MF er spidskandidat for Konservative på Ærø

MF Anders Johansson (K) er blevet genvalgt som spidskandidat for Konservative på Ærø, hvor han er 2. viceborgmester.

Konservative på Ærø opstiller fem kandidater til det kommende kommunalvalg. I spidsen står Anders Johansson, der foruden at være byrådsmedlem og 2. viceborgmester også sidder i Folketinget.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Anders Johansson har siden 2015 været stedfortræder i Folketinget ad flere omgange for partikollegaen Mai Mercado, men fik en fast plads på tinge, da Mercado blev udnævnt til børne- og socialminister. 

36-årige Anders Johansson er blandt andet Konservatives erhvervsordfører, skatteordfører, kommunalordfører og landdistrikts- og øordfører. 

Det er en sand Ærøbo, som for tredje gang skal forsøge at komme i byrådet på øen. Anders Johansson er født og opvokset på Ærø, og i 2009 blev han valgt til byrådet for første gang. 

Privat er Anders Johansson gift og har tre børn.

Forrige artikel Afdøde finans- og socialminister Palle Simonsen (K) får vej opkaldt efter sig Næste artikel Venstre sætter hold i Allerød