Lokal V-politiker skifter til R

Tidligere V-politiker Ulrich Kristensen er ny spidskandidat for Radikale Venstre i Billund Kommune. 

Byrådspolitiker Ulrich Kristensen kommer til at stå øverst på den radikale opstillingsliste ved efterårets kommunalvalg. Meldingen kommer blot én dag efter, at han har forladt Venstre. Det oplyser JydskeVestkysten.

Ulrich Kristensen har repræsenteret Venstre i byrådet igennem tre år, men har siden efteråret været i tvivl om sit tilhørsforhold. Særligt har formandens håndtering af Ulrich Kristensens partimodstridende holdning til sammenlægningen af to skoler spillet en stor rolle. Her blev han sammen med tre andre medlemmer irettesat af formanden i en fælles mail til alle partimedlemmerne. 

”Siden vi havde den sag om Stenderup Skole, er der sat mange tanker i gang hos mig omkring den frie rolle, man har. Det har været sjovt og lærerigt, men jeg synes også, det er tungt at være i en stor gruppe. Det bliver meget til ord frem for reel handling,” udtaler Ulrich Kristensen til JydskeVestkysten. 

I alt stiller tre kandidater op for Radikale Venstre ved kommunalvalget. Mads Helbo og Henning Kristensen – Ulrich Kristensens farbror – er hhv. nummer to og tre på opstillingslisten. 

Forrige artikel Folketingets Bibliotek får ny chef Næste artikel V klar med kandidater i Aarhus