Mens Danmark “sover Tornerose-søvn”, arbejder 100 medarbejdere i en svensk styrelse for at “skabe momentum for ligestilling”

I en diskret murstensbygning lidt udenfor Göteborg gemmer sig noget, som har fået hænderne i vejret hos danske kønsforskere.

På den anden side af de brune mure sidder nemlig intet mindre end 100 medarbejdere hver dag og arbejder for at “skabe momentum for ligestillingen” i Sverige.

De er ansat i Jämstalldhetsmyndigheten. En svensk styrelse, der blev oprettet i 2018, og som skal sørge for, at ligestillingspolitikken får gennemslagskraft på alle niveauer.

Men selvom det er en smuttur til Sverige, er Danmark alt andet end tæt på at nå nabolandets ambitioner for arbejdet med ligestilling.

Tværtimod understreger murstensbygningen ifølge danske eksperter en trist udvikling.

For mens Sverige nu har en styrelse på 100 medarbejdere, lyder den danske ligestillingsafdeling på 15 ansatte, som i gennemsnit rykker til et nyt ministerium hvert andet år.

Det er ikke gode odds for at skubbe lige så hurtigt til ligestillingen som i Sverige, mener Drude Dahlerup, der er professor emerita i statskundskab ved Stockholms Universitet og har forsket i køn og politik i mange år.

“Den danske enhed gør en heroisk indsats, men deres vilkår er mildest talt dårlige,” siger hun og tilføjer:

“Mens Danmark har sovet Tornerose-søvn, har man udbygget ligestillingsarbejdet på kommunalt, regionalt og statsligt niveau i Sverige.”

Samle det hele under et tag

Sveriges ligestillingsstyrelse blev oprettet som led i regeringens betænkning “Magt, mål og myndighed – feministisk politik for en lige fremtid”.

Her fremgår det, at man ønskede at oprette en myndighed for at gøre det politiske arbejde med ligestilling mere sammenhængende, forklarer Anna Collins Falk, der er international koordinator i styrelsen.

“Mange af de opgaver, vi varetager her, blev også lavet førhen. Men det var spredt ud hos forskellige institutioner, og derfor var der ikke nogen, der havde det samlede ansvar for at holde fast i tøjlerne på det her område,” siger hun.

Nu er det hele samlet under et tag hos Jämstalldhetsmyndighetens kontorer i Göteborg, hvor ligestillingen virker til at have sivet helt ind i kontorlandskabet.

Her sidder generaldirektøren og afdelingscheferne side om side med resten af medarbejderne, for her er nemlig ingen faste pladser.

De 100 medarbejdere er ansvarlige for at koordinere med myndigheder, regioner og kommuner om, hvordan man bedst implementerer politiske tiltag med fokus på ligestilling, og samtidig følger de op på området med årlige rapporter og analyser.

Og hele styrelsens arbejde tager udgangspunkt i Sveriges seks delmål for ligestilling, som hører under Sveriges fasttømrede politiske mål om, at “mænd og kvinder skal have samme mulighed for at forme samfundet og deres eget liv”, som nu bæres frem af en feministisk regering.

De seks delmål omfatter blandt andet økonomisk ligestilling, ligestilling indenfor uddannelse samt lige fordeling af magt og indflydelse. Disse faste seks delmål skal ifølge Anna Collins Falk være med til at “guide” regeringen og myndigheden mod de vigtigste udfordringer.

“Det er utroligt vigtigt, at vi har et fast mål, som holder ved uanset regering. Hvis vi skal holde øje med, hvordan ting forbedrer eller forværrer sig på området, bliver vi nødt til konsekvent at holde øje med de samme fokuspunkter, for det er langsigtede indsatser, som tager tid,” siger hun.

Danmark sidder fast i en gammel diskussion

Spørger man danske kønsforskere, kommer det ikke som en overraskelse, at man har oprettet en styrelse på over 100 mand til at sikre at kampen mod ligestilling holder ved i Sverige.

“De ser ulighed mellem kønnene som et strukturelt problem, der ligger i væggene, og som de gerne vil have fat i og forstå,” siger Drude Dahlerup.

Den oplevelse deler Anette Borchorst, der er professor ved Institut for Politik og Samfund hos Aalborg Universitet, og har forsket i ligestillingspolitik i mange år. Hun forklarer, at grunden til, at Danmark ikke har samme kraft i ligestillingsapparatet som i vores naboland, skyldes én ting.

“Der er en generel accept i Sverige af, at der skal gøres op med en række ligestillingsmæssige problemer. Men i Danmark sidder vi fast ved diskussionen om, hvorvidt der overhovedet er problemer med ligestilling,” siger hun.

Spørgsmålet om ulighed mellem kønnene kan ifølge Drude Dahlerup være svært at håndtere, fordi “alle har følelser og fornemmelser for ligestilling”. Og selvom det ifølge kønsforskeren er helt på sin plads, må man ikke glemme, at det også er et kundskabsområde.

“Når man har en myndighed, der er ansvarlig for ligestilling, er det et langt bedre fundament for at forstå ligestillingspolitik som et seriøst politikområde og ikke bare noget, hvor man sidder og klemmer lårene sammen.”

