Lykketoft evaluerer Foghs fingeraftryk
FOGHS FINGERAFTRYK: Tidligere S-minister Mogens Lykketoft bedømmer i kronik de fingeraftryk, Anders Fogh Rasmussen satte sig som V-statsminister 2001-09.
Dokumentation
Af Mogens Lykketoft
Folketingsmedlem
Tidligere udenrigs- og finansminister samt S-formand
Anders Fogh Rasmussen har taget fat på sit nye job efter mere end 30 år i Folketinget og syv et halvt år som statsminister.
Jeg ønsker held og lykke med de nye udfordringer.
Naturligvis vil dansk presse følge arbejdet hos Nato's generalsekretær mere end før. Og jobbet er bestemt vigtigt. Men det er nok ikke et forkert gæt, at Anders Fogh hellere ville have abonneret på den ny post som formand for Det Europæiske Råd eller som EU's 'udenrigsminister'.
Når han ville skifte job nu, så var disse stillinger imidlertid ikke kommet i spil, fordi Lissabontraktatens skæbne stadig ikke er afklaret. Derimod blev den mere anonyme post som Nato's øverste civile embedsmand ledig. Her kunne Anders Fogh Rasmussen få støtte fra de fleste af sine europæiske statsministerkolleger.
Og selv om Obama næppe er imponeret af hans kritikløse opbakning til Bush og Irakkrigen, så vil USA lade europæerne bestemme, fordi amerikanerne bestrider posten som militær øverstkommanderende.
Men hvorfor ville Danmarks statsminister absolut til udlandet nu?
Hans eget svar var, at han skyldte kongeriget at udnytte muligheden for at få en så betydningsfuld international post! Og det mener han så også gør det forsvarligt, at han systematisk benægtede, at han var på vej ud, selv om det meste af hans tid, energi og rejsebudget de sidste mange måneder blev brugt til at promovere sig selv til Nato-stillingen.
Sandheden er, at Anders Fogh Rasmussen ikke for nogen pris ville ende sin statsministerkarriere med et nederlag, således som det på hver sin måde skete for Anker, Schlüter og Nyrup. Han ville ud på toppen af sin karriere. En tilstrækkelig langstrakt politisk karriere ender som regel med nederlag på grund af nedslidning og uforudseelige besværligheder. Se f.eks., hvordan de sidste otte års resultater i økonomi og beskæftigelse i ét snuptag er ved at blive udslettet af finanskrisen.
Derfor ville Fogh Rasmussen væk - om så blot for at være embedsmand i Bruxelles.
Foghs talegaver
Vi, der har anfægtet hans dømmekraft, da han meldte Danmark ind i Bushs felttog i Irak i strid med FN og på et løgnagtigt grundlag, glæder os over, at det er Barack Obama og ikke Anders Fogh Rasmussen, der skal lægge Nato's politiske kurs i de kommende år.
Men hvad er dommen over Anders Fogh Rasmussens bedrifter som statsminister?
Min mening om det er selvfølgelig et partsindlæg fra en modstander, der tabte til ham i 2005. Men det er også et indlæg fra en kollega, der har fulgt hans politiske bane tæt, forhandlet og kæmpet med ham i tre årtier og derfor kender ham bedre end de fleste.
Netop fordi vi har så forskellige mål med Danmark, skal jeg være den første til både at indrømme - og beklage - at han på meget væsentlige strækninger nåede det, han ville:
For det første har han præsteret en mere effektiv styring af meningsdannelsen end nogen anden statsminister i dansk folkestyres historie. Det er en halv falliterklæring for os, der har været i opposition til ham. Men det har været svært at hamle op med den hærskare af højt betalte spindoktorer, der blev sat på statsbudgettet under Foghs regime.
Oppositionen har heller slet ikke haft mulighed for at rejse de samme midler til partimæssig agitation, som Venstre fik af vennerne i erhvervslivet. Regeringens og VK-partiernes massive investering i kommunikationen har endda udfoldet sig på toppen af bølgen af holdningsmæssigt medløb fra det flertal af skrevne medier, der er veldefineret borgerlige.
