Mattias Tesfaye erstatter Sass i regeringsforhandlinger

FORHANDLINGER: Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, skal erstatte sygmeldte Henrik Sass Larsen i tirsdagens regeringsforhandlinger om udlændinge.

S-formand Mette Frederiksen er midt i de regeringsforhandlinger, der skal sikre hende et flertal til en ren S-regering med hende selv i spidsen som statsminister. 

Men mandag mistede partiformanden sin højre hånd, da gruppeformand Henrik Sass Larsen meddelte, at han var sygmeldt fra politik og derfor også fra de igangværende regeringsforhandlinger. 

Derfor har Mette Frederiksen måttet finde erstatningerne, der kan udfylde Henrik Sass Larsens vigtige plads ved forhandlingsbordet. Og tirsdagens forhandlinger om udlændinge er ingen undtagelse. 

Her er valget faldet på partiets udlændingeordfører, 38-årige Mattias Tesfaye. Det skriver Jyllands-Posten.

Det største stridspunkt
Valget af Mattias Tesfaye kan ses i forlængelse af temaet for forhandlingerne, nemlig udlændinge, som forventes at blive et af de største stridspunkter i forhandlingerne, blandt andet på grund af Radikales krav om en tilbagerulning af "paradigmeskiftet". 

Udlændingeordføreren får altså en vigtig rolle, når de tre forhandlingspartier, Radikale, Enhedslisten og SF, tirsdag sætter sig ned ved forhandlingsbordet med Socialdemokratiet. 

Mattias Tesfaye blev genvalgt ved folketingsvalget 5. juni med 5.539 personlige stemmer. Ud over at være udlændingeordfører er han også ordfører for erhvervsuddannelser, integration og social dumping. 

Forrige artikel Forsigtig optimisme i regeringsforhandlinger Forsigtig optimisme i regeringsforhandlinger Næste artikel Farvel til strategen og kongemageren Sass Farvel til strategen og kongemageren Sass