Målinger: EP-valg uden effekt på folketingsvalg

JUNI-SNIT: Umiddelbart ser det ikke ud til, at junis EP-valg har flyttet mange stemmer i forhold til et folketingsvalg.

"Interessant nok ser det ikke ud til, at det netop overståede valg til Europa-Parlamentet den 7. juni har haft den store betydning for, hvordan vælgerne vil stemme ved et folketingsvalg," siger Altinget.dks valgekspert, professor Søren Risbjerg Thomsen om juni måneds snit af alle meningsmålinger.  

Ved EP-valget var den store vinder Dansk Folkeparti med en fremgang fra 6,8 pct. i 2004 til 15,3 i 2009, mens den største taber var Socialdemokraterne med en tilbagegang fra 32,6 til 21,5 pct.

Disse ændringer kan delvis forklares med landspolitiske ændringer i den samme periode, men i nok så høj grad ved de opstillede kandidaters kendthed, vurderer Søren Risbjerg. 

Omvendt ser det altså ikke ud til, at disse kandidat-effekter har den store betydning for, hvordan vælgerne vil stemme ved et folketingsvalg.

Knebent flertal til rød stue
Omregnet til mandater er der en fremgang for SF fra maj til juni på tre mandater fra 30 til 33, som kun delvis opvejes af en tilbagegang for S fra 46 til 45 og for R fra 8 til 7 mandater.

Samtidig er der tilbagegang for V på to mandater fra 44 til 42, som kun delvis opvejes af en fremgang for DF fra 24 til 25 mandater. Dermed er den samlede tilslutning til oppositionen på 89 mod 86 til VKO.

Læs hele Søren Risbjerg Thomsens analyse på Altinget | Christiansborg

Forrige artikel S og SF vil forbyde alkoholreklamer Næste artikel EU afviser VKO's udlændingeaftale