Margrete Auken: Velfærdsturisme er et infamt ord

EU: SF's medlem af Europa-Parlamentet, Margrete Auken, mener, at velfærdsturisme er et begreb opfundet af "Morten Messerschmidt-typer". Hun er endnu mere utilfreds med Venstres og Konservatives optræden, som hun finder "virkelig ubehagelig".

"Vi skal ikke reparere på noget, der ikke er i stykker."

Sådan lyder konklusionen fra SF's Margrete Auken, der afviser, at den danske velfærdsmodel er truet af den politisk omstridte velfærdsturisme. Det er den sociale dumping, der er et problem, mener Auken, der slet ikke anerkender begrebet "velfærdsturisme".

Margrete Auken genopstiller til Europa-Parlamentet som SF's spidskandidat ved forårets valg: et valg, der er uhyre vigtigt for den nye SF-ledelse. Og Auken er meget klar i mælet, når det gælder den velfærdsturisme, der lige nu er et af de mest hotte politiske emner:.

"Velfærdsturisme er et infamt ord, for med det siger man i virkeligheden, at der er nogen, der bare kommer for at nasse. Hvis man er en underbetalt udenlandsk arbejder, skal man ikke også opleve, at der er folk, der spytter efter én nede i Brugsen," siger Margrete Auken til Altinget.dk.

"Den sprogbrug kan vi ikke have. Det er noget, der er opfundet af sådan nogle Morten Messerschmidt-typer, og det har en anti-udlændinge klang. Det er infamt, fordi det udsætter en svag gruppe for problemer," fortsætter Auken.

Social dumping er problemet
Margrete Auken erkender til gengæld, at nogle arbejdsgivere kan spekulere i systemet ved for eksempel at modregne børnepenge i lønnen:

"Det er misbrug, når der er arbejdsgivere, der giver folk en lavere løn, fordi de indregner de sociale ydelser. Men det er arbejdsgivernes sociale dumping, der er problemet. Det er ikke EU, der bestemmer, hvordan vi skal indrette vores børnepenge. Det er jo noget fis. Det bestemmer vi selv."

Auken mener, at debatten om velfærdsturisme er en skræmmekampagne skabt af EU-modstandere og de borgerlige partier:

"Velfærdsturisme bruges som propaganda med to formål: Den bruges af EU-modstandere. Mest af Dansk Folkeparti, mens Enhedslisten står og flagrer, og ikke rigtig ved hvor de skal stå. Og den bruges af Venstre og Konservative til at undergrave vores almene velfærdssystem, så de kan få erstattet sådan noget som børnechecken med et fradrag."

VK's dagsorden
De gamle regeringspartiers holdning bringer Margrete Auken helt op i det røde felt:

"Dem jeg er mest tosset på er Venstre og Konservative. De ved udmærket godt, hvad retstilstanden er i Europa, men de forsøger at bruge sagen til at tvinge et forsikringsbaseret velfærdssystem igennem. Det kan de ikke være bekendt. Deres optræden er virkelig ubehagelig," siger Margrete Auken, der på sin egen uforlignelige måde udtrykker større forståelse for Dansk Folkepartis optræden:

"Det er ikke så underligt, at Dansk Folkeparti gør, som de gør. Jeg kan jo ikke skælde Messerschmidt ud for, at han har DR2 som sin egen sender, hvor Martin Krasnik sidder med åben mund og forelsket blik, når Messerschmidt taler."

Skræmmekampagner
Det er derimod SF's opgave at imødegå frygten for velfærdsturisme, mener Auken:

"Når der er nogen, der fører skræmmekampagner, skal vi da afmontere det. Vi skal ikke gå ud og lade som om, det er et stort problem, når det ikke er det. Det kan ikke nytte at sige noget bare for at blive labre."

Sådan siger SF's spidskandidat, der tværtimod mener, at EU har skabt nye muligheder for at imødegå negative konsekvenser af arbejdskraftens fri bevægelighed:

"Med de sidste nye EU-direktiver har vi fået mange nye muligheder for at kæmpe danske løn- og arbejdsvilkår igennem. Vi kan lave kædeansvar, og der er intet i EU-lovgivningen, der forhindrer fagbevægelsen i at aktionere. Det er der, vi skal tage fat. Det er der, der er noget at vinde."

,

Forrige artikel Dyhr til angreb på SF-rebeller Dyhr til angreb på SF-rebeller Næste artikel Her er SF's nye landsledelse Her er SF's nye landsledelse