Minister kræver redegørelse for persondata-rod i DSB

KOKS: Transportministeren går nu ind i en sag om DSB, der ved en fejl har sendt kunders private oplysninger til fremmede.

Mere end 10.000 DSB-kunder er ved en fejl blevet udsat for, at personoplysninger, som de har givet til kundeklubben DSB Plus, er blevet sendt til fremmede. Og det er transportminister Hans Christian Schmidt (V) stærkt bekymret over. 

Han kræver nu en grundig redegørelse fra DSB for, hvordan det kunne ske.

"Det er stærkt bekymrende. Sådan noget må ikke ske. Og jeg er også meget forundret over, at jeg først har hørt om sagen her til morgen. Nu har jeg bedt om straks at få en grundig redegørelse fra DSB," siger transportministeren i en pressemeddelelse.

DSB skal orientere transportministeren om, hvad der helt præcist er sket og "sætte alle kræfter ind" på at forhindre lignende sager i fremtiden.

"Hvordan DSB vil sikre det, skal DSB levere svar på i den redegørelse, de sender til mig," siger ministeren.

DSB Plus er et produkt, hvor kunderne bliver opfordret til at give oplysninger om deres rejsemønstre for til gengæld at få fordele som for eksempel kiosk-rabatter. Transport- og Bygningsministeriet oplyser, at ministeriet ikke har nogen kontrakt med DSB om DSB Plus. 

"Når DSB laver sådan et produkt, er det selvfølgelig ekstremt vigtigt, at DSB og DSB’s samarbejdspartnere formår at holde de data, de får om deres kunder, tæt til kroppen. Det skal være sikkert at bruge DSB’s produkter," slår Hans Christian Schmidt.

 

Forrige artikel DF står fast på flere penge til dagpengesystemet DF står fast på flere penge til dagpengesystemet Næste artikel Græsk gældsaftale på trapperne Græsk gældsaftale på trapperne