Mand varetægtsfængslet for trusler mod K-profil

TRUSLER: En 28-årig mand er tirsdag blevet sigtet og varetægtsfængslet i fire uger for trusler mod det konservative folketingsmedlem Mai Mercado. 

En 28-årig mand fra Haderslev er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han er blevet sigtet for at true det konservative folketingsmedlem Mai Mercado.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Truslerne er fremsat via Facebook, og manden erkender at have skrevet til Mercado, men nægter at have truet hende.

"Vi skal have undersøgt, hvor alvorlige de her trusler er. Om det bare er verbalt, eller om han vil gøre noget ved det. Det skal vores efterforskning vise," siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen til JyskeVestkysten.

Den sigtede har kæret en fængslinge til landsretten.

Ballade om Christiania-opdatering
Truslerne kom efter, at Mai Mercado fredag kommenterede politiets aktion på Christiania, hvor hashboderne blev fjernet. Her kom den konservative politiker, som for tiden er på barsel, med kommentaren "I love it".

Og den kommentar faldt flere for brystet, fortalte Mai Mercado i en efterfølgende opdatering, som hun skrev lørdag. 

"I går kommenterede jeg så, hvordan politiet fjernede 37 hashboder i en razzia på Christiania, og det førte til flere dødstrusler, op til flere direkte sammenligninger med den engelske politiker Jo Cox, som blev skudt og stukket ihjel i denne uge, og til beskeder som: "brænd i helvede", "du fortjener et syrebad mens dine børn kigger på", "håber du får besøg i nat og bliver gennemsmadret", "dø luder", "jeg håber du blir savet i stykker", "Håber dig og dit klamme barn dør af aids fucking herbes infektseret lorte luder"," skriver Mai Mercado. 

Hun afviste lørdag, at Facebook-opdateringen var tænkt som en provokation, ligesom hun stod ved sit ordvalg. Og hun tog skarpt afstand fra de truende kommentarer:

"Debatten bliver nødt til at være på nogle ordentlige præmisser, og det er langt over min grænse, når folk begynder at true med at slå mig og min familie ihjel," skrev hun.

--

Opdateret kl. 13.50 efter grundlovsforhøret, hvor manden blev varetægtsfængslet i fire uger.

Forrige artikel Kritik: Kriminelle slipper billigere af sparehensyn Kritik: Kriminelle slipper billigere af sparehensyn Næste artikel I dag hejses Grønlands flag i Danmark: Få historien om det her I dag hejses Grønlands flag i Danmark: Få historien om det her