Lykketoft om Løkkes indsats og hensigter
LØKKES INDSATS: Tidligere S-minister Mogens Lykketoft vurderer i sin kronik, hvilken betydning statsministeren har haft - og vil få for Danmark.
Dokumentation
Af Mogens Lykketoft
Folketingsmedlem
Tidligere udenrigs- og finansminister samt S-formand
Hvad skal vi vente os af 'lille Lars fra Græsted', som er blevet statsminister?
Vi ved, at han hele sit liv har troet på markedskræfterne og - skønt forskellen mellem rig og fattig er vokset kraftigt under Anders Fogh - mener, at janteloven fortsat fylder for meget, og at vi i Danmark belønner talent for lidt.
Derfor var hans sidste store indsats som finansminister at aftale en skattereform med Dansk Folkeparti, som næste år vil give folk med millionindtægt ekstra 60.000 kr. til privat forbrug, mens den arbejdsløse, den lavtlønnede og lejeren får en lang næse.
Vi ved også, at han i sine to år som finansminister systematisk har undervurderet den finanskrise, som nu truer med 2008-2011 at fjerne 175.000 job i Danmark og allerede har banket et enormt hul i statskassen.
For Lars Løkke holdt sig til en kurs, der er en tro kopi af alt det, der er gået helt skævt under Bush i USA: Letsindig lånefinansieret vækst i privatforbruget - drevet frem af oppustede ejendomsværdier og aktiekurser. Denne boble er nu bristet med et vældigt brag, og den nye statsminister har ikke effektive løsninger i sit idegrundlag.
Lars Løkke vil svigte
Lars Løkke Rasmussen har siden sin pure ungdom som VU-formand og nordsjællandsk kommunalpolitiker sammen med Peter Brixtofte og Thor Pedersen kæmpet for mere privat marked. Helt frem til politiets ankomst roste han Brixtoftes dristige liberale initiativer i Farum.
Som amtsborgmester i Frederiksborg Amt var han stærk fortaler for privatisering og lavede i øvrigt også der et kæmpe hul i kassen, som han stak af fra for at blive indenrigs- og sundhedsminister.
Som indenrigsminister fik han givet vennerne i det gamle amt positiv særbehandling ved at lappe hullet i kassen med et lån fra indenrigsministeren. Lånet nåede aldrig til betaling fra borgerne i Nordsjælland, for med Lars Løkkes kommunalreform blev det tørret af på hele hovedstadsregionen!
Efter 28 år i Folketinget bedømmer jeg kollegerne på, om jeg kan stole på dem. Jeg har mødt stribevis af politiske modspillere, som jeg uden frygt for at blive snydt har forhandlet og lavet aftaler med.
Jeg syntes bestemt ikke om Anders Foghs måde at være statsminister på. Men i alle de år, jeg har forhandlet med ham, har jeg aldrig mødt svig i forhold til dét, han og jeg personligt har aftalt.
Sådan er det desværre ikke med Lars Løkke Rasmussen. Han snød os, da han skrev kommissorium for kommunalreformen uden at afstemme indholdet med os, sådan som Anders Fogh havde stillet os i udsigt. Han snød også i forhold til Foghs løfte om at tilstræbe et bredt forlig om den nye kommunestruktur.
Da kommissionen fremlagde sin rapport, skrev Lars Løkke i rekordfart sit helt eget udspil, hvor selvstyret i de nye storkommuner reelt blev lagt i tungere lænker, og regionerne blev amputeret som demokratiske organer.
Tankegangen var utvivlsomt, at storkommuner og statsdirigerede regioner gør det lettere at drive på med privatisering og udlicitering. Få timer efter at Lars Løkkes udspil blev fremlagt, sagde Dansk Folkeparti - med det formål at holde os andre ude - ubetinget ja til udspillet.
Vist blev vi andre indkaldt til forhandling, men reelt kun for at få at vide, at vi kunne skrive under eller skride. Samtidig udfoldede Lars Løkke et usympatisk mummespil over for de radikale ved at antyde større indrømmelser til dem - som de aldrig fik.