Aviserne sætter i høj grad også dagsordenen for tv og radio. Og for at sikre det fulde gennemslag af den borgerlige dagsorden har VKO-flertallet desuden udført en uhyre systematisk og succesrig intimidering af kritiske røster i Danmarks Radio.
Alt dette må imidlertid ikke overskygge, at Anders Fogh Rasmussen personligt har været sin egen bedste spindoktor. Han har uovertrufne manipulatoriske evner til at dirigere retning og indhold i den offentlige debat. Ingen har været dygtigere end han til at forvanske politiske modstanderes meninger, holdninger, hensigter og resultater og knæsætte sine egne skrøner som omdrejningspunktet i debatten.
Forud for regeringsskiftet i 2001 beskyldte han i en bemærkelsesværdigt ondskabsfuld grundlovstale Nyrup-regeringen for magtmisbrug, selv om sandheden er, at denne regering havde selvjustitsen i orden. De få beskyldninger, der blev rejst mod Nyrups ministre, blev tilbagevist efter grundige undersøgelser.
Derimod har Fogh-regeringens ministre med Dansk Folkepartis fulde accept udviklet en arrogant serie af magtmisbrug - på det seneste bl.a. Kristian Jensens grundlovsbrud og Lars Løkkes bevidste overbetaling af de private sygehuse.
Nyrup-regeringen brugte alsidig sagkundskab i råd, nævn og udvalg. Fogh-regeringen udrensede derimod sagkundskab af andre opfattelser end dens egne som utålelige smagsdommere og indsatte liberale meningsfæller.
Venstres politiske drejebog
Fogh kom til magten på en drejebog, der havde tre centrale ingredienser: Kravet om opgør med en påstået slap udlændingepolitik, påstanden om vores utroværdighed oven på efterlønsindgrebet og kravet om skattestop.
Vedrørende udlændingepolitikken erkendte Anders Fogh aldrig offentligt, at der skete opstramninger i reglerne om familiesammenføring og et stort løft i integrationsindsatsen i årene før regeringsskiftet. Derimod oplevede vi i 2001-valgkampen i ugerne efter 11. september, hvordan Venstre i god samklang med Dansk Folkeparti spillede hæmningsløst effektivt på en underbevidsthed om muslimer som forbrydere og terrorister. Socialdemokraterne blev anklaget for at have ladet alt med indvandring sejle.
VKO gennemførte straks efter regeringsskiftet med støtte fra S ekstra stramninger vedrørende familiesammenføring via arrangerede ægteskaber og supplerede selv med administrative stramninger af asylpolitikken. Accepten og opbakningen af Dansk Folkepartis konstante mobning og problematisering af borgere af muslimsk tro har siden været en ulykkelig bremse for vellykket integration. Og de skamløse nedskæringer i sociale ydelser til nye danskere har skabt en ny gruppe ekstremt fattige, hvis børn kun har minimale chancer for at blive en velintegreret del af det danske samfund.
Den velanskrevne amerikanske samfundsdebattør Fareed Zacharia, der selv stammer fra Indien, sagde for nylig, at indvandrerdebatten i Danmark og Holland er skinger og uforsonlig, at vi er meget dårlige til at integrere, og vi hærges af populistiske politikere, ekstreme debattører og en meget følelsesladet debat i medierne. Ja, tænk bare på hysteriet om det enlige tørklæde i hjemmeværnet.
Zacharia spørger direkte - med henvisning til den hollandske ekstremist Geert Wilders, som DF er så begejstret for - om vi tror, at folk af muslimsk tro bliver mere åbne ved at blive udstødt eller latterliggjort.
Men Anders Fogh lod i hele sin regeringstid den populistiske og følelsestyngede indvandrerdebat hærge, fordi det var opportunt i samarbejdet med Dansk Folkeparti - fordi han mere end de fleste andre borgerlige danskere faktisk er enig med DF - og fordi han ikke forstod, at verden er gennemskuelig, og at det, der gøres af indenrigspolitiske grunde, kan få uoverskuelige udenrigspolitiske konsekvenser.
