Løkkegaard: Tilvalgsordning er et favorabelt tag selv-bord

Morten Løkkegaard (V) fremlægger i Folketingssalen torsdag 12. november 2015 Venstres holdning til omdannelsen af retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

RETSFORBEHOLD: Morten Løkkegaard (V) mener, at en omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil være særdeles gavnligt for Danmark.

Venstres EU-ordfører Morten Løkkegaard ser ingen ulemper ved, at danskerne stemmer ja 3. december til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Det gjorde han klart torsdag 12. november 2015, da han fremlagde regeringens syn på sagen.

“Ved at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning går vi ombord i et særdeles favorabelt tag selv-bord,” sagde Morten Løkkegaard.

Kenneth Kristensen Berth (DF) var dog en smule lunken omkring tag selv-bordet, som han mente var lige lovlig småt og for forpligtende.

“Hvis man vil være med ved bordet, så er man jo også nødt til, hvis man har sagt ja den 3. december, indimellem at sige ja til en masse ting, som man dybest set ikke vil. Det skal man jo også lige have in mente, for så stort er det der tag selv-bord jo ikke,” sagde Kenneth Kristensen Berth.

Venstres EU-ordfører så dog ingen grund til bekymring. Han mente, at Dansk Folkeparti vender ryggen til en logisk måde at samarbejde på.

“Hvis man derimod har den holdning, at man vender ryggen til det hele, som jo beklageligvis er Dansk Folkepartis position i den her sag, så må man jo melde det ud med det samme, og så er man ikke med, og sådan er det. Det, synes jeg, er fuldstændig logisk, og det er jo en del af samarbejdets ånd,” lød det fra Morten Løkkegaard.

Forrige artikel Retsforbehold: Samlet nej-fløj stemte for Enhedslistens ændringsforslag Retsforbehold: Samlet nej-fløj stemte for Enhedslistens ændringsforslag Næste artikel  Pressemøde: Løkke, Pind og Støjberg præsenterede asylstramninger Pressemøde: Løkke, Pind og Støjberg præsenterede asylstramninger