Det eneste formål var tilsyneladende at splitte S og R og svække oppositionens fortælling om, hvad der egentlig var foregået.
Farcen gentog sig omkring forårets skattereform. Statsminister Anders Fogh Rasmussen havde ved nedsættelsen af Skattekommissionen i blomstrende vendinger talt om det ønskværdige i et bredt forlig. Men da kommissionen udkom, plukkede finansminister Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder sine ideologisk foretrukne blomster ud af kommissionens buket.
Vi ved, hvad der skete: Søndag 22. februar mødtes Lars Løkke og Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, aftalte hovedtegningen for skattereformen og bestemte, at S-SF hverken skulle have indrømmelser eller lov at være med. 24. februar skruede regeringen et ultimatum sammen, som man vidste, vi andre ville afvise.
1. marts kom Lars Løkke og Thulesen Dahl - efter fem dages spilfægterier for pressegalleriet - ud med den præfabrikerede VKO-aftale. (Til sammenligning skal nævnes, at da en borgerlig regering og Socialdemokraterne i 1985 faktisk aftalte et reelt kompromis om en større skattereform, forhandlede vi intensivt i 4 måneder).
Alligevel havde Lars Løkke Rasmussen den samme frækhed som ved kommunalreformen - at stå op i offentligheden og beklage, at han ikke kunne få den træske opposition med på et bredt forlig.
Regeringens ideologiske stamfader
Det er vanskeligt at forestille sig, at man kan have tillidsfulde forhandlinger med Lars Løkke. Al erfaring viser, at han kun vil lege, hvis han kan få lov at mase modstanderen.
Det er usandsynligt, at det politiske projekt under statsminister Løkke Rasmussen rokker sig i forhold til forgængeren. De seneste par år har han jo som finansminister lagt kursen og etableret et endnu tættere afhængighedsforhold af Dansk Folkeparti.
Indholdet i den økonomiske politik er uforandret skattelettelser og styrkelse af det private på bekostning af det fælles. Den ny statsminister er mere end nogen anden den ideologiske stamfader til regeringens særlige variant af 'frit valg'.
Som sundhedsminister har han - som Rigsrevisionen påpegede i juni - nidkært med overbetaling understøttet privathospitalernes fremvækst.
Ved sin tiltræden i april forsøgte en påtaget afdæmpet og konsensussøgende 'Lille Lars' Løkke Rasmussen imidlertid at give ny næring til myten om, at Venstres gamle minimalstatsfanatikere i regeringsposition er blevet forvandlet til elskværdige forvaltere af den socialdemokratiske velfærdsstat.
Kernen i denne mytologiske fortælling, som regeringens propagandister effektivt har markedsført i årevis, er, at Anders Fogh og Lars Løkke som nogle nye Georg Gearløs og Joachim von And har opfundet en ny mirakuløs formel, hvor man kan betale mindre og få mere.
Derfor - påstås det - får danskerne både lavere skat og mere velfærd. Så der er ikke noget at komme efter for Socialdemokraterne!
Da jeg forleden i P1 diskuterede med den sædvanligvis indsigtsfulde journalist Arne Hardis, var selv han faldet for påstanden om, at den borgerlige regering blot har videreført Nyrups og Lykketofts politik fra 90'erne.
Der er behov for langt mere omhyggeligt at kortlægge, hvordan Venstres ledere både hele tiden har udstukket en helt anden kurs og det meste af tiden også sagt et og gjort noget andet.
Poul Schlüter fastholdt i mere end ti år som borgerlig statsminister dén grundopfattelse, at de borgerlige aldrig kommer godt fra at udfordre grundpillerne i den socialdemokratiske velfærdsmodel.
Hos den ultraliberale ledergruppe i Venstre - Fogh, Claus Hjort og Lars Løkke - har målet fra starten været anderledes ambitiøst. Det handler om mere fundamentalt at ændre magtfordelingen mellem samfund og marked og om definitivt at smadre den socialdemokratiske dominans i dansk politik.
