Ministerbeslutning: Nu kan tvangsmetoder tages i brug mod corona

VIRUS: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har besluttet, at man regionalt skal kunne vælge at behandle eller isolere folk ved tvang, hvis det på et tidspunkt bliver nødvendigt for at begrænse udbredelsen af influenzavirussen covid-19. 

Regeringen åbner nu for, at der kan tages mere drastiske metoder i kampen mod udbredelsen af den såkaldte corona-virus eller covid-19. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har netop besluttet, at man regionalt skal kunne vælge at isolere smittede borgere ved tvang, hvis det bliver nødvendigt i konkrete tilfælde.

Der bliver nu gjort en undtagelse i loven, så en række tvangsmetoder, som normalt kun kan bruges ved såkaldte liste A-sygdomme med høj dødelighed, nu også kan tages i brug i forhold til corona-virus, som ellers er en liste B-sygdom med relativt lav dødelighed.

Ministeren reagerer på Sundhedsstyrelsens anbefaling, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

"Relativt udramatisk"
Ændringen betyder, at de regionale epidemikommissioner nu ikke behøver at vente på grønt lys fra centralt hold, men kan handle hurtigt, hvis det bliver nødvendigt. De kan nu alene beslutte, om det i en konkret situation er nødvendigt at sætte en tvangsforanstaltning i værk.

Kommissionerne, som hver har blandt andre en politidirektør, tre regionspolitikere og en repræsentant for det regionale sygehusberedskab som medlemmer, kan nu i princippet også beslutte at behandle eller vaccinere borgere ved tvang. Men i tilfældet corona findes der endnu hverken vaccine eller decideret behandling.

Magnus Heunicke vil ikke kommentere sin beslutning. Men direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, kalder åbningen for tvangsmetoder for "relativt udramatisk".

"Vi har indstillet til den her beslutning primært for at gøre det muligt at påbyde isolation af enkelte borgere. De få danskere, der i dag er smittet med corona, er i hjemmeisolation, og de gør det frivilligt, fordi de er ansvarlige borgere. Men hvis man forestiller sig en situation, hvor en smittet siger: "Nu går jeg går ud og hoster på alle de andre nede i Netto," så vil det være godt at kunne give et påbud om, at man skal være i isolation. Så det er med henblik på inddæmning af sygdommen," forklarer Brostrøm.

Han understreger, at de regionale epidemikommissioner skal indhente sundhedsfaglig rådgivning, før de aktiverer eventuelle tvangsmetoder. Eksempelvis fra Sundhedsstyrelsen eller Patientstyrelsen. 

Professor: Voldsomt at åbne for tvangsbehandling
Professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen mener i princippet, at man i visse tilfælde sagtens kan retfærdiggøre at indlægge, vaccinere og isolere folk ved tvang.

"Men om det er rimeligt at åbne for den slags metoder lige med denne sygdom, det kan jeg godt have mine tvivl om," siger han.

Professoren begrunder sin tvivl med, at dødeligheden for covid-19 foreløbig ser ud til at ligge på højst to-tre procent. Nogle eksperter vurderer, at den kan være endnu lavere, fordi der kan være en masse tilfælde af smittede, som ikke har voldsomme symptomer, og som myndighederne derfor ikke har registreret.

"Hvis disse eksperter har ret, ligger dødeligheden tæt på det, vi ser ved almindelige influenzaer, og så er det voldsomt at åbne for, at man regionalt kan træffe beslutning om eksempelvis at tvangsvaccinere eller tvangsbehandle folk," siger Jan Pravsgaard Christensen.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at dødeligheden i Danmark vil være "i promillestørrelse" ved et større udbrud, fordi vores sundhedsvæsen er så godt gearet til at håndtere situationen.

Isolation ved tvang kan være i orden
Til gengæld fremhæver Jan Pravsgaard Christensen isolation som et redskab, der kan være effektivt, hvis det bliver taget i brug i tide.

"Det kan man godt retfærdiggøre, hvis man har en situation, hvor man frygter, at op til 15 procent af befolkningen kan blive smittet med den her sygdom. Det vil være en voldsom belastning af sundhedsvæsnet. Og så kan man godt argumentere for, at det vil være i orden at sige til 500 mennesker: "Nu skal I blive på den her kaserne i et par uger, til jeres infektion er overstået," hvis det kan spare sundhedsvæsnet for millioner af kroner, der kunne være brugt til anden behandling af syge mennesker," siger professoren.

Brostrøm: Flere vil blive smittet
Ved et pressemøde tirsdag aften er meldingen fra Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, at der nu er ti smittede danskere. Han forventer, at smittespredningen går ind i en ny fase, hvor flere vil blive smittet.

Samtidig har regeringen varslet flere tiltag.

For sundhedspersonale er det nu et decideret krav, at de skal være hjemme 14 dage, hvis de har besøgt et af de fire områder, der har været hårdt ramt af coronavirusset: Kina, Iran, en region i Sydkorea og fire regioner i det nordlige Italien.

Almindelige borgere, der har været i risikozonerne, anbefales også at blive hjemme fra arbejde i 14 dage.

Forrige artikel Nu skrider forligsmanden ind i OK20: Her er den afgørende knast Nu skrider forligsmanden ind i OK20: Her er den afgørende knast Næste artikel Interview med den uønskede ekspert: Nato står i sin værste krise Interview med den uønskede ekspert: Nato står i sin værste krise