talepapiret til samrådet.

”Som foregangsland har vi mange fordele, men høster også de første bitre erfaringer med udfordringer med sameksistens mellem natur- og klimainteresser," fortsætter han i talepapiret.

Ser meget svært ud
Den konkrete sagsbehandling er nu til genoptaget sagsbehandling i Energistyrelsen efter regering har udpeget området, hvor Omø Syd skulle lige, til fuglebeskyttelse.

”Jeg kan ikke foruddiskontere de faglige vurderinger eller udfaldet af den proces på nuværende tidspunkt. Men som miljøministeren om lidt vil redegøre for, så er direktivforpligtelsen klar, og det er mit indtryk at det ser endog meget svært ud,” sagde klimaministeren.

Det har tidligere været fremme, at regeringen oven på Omø Syd-sagen er i dialog med EU-Kommissionen om, hvordan man kan få natur-, miljø- og klimaambitionerne til ikke at spænde ben for hinanden.

Og ifølge de to ministres talepapir, så er der indledt en dialog med EU-Kommissionen om, at forbedre mulighederne for sameksistens mellem naturbeskyttelsestiltag og klimatiltag. Men kun "fremadrettet," fremgår det.

Forståelse for Horns Rev
Det tyder derfor ikke på, at Omø Syd bliver en del af den dialog, da projektet hverken er etableret eller har modtaget en etableringstilladelse endnu. Projektet er dermed stadig under udvikling efter gældende regler, lød det under samrådet ifølge talepapiret.

Dermed adskiller Omø Syd-projektet sig også fra de allerede etablerede havvindmølleparker ved Horns Rev i Vesterhavet, der ellers også blev peget på af EU-Kommissionen som en mulighed til fuglebeskyttelsesområde.

”Det er mit indtryk, at Kommissionen har forståelse for problemet med de eksisterende vindmølleparker ved Horns Rev, men ikke for, at der fremadrettet skabes lignende problemer ved at give tilladelse til nye vindmøller i områder, hvor det påvirker fuglebestande, som vi gerne vil beskytte med fuglebeskyttelsesdirektivet,” sagde miljøminister Lea Wermelin ifølge talepapiret.

Forrige artikel Dagens overblik: V kræver bestemte uddannelser undtaget fra udflytning af studiepladser Dagens overblik: V kræver bestemte uddannelser undtaget fra udflytning af studiepladser Næste artikel Efter halvandet års forhandlinger: De praktiserende læger får ny overenskomst Efter halvandet års forhandlinger: De praktiserende læger får ny overenskomst