I Venstres ledelse vidste de som udgangspunkt udmærket godt, at hvis de talte rent ud om deres mål, så var der højst støtte fra 15 procent af danskerne. Det kom Claus Hjort til at indrømme i et øjebliks oprigtighed.
Derfor har man i ti år solgt sig selv som noget andet, end man er - prøvet at føre vælgerne bag lyset, dysse deres bekymringer for udhulingen af fællesskabet i søvn med velvillige ord om velfærdssamfundet - og samtidig med skattelettelserne appellere til en formodet personlig grådighed, som kan få flere til at trække årerne på den liberale galej.
Derfor den massive investering i spindoktoriet og i den såkaldte kulturkamp. Den overordnede plan har været at intimidere og rense ud blandt DR-journalister og eksperter, der ikke støttede regeringens fortælling - og at dreje statens kulturmidler mere ensidigt i retning af borgerlige projekter.
Venstres dobbeltspil
Regeringen spiller på, at et flertal af vælgerne mener, at de borgerlige er bedst til at styre økonomien. Denne vælgeropfattelse har undret mig, fordi Nyrups regering sagligt set førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men det er gået op for mig, at danskerne svarer på noget andet - nemlig hvem de tror, der vil sørge for flest penge i deres private pengepung.
Og her er det klart, at partier, der taler imod det høje skattetryk og forud for hvert valg forsøger at bestikke middelstanden med nye ufinansierede skattelettelser, har en fordel.
Denne fordel kan kun fjernes, hvis de, der glæder sig over skattelettelserne, forstår, at prisen for og målet med disse skattelettelser er at skære ned i de skattefinansierede velfærdsordninger.
Men her udsættes vi netop for et meget vel tilrettelagt dobbeltspil, hvor det påstås at velfærdssamfundet er intakt og forbedres, samtidig med at der hele tiden tages ny små skridt for at svække opbakningen til de skattefinansierede velfærdsordninger og bane vejen for brugerbetaling og privatforsikring.
Regeringstoppen har i Cepos fået en effektiv megafon for de ultraliberale dogmer. Cepos leverer meget belejligt regeringen nogle ofte citerede røster, der - i allerbedste forståelse med regeringen - anklager den for slet ikke at gøre op med den socialdemokratiske velfærdspolitik. Det kaster et effektivt slør over, at dette opgør allerede er i fuld gang!
Realiteten er, at Cepos siger det, som Anders Fogh, Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen inderst inde mener.
Cepos-chefen taler f.eks. i en debatbog fra 2008 imod det skattefinansierede offentlige sundhedssystem, der efter hans mening er lighedsfikseret og rationerer den enkeltes forbrug af sundhedsydelser. Han mener, at 'fri adgang' må betyde fri adgang til alle de sundhedsydelser, man vil betale for.
I hans øjne er der ikke forskel på markedet for mad, boliger, pensionsordninger og sundhedsydelser. Det er altid og på alle områder markedsøkonomien, der bedst opfylder menneskers individuelle ønsker og behov. Og så pyt med, at folk har en meget uens klat penge at købe for.
Løkke går efter den amerikanske model
Lars Løkke Rasmussen har som sundhedsminister drevet hårdt på med kurs mod et langt mere markedsdrevet sundhedsvæsen, selv om dét i USA har medført enorm ulighed og tårnhøje udgifter. De sidste otte år er der sket en massiv vækst i antallet af private sundhedsforsikringer i Danmark.
Forgyldningen af de private sygehuse dræner de offentlige sygehuse for nøglemedarbejdere og penge. De private sygehuse skummer markedet for de patienter, der giver højest profit.
De er fritaget for de krav om uddannelse, forskning, akutmodtagelse og dokumentation af kvaliteten, som det offentlige sygehusvæsen skal opfylde - og overlader de komplicerede medicinske og sociale problemer til de offentlige sygehuse.
Men da det offentlige væsen afleverer pengene til behandling hos de private, så opstår endnu flere flaskehalse i det offentlige, og endnu flere patienter vælger de private sygehuse!
Tidligere medicinaldirektør Jens Chr. Gøtrik påpeger, at regeringens politik gradvist har undermineret værdigrundlaget om solidaritet og fri og lige adgang. Fokus er på den enkeltes rettigheder til at købe sig egne fordele. Udviklingen tilgodese særligt de veltilpassede, socialt stærke borgeres behov.
Det er paradoksalt, at Danmark bevæger sig i dén retning, samtidig at præsident Obama kæmper indædt for at ændre den amerikanske model i vores retning, fordi markedsstyringen på sundhedsområdet i USA har givet økonomisk perverse og socialt helt uacceptable resultater!
Lars Løkke Rasmussen beretter i en debatbog fra 1997 en del om, hvor han gerne vil ende på andre vigtige velfærdsområder: Efterlønnen skal helt væk, folkepensionen skal erstattes med en personlig opsparingsordning, og alt fryns til pensionister - f.eks. den særlige boligydelse - skal væk.
Ældreomsorgen skal fuldt udliciteres til private, og der skal indføres indkomstbestemt brugerbetaling. Måske ærgrer han sig i dag over dette udbrud af oprigtighed? Han fortæller i samme debatbog om, hvorfor han må gå langsomt frem mod disse mål: Machiavelli - renæssancens store, kyniske magtteoretiker - påpegede, at man er nødt til at snige større samfundsforandringer igennem, fordi de fleste mennesker er imod forandringer.
Konkret er recepten for det 21. århundredes Danmark ifølge Lars Løkke Rasmussen, at vælgerne skal udsættes for små og spredte forsøg på privatisering og udlicitering for gradvis at vænne sig til en hverdag med mindre velfærd. Overgangen fra socialstat til minimalstat er en lang og sej proces, for det hele skal gå så langsomt, at gamle S-vælgere og DF-vælgerne ikke når at opdage det.
Venstres anden chefideolog, nuværende finansminister Claus Hjort, forklarede i et næppe heller planlagt anfald af ærlighed i april 2004, at skattestop og skattelettelser har til formål at bremse væksten i den offentlige sektor, så den private sektor kan løbe fra den offentlige sektor. Det er Foghs gamle minimalstatstese om, at man kun kan fremtvinge nedskæringer i den skattefinansierede velfærd ved at fjerne indtægterne.
Under Nyrup-regeringen steg pengeforbruget til privat velstand og offentlig velfærd i samme takt. Anderledes efter regeringsskiftet i 2001. Siden da er privatforbruget steget langt kraftigere end det offentlige forbrug, samtidig med at private leverandører har overtaget en voksende bid af det, der mærkværdigvis stadig kaldes 'offentligt forbrug'.
I årene 2001-2008 øgede vi privatforbruget med et beløb, der var 3,3 gange så stort som det beløb vi brugte ekstra på den offentlige velfærd. Det afgørende er imidlertid, at leverancen af offentlig service slet ikke er fulgt med de forventninger, regeringen selv har givet næring til.
Specielt på sundhedsområdet må det erkendes, at Danmark har et kronisk budgetefterslæb i forhold til nabolandene, der sammen med opdyrkningen af de private sygehuse skaber dybere sociale skel i sundhedsbehandlingen. Fri og lige adgang for alle til sundhedsbehandling af god kvalitet kræver flere ressourcer - og at ressourcerne kommer til det offentlige sundhedsvæsen.
Ikke desto mindre er der enorm risiko for, at kløften mellem forventninger og offentlige bevillinger til sundhedsområdet ikke mindskes, men tværtimod forstærkes under en fortsat borgerlig regering. Dels har regeringen jo fjernet store skatteindtægter, dels rammes den af de voldsomme budgetunderskud som følge af finanskrisen.
Det tog mere end 100 år skridt for skridt at udvikle det danske velfærdssamfund.
Men det tager kun få år at give det et grundskud, hvis 'lille Lars' fortsat skal sætte dagsordenen. Så det skal han ikke have lov til!
Kronikken, der bringes efter aftale med forfatteren, suppleres af en tilsvarende kronik om Anders Fogh Rasmussens betydning som V-statsminister 2001-09 (brug link).
