Milliard på vej til bedre kollektiv trafik

FORHANDLINGER: Politikerne på Christiansborg gør klar til forhandlinger om forbedringer af den kollektive trafik for en milliard kroner. SF vil have letbaner og cykelstier, mens DF ønsker en helt ny station. En yderligere sænkning af billetpriserne er også i spil.

Folk med forkærlighed for den kollektive trafik kan glæde sig over et løft på en milliard kroner inden sommer.

Det er penge, der skal fordeles af partierne bag aftalen om "Bedre og billigere kollektiv trafik" (regeringen, SF, EL og DF), som blev til i kølvandet på betalingsringens fald. Dengang aftalte man at hæve bilbeskatningen med én milliard om året, som skulle gå til den kollektive trafik. Her skal halvdelen bruges til forbedringer og den anden halvdel til lavere billetpriser.

Det vil sige, at partierne i gennemsnit har en halv milliard om året til forbedringer. Ifølge Dansk Folkeparti og Enhedslisten har forligskredsen dog fået oplyst, at der er en milliard at udmønte i denne omgang.

"Vi har fået at vide, at vi har en milliard, fordi det er muligt at fremrykke nogle midler," siger Enhedslistens trafikordfører Henning Hyllested.

Forligspartierne er de seneste par måneder blevet præsenteret for en lang række muligheder, men der har endnu ikke været tale om egentlige forhandlinger. Men de begynder nu, og SF har i den forbindelse præsenteret et udspil for forligskredsen med en lang række ønsker.

Ikke kun hovedstaden
Trafikordfører Karsten Hønge (SF) fortæller, at selvom aftalen kom i hus med henblik på at bekæmpe trængsel i hovedstaden (samme kreds stod bag Trængselskommissionen), så har han også fokus på andre dele af landet.

"Det er vigtigt, at der også bliver givet penge uden for hovedstadsområdet. Trængsel er ikke kun et problem i København," siger Karsten Hønge.

Da SF's nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, var transportminister, var partiet meget kritisk over for Dansk Folkepartis udmelding om, at hovedstaden ikke skulle have nogen særlig status. Ifølge Karsten Hønge har SF dog ikke ændret kurs:

"Jeg synes, at hovedparten af penge skal gå til hovedstaden. Men vi skal huske på, at det er hele samfundet, der giver penge til det. Det var ikke tilfældet med betalingsringen, hvor indtægterne kom fra hovedstaden," siger han.

SF vil have letbaner og cykelstier
Uden for hovedstaden foreslår SF at udvide Aarhus letbane for 300 millioner kroner, ligesom partiet vil etablere nye supercykelstier i Aalborg og Aarhus. Odense og Aarhus skal desuden have forbedrede muligheder for cykelparkering.

Partiet vil dog også lægge en hel del penge i hovedstaden. Et letbanestop ved DTU i Lyngby, undersøgelse af letbane til Brønshøj, forbedringer af S-tognettet (for mere end en halv milliard) og 200 millioner til bedre busfremkommelighed er med i SF's katalog af forslag.

Men selv hvis SF kunne bestemme alene, er der dog ikke råd til det hele i denne omgang:

"Vi har mange forslag, og det er klart, at nogle af tingene også ligger ude i fremtiden," siger Karsten Hønge.

DF vil have ny station
I Dansk Folkeparti mener man fortsat ikke, at hovedstaden skal have særstatus. Pengene skal bruges, hvor de bruges bedst, lyder devisen. Trafikordfører Kim Christiansen fortæller, at han ikke har så meget konkret at berette om partiets ønsker, men at han som minimum håber at sikre en ny station i Vinge ved Frederikssund:

"Det er et helt nyt spændende byområde, som kommunen har bevilget en masse penge til. De vil gerne have en ny station, og det mener jeg, at vi skal smide nogle penge i," siger Kim Christiansen, der peger på, at det vil koste 55 millioner kroner.

I Enhedslisten er man noget mere skeptisk over for at lægge penge uden for København. Trafikordfører Henning Hyllested holder fast i, at forligskredsen var nedsat med bekæmpelse af trængsel i hovedstaden for øje.

"Aftalen var et resultat af, at betalingsringen ikke blev til noget, så selvfølgelig skal hovedvægten lægges på København. Men vi kommer også til at udmønte midler til andre steder i landet, " siger Henning Hyllested.

Billigere billetter i spil
Ud over milliarden til forbedring af den kollektive trafik kan forhandlingerne ende ud med en ny ordning, som sænker billetpriserne. Forligskredsen har allerede bevilget penge til at sænke billetprisen for rejsekortsbrugere uden for myldretiden med 20 procent, samt til ungdomskortet.

Sidste år brugte danskerne dog ikke de tilbud i det forventede omfang, og derfor er der 325 millioner kroner i ubrugte midler. De penge vil SF bruge til at hæve rabatten uden for myldretiden fra 20 til 30 procent i en periode, ligesom at tidsrummet for rabatten bør udvides.

"Det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på at sænke prisen i den kollektive trafik. Det er ikke nok bare at se på, hvordan den kan blive bedre," siger Karsten Hønge.

Enhedslisten er klar til at se på, om man kan finde en model for yderligere billetsænkninger, mens Dansk Folkeparti er mere forbeholden.

"Vi skal selvfølgelig have brugt pengene på en eller anden måde. Men om det skal være på billigere billetter eller noget andet, har jeg ikke taget stilling til," siger Kim Christiansen.

Forrige artikel Vælgerne fastholder støtte til ny patentdomstol Vælgerne fastholder støtte til ny patentdomstol Næste artikel Thorning: Vi er tilbage på sporet Thorning: Vi er tilbage på sporet