Mandag er store vækstdag

PLAN: Mandag lancerer regeringen sin vækstplan. Liberalisering af planloven og lempeligere krav til landbruget er blandt de initiativer, der skal skabe vækst rundt om i landet.

Venstre gik til valg på at ville sikre vækst i hele landet, og nu kommer den konkrete plan, der skal opfylde løftet.

Mandag fremlægger regeringen således sin vækstplan, som netop har navnet 'Vækst og udvikling i hele Danmark'.

En del af tiltagene er allerede kendt, så som en bredbåndspulje på 300 millioner kroner og regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser. Derudover vil der komme færre restriktioner i planloven samt lempeligere krav til landbrugs- og fødevaresektoren.

I oktober tog regeringen hul på planlovslempelserne ved at lancere ti projekter, der fik lov til at blive ført ud i livet, selvom de er tæt på vandet.

Over 100 initiativer
På finansloven er der afsat 150 millioner kroner til vækstplanen, og regeringen vil bruge flere penge endnu på at skabe vækst.

I sin tale på Venstres landsmøde i weekenden meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at vækstplanen kommer til at bestå af over 100 initiativer. Tilsammen skal de skabe vækst for 2,5 milliarder kroner over de kommende år.

Statsministeren inddeler planen i fem overordnede kategorier:

  • Forbedrede rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet.
  • Bedre vilkår for produktion og investeringer.
  • Liberalisering af planloven og bedre lokale udviklingsmuligheder.
  • Forbedrede muligheder for at bo og leve i hele Danmark.
  • Udflytning af statslige arbejdspladser skal understøtte privat vækst og jobskabelse.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen præsenterer regeringens plan mandag klokken 12 i Nørre Snede.

Forrige artikel Det sker i EU: Bruxelles grebet af terrorfrygt Det sker i EU: Bruxelles grebet af terrorfrygt Næste artikel Spørg om retsforbeholdet Spørg om retsforbeholdet