Han nægtede derfor at møde muslimske landes ambassadører under krisen om Muhammedtegningerne. Og han forstod knapt nok denne sags kerne, før Tyrkiet truede med veto imod ham i Nato-stillingen: Naturligvis skulle vi aldrig give køb på ytringsfriheden, og statsministeren hverken kan eller skal forsøge at blande sig i, hvad der skrives eller tegnes i danske aviser.
Nej, problemet var alene, at Fogh forsømte en god lejlighed til i tide klart at sige, at han ikke selv sympatiserede med forhånelser af religionen hos en milliard mennesker her på jorden. Derfor gav han islamiske ekstremister en ufortjent anledning til at påstå, at det var dansk politik at forhåne profeten.
Vedrørende efterlønsindgrebet havde Anders Fogh en rodfæstet folkelig opfattelse og en dårlig håndtering fra vores side at bygge sine angreb på Socialdemokraterne op på. Alligevel er det tankevækkende godt spin helt at fortrænge fra debatten, at der var et forlig med netop Anders Fogh selv, der tvang ham til at afsværge sine planer om helt at afskaffe efterlønnen.
Og det er i øvrigt også bemærkelsesværdigt, at Fogh i sine syv et halvt år omhyggeligt har undgået at udfordre større befolkningsgrupper for i tide at få styr på landets økonomi. Vel blev der i 2006 lavet et bredt forlig om gradvis at hæve pensions- og efterlønsalderen. Men det er skruet sammen, så det først får mærkbare konsekvenser efter de næste 2-3 folketingsvalg!
Foghs konklusion på vort omstridte, men vellykkede forsøg på at holde dansk økonomi på et stabilt spor i 1998, var nemlig, at en regering ikke skal risikere at tabe vælgere ved her og nu at gøre noget, som fokusgrupperne fortæller er upopulært.
Det frie valg var opreklameret
Denne populistiske tøven med at føre ansvarlig økonomisk politik er imidlertid også årsag til, at den stærke fremgang i økonomi og beskæftigelse siden 2001 har vist sig at være et sandslot, der skylles væk, så snart der kommer bølgegang udefra.
Skattestoppet var et agitatorisk fif, man må tage hatten af for. Det blev begrundet med en stor løgn om, at skatterne altid stiger under socialdemokratiske regeringer. Vi husker Venstres propaganda om de 105 skatteforhøjelser under Nyrup-regeringen - næsten én hver måned.
Man undlod omhyggeligt at nævne, at der samtidig blev gennemført 103 skattenedsættelser, og at summen af alle S-regeringens beslutninger var uændret skattetryk fra start til slut. Med samme syrede argumentation som i V-propagandaen kan man hævde, at VKO's skattereform fra foråret 2009 kommer til at betyde nøjagtig 114 skatteforhøjelser i løbet af de næste ti år, efterhånden som de første års gaveuddeling skal hales hjem fra danskerne igen.
Men vel at mærke skattestigninger, som er tilrettelagt således, at ingen borgere oplever dem, før der har været folketingsvalg næste gang. Der hamres et hul i kassen på 30-35 milliarder, indtil valget er overstået. Ansvarlighed? Godt politisk håndværk? Eller uansvarlig manipulation, der forhåbentlig omsider er så grovkornet, at mange flere vælgere gennemskuer det?
Anders Fogh har i afskedsinterview fremhævet som en af sine største bedrifter, at skatterne er sænket, samtidig med at velfærden er forbedret og borgerne har fået frit valg til med fødderne at stemme sig væk fra de offentlige tilbud.
Det er sandt, at der er uddelt skattelettelser forud for hvert af de to valg, denne regering har udskrevet - og nu altså også laves en stor, men mere midlertidig lettelse op til næste valg.
Men det er ikke bedre velfærd, at vi under en enestående højkonjunktur har fået 55.000 flere fattige i Danmark; det ikke bedre velfærd, at bevillingerne til skole, sundhed, ældrepleje og børnepasning de sidste otte år er steget klart langsommere end de forudgående ni år, selv om behovene med ændret alderssammensætning og nye behandlingstilbud er steget mindst lige så hurtigt. Derfor er der f.eks. et markant fald i antallet af voksne pr. børneflok i daginstitutionerne. Folkeskolen har store problemer. Flere unge fuldender ikke deres faglige uddannelse. Voksenuddannelserne er skåret ned.
Det opreklamerede frie valg har ikke betydet et effektivt dyk i ventetiderne på sygehusene. Men regeringens forgyldning af de private tilbud har trukket nøglemedarbejdere og penge fra det fælles offentlige sygehusvæsen til private klinikker og sygehuse. Og de store sociale uligheder i sundhedstilstanden er bestemt ikke blevet mindre. Tværtimod.
Miljø- og energipolitikken blev beskåret og forsømt en årrække, hvor der med assistance fra Bjørn Lomborg demonstrativt skulle gøres op med Svend Aukens fremsynede kurs. Først nu, da der er næsten global enighed om klimaproblemets alvor, har regeringen skiftet signal. Men tempotabet fra årtiets start har vi ikke indhentet.
Kort sagt: Der er de sidste otte år sket en systematisk favorisering af det private på bekostning af det fælles og af nutidigt, privat forbrug på bekostning af investeringer i en bæredygtig fremtid.
Opgøret med 'social ensretning'
Anders Fogh kunne længe sole sig i en enestående stærk fremgang i beskæftigelsen. Han havde aldrig format til at indrømme, at meget af fremgangen skete som resultat af de reformer, Nyrup-regeringen gennemførte på arbejdsmarkedet i 90'erne. Og i stedet for at bygge videre har vi set Fogh-regeringen gradvis afmontere den aktive arbejdsmarkedspolitik. Danmark er derfor dårligt rustet til nedturen.
Desværre er det også en kendsgerning, at en meget stor del af de seneste års beskæftigelsesfremgang var drevet af den samme usunde låntagning på grundlag af oppustede værdier i ejendomme og aktier, som vi har set i USA. Derfor ser vi nu beskæftigelsen falde sammen med et brag.
Der er udsigt til, at 175.000 færre danskere er i arbejde i 2011 end i 2008. Og vi ser på rekordtid overskuddet på statsfinanserne på 70 mia. kroner, der ifølge den daværende finansministers vittighed kunne gøres os i stand til at købe hele verden, blive afløst af et underskud på 70 mia. kroner! Vi har altså ikke - som Fogh hævdede i sit afskedsinterview - været godt polstret til den globale nedtur.
Fogh har selv sammenfattet sin politik som et opgør med »social ensretning, blødsøden retspolitik, ukontrolleret indvandring, svag faglighed i skolen, manglende dynamik og elitens dominans og bedreviden«.
Det er overskrifter, der som sædvanligt antyder en række falske påstande om de politiske modstandere, der ellers har udviklet det danske samfund til et af de mest dynamiske og konkurrencekraftige i verden.
Socialdemokraterne har selvfølgelig aldrig været imod faglighed. Men vi er for social kompetence hos den enkelte - som et af danskernes stærkeste aktiver i den globaliserede verden - og vi er for social sammenhængskraft i vort samfund i stedet for den ny ulighed, som Fogh-regeringens politik har fremelsket:
Siden 2001 har de lavestlønnede fået ekstra 2.200 kroner til rådighed årligt, mens de højestlønnede har fået 60.000 kroner. Og det sidste beløb fordobles næste år, når VKO's skattereform iværksættes. I sandhed et opgør med »social ensretning«. Man kan se, at Anders Fogh Rasmussen har været der!
Kronikken bringes efter aftale med forfatteren. I en tilsvarende kronik (brug link) bedømmer Mogens Lykketoft statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) hidtidige betydning.