Da Anna Collins Falk bliver spurgt, hvad hun tænker om det danske ligestillingsarbejde, griner hun forsigtigt og siger:

“Det er faktisk ikke et af de lande, vi fokuserer mest på, fordi vi ofte er ligesindede i spørgsmål om ligestilling inden for nordisk og EU-samarbejde,” siger hun.

Og i forhold til andre lande i EU, hvor konservative strømme tager til, er Danmark og Sveriges ligestillingspolitik da også tæt på hinanden. Bare ikke tæt nok, mener Drude Dahlerup.

Ingen dans på roser

Selvom mange ligestillingseksperter kigger med misundelige øjne mod Jämstalldhetsmyndigheten, har det dog ikke kun været en dans på roser for den knap fire år gamle styrelse.

Kort efter det blev besluttet, at Jämstalldhetsmyndigheten skulle oprettes, blev S-regeringens budget nedstemt i Rigsdagen, og de måtte i stedet regere på et borgerligt budget. Et budget, der ikke inkluderede penge til den nye myndighed for ligestilling.

“Det var en forvirrende tid i starten, fordi vi fik at vide, at vi skulle lukke styrelsen, kort efter vi havde startet op,” siger Anna Collins Falk.

Den nyligt tiltrådte regering endte dog med at omvende beslutningen. Men det betyder ikke, at debatten om en ligestillingsstyrelse døde hen.

Gennem årene har der nemlig flere gange været kritik i medierne med fokus på at myndighedens brede mission er for “fluffy”, og at de ikke har nogle tiltag at gennemføre i praksis.

Til den kritik svarer Anna Collins Falk, at det ikke er myndighedens opgave at implementere tiltag, men i stedet at understøtte implementeringen i andre institutioner og myndigheder med øje for ligestillingsmæssige aspekter.

“Når folk siger, at der ikke er brug for en myndighed som os, kigger vi på vores data, som viser, at der stadig er store problemer med ligestilling mellem kønnene. Og det giver os en berettigelse,” siger hun.

Selvom det ifølge Drude Dahlerup står bedre til i Sverige med ligestillingen, skal man også passe på med at tænke, at der er en enig svensk befolkning bag alle ligestillingsinitiativer.

“Det svenske samfund er også splittet, og de borgerlige partier er tøvende. De er bare tøvende på et mere oplyst og grundigt plan, end man er i Danmark,” siger hun.

Viden løfter den følelsesprægede debat

Selvom Jämstalldhetsmyndigheten har det med at komme i mediernes spotlight, er der dog ikke meget opsigtsvækkende over deres kontor, da Anna Collins Falk viser rundt.

Grå væg til væg-tæpper dækker gulvet til, og der er ikke meget, som indikerer, at vi er på besøg hos en ligestillingsstyrelse – lige bortset fra de farverige verdensmålskasser, hvor målet om ligestilling mellem kønnene står forrest.

Og hvis man skal komme det mål nærmere, bliver debatten om ligestilling nødt til at foregå på et grundigt og oplyst grundlag, forklarer Anna Collins Falk.

“Når vi laver grundigt analysearbejde fra mange forskellige sider, har vi været i stand til at opdage nye problematikker eller udviklinger, vi ikke kendte til før,” siger den internationale koordinator.

Hun fremhæver, at man for eksempel er blevet mere opmærksom på, at udfordringer med det mentale helbred er en væsentlig større problematik blandt kvinder end mænd.

Når analysearbejde omkring ligestilling er en af styrelsens kerneopgaver, handler det om at gå systematisk til værks, forklarer Anna Collins Falk. Derfor laver myndigheden i en fireårig periode dybdegående rapporter af hver af de seks delmål for at afdække problematikkerne indenfor hvert område.

Og sådan et analysearbejde sætter sit præg på ligestillingsdebatten, mener Anette Borchorst.

“Først og fremmest sender det et klart signal om en prioritering af området. Samtidig bidrager sådan en mængde viden og evidens til, at ligestillingsdebatten løfter sig fra at være meget følelsespræget,” siger kønsforskeren fra Aalborg Universitet.

{{toplink}}

Ingen til at håndhæve danske ligestillingsprincipper

Ifølge Drude Dahlerup betyder fødslen af en ligestillingsstyrelse i Sverige også, at man ikke er lige så afhængig af, at debatten om ligestilling blomstrer, for at der sker noget.

“Når du har en stærk politisk myndighed, der har ligestilling som fokus, bliver der også mindre symbolpolitik og mere dagligdagspolitik, som man ser på andre politikområder,” siger hun og tilføjer:

“I Danmark hviler vi mere på bølger. Metoo-bevægelsen opstod, og det rykkede ved noget. Men hvis ikke der er bølger i befolkningen, kan der være lange perioder, hvor der ikke sker noget.”

Egentlig har både Danmark og Sverige forpligtet sig til at arbejde ud fra begrebet “gender mainstreaming”, som betyder, at man skal kigge al politik og lovgivning igennem for ligestillingsmæssige effekter.

Og her holder Jämstalldhetsmyndigheten fanen højt for at sikre, at det bliver ført ud i virkeligheden.

Problemet i Danmark er bare, at det princip aldrig har groet sig ordentligt fast i det politiske system, forklarer Anette Borchorst.

“Der er aldrig nogen, der har taget ejerskab over området. Men når man har så få ressourcer, er det også svært at se, hvem der skal holde øje med, at det bliver mainstreamet for ligestillingseffekter,” siger hun.

mariemm@altinget.dk