Løkke: Ja, jeg brugte blokpolitikken. Men netop derfor kan jeg gøre op med den

Der er en tragisk lov, der hjemsøger politikere. Den lyder noget i retning af, at det spil, man må spille for at få magten, ender med at blokere én fra at gøre det, man vil med magten.

Det er ikke det samme som, at politikerne aldrig lykkes, for det gør de, og indimellem lykkes de med at gøre noget skelsættende og historisk. Men spørg en hvilken som helst eksborgmester eller tidligere statsminister – der er altid noget stort, som aldrig blev til noget. Noget, de hele tiden sigtede efter, men aldrig nåede frem til. Fordi magtkampen tog over, eller virkeligheden brød ind og krævede sit.

Det tænker jeg, mens Lars Løkke Rasmussen sidder over for mig og forklarer om sit nye parti. Moderaterne er stadig under stiftelse og er endnu ikke opstillet til Folketinget. Men efter i søndags, hvor partiet præsenterede sin hjemmeside og sin politik, har Lars Løkke Rasmussen krydset den tærskel, der skiller en flirt med en løs idé fra et personligt knald eller fald.

Kommer han ind i Folketinget med Moderaterne efter næste valg, vil pressen skrive om politikeren, der igen-igen stod op fra graven. Vender vælgerne tomlen ned, vil man skrive, at en sidste desperat aktion satte punktum for hans karriere.

Det er der, han er nu. I zonen mellem spektakulært comeback og halvpinligt sortie.

Og grunden til, at