Dagens overblik: V kræver bestemte uddannelser undtaget fra udflytning af studiepladser

Venstre går til forhandlinger om regeringens nye plan for placering af uddannelser med et krav om at fritage udvalgte uddannelser fra udflytning. Ny aftale udvider voldtægtsofres adgang til bistandsadvokat. Få overblik over tirsdagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik på denne tirsdag, hvor vi først og fremmest kan glæde os over, at Danmark mandag aften slog Rusland 4-1 og nu kan drage videre på sin EM-rejse. Næste stop er ottendedelsfinale mod Wales på lørdag.

Og nu dribler vi videre til de politiske nyheder, hvor vi i dag lægger fra start med et krav fra Venstre.

Folketingets partier skal tirsdag mødes til forhandlinger om regeringens plan om udflytning af uddannelser fra landets fire største byer. I den forbindelse kræver Venstre, at bestemte uddannelser bliver undtaget fra reduceringen af studiepladser i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det skriver Ritzau ifølge Kristeligt Dagblad.

Undtagelsen skal gælde en af række af de vigtigste sprogfag og de såkaldte Stem-uddannelser, som dækker over uddannelser indenfor naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.

Venstre foreslår derudover, at det ikke nødvendigvis skal være ti procent af uddannelserne, der skal flyttes væk fra de store byer, som regeringen har lagt op til. Tallet kan i stedet ende mellem fem og ti procent.

Ny aftale giver voldtægtsofre udvidet adgang til bistandsadvokat

Fremover vil ofre for seksuelle overgreb kunne tale med en bistandsadvokat, før de kontakter politiet for at anmelde sagen. Ligeledes vil de også kunne tale med bistandsadvokat på den anden side af retssagen for at gennemgå forløbet.

Det er resultatet af en ny aftale, som regeringen har indgået med SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet.

”Vi skylder ofre for voldtægt og andre seksuelle overgreb et langt bedre møde med retssystemet, så de trygt tør anmelde de forbrydelser, de har været udsat for. Derfor er jeg glad for, at et flertal af Folketingets partier er enige om at styrke rådgivningen for ofrene. Det er endnu et vigtigt skridt i vores fælles kamp mod seksuelle overgreb,” udtaler justitsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse

S afviser: Modtagecenter vil ikke presse os ud af Dublin-samarbejdet

Flere af regeringens jurister samt kritiske røster i EU har advaret om, at de danske planer om et asylmodtagecenter i et tredjeland vil koste Danmark pladsen i EU’s Dublin-samarbejde. Men det afviser Socialdemokratiet. Det skriver Politiken.

Dagbladet har interviewet Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund, som ikke mener, at Danmark skal frygte ikke at kunne være en del af EU’s regler for fordeling af asylansøgere. Samtidig med afvisningen siger udlændingeordføreren, at det dog ville være skidt, hvis det alligevel skulle ske, at Danmark røg ud.

”Det ville ikke være godt, for så risikerer vi en situation, hvor en asylansøger, der har fået afslag efter de gældende regler i Europa i et andet Dublin-land, så rejser videre til Danmark og søger asyl her. At vi bliver en magnet for den slags asylansøgninger. Og det har vi selvfølgelig ikke nogen interesse i, og derfor har vi også klart et mål om at blive ved med at være en del af Dublin-samarbejdet,” siger Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, til Politiken.

Svensk regeringskrise: Hvad sker der nu?

Inden afrunder dagens overblik skal vi lige en tur over Øresund for at se til vores svenske naboer. Mandag blev landets statsminister Stefan Löfven nedstemt ved en historisk mistillidsafstemning, og nu lurer to muligheder i horisonten: Enten skal svenskerne ud i et nyvalg – ellers skal der afsøges et flertal for en ny regering i den svenske pendant til vores dronningerunde.

Hvad er forskellen på de to mulige udfald – og hvordan vil et eventuelt nyvalg stille partierne i det svenske? Altinget har fået hjælp af sit søstermedie Altinget Sverige til at forklare næste skridt for Löfven og co. Læs med her og bliv opdateret på regeringskrisen.

Det sker i dag

  • Klokken 8.45: Åbent samråd med erhvervsminister Simon Kollerup (S) Europa-kommissionens høring angående initiativer om bæredygtig selskabsledelse.
  • Klokken 10.00: Indenrigs- og Boligudvalget har indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i samråd om konsekvenserne ved afskaffelse af betalingskommunefolketallet og udligningsreformen.
  • Klokken 13.00: Samråd med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) om udfaldet af forhandlingerne om den europæiske klimalov.
  • Klokken 13.30: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er i dag kaldt i samråd om udskrivning af patienter før de er færdigbehandlede.
  • Klokken 14.00: Folketingets Retsudvalg har justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om IS-sympatisører.

Forrige artikel Danmark halter med implementering af EU-dom, som kræver, at arbejdsgivere registrerer arbejdstid Danmark halter med implementering af EU-dom, som kræver, at arbejdsgivere registrerer arbejdstid Næste artikel Ministre tvivler på omstridt havvindmøllepark i fugleområde: ”Det ser endog meget svært ud” Ministre tvivler på omstridt havvindmøllepark i fugleområde: ”Det ser endog meget svært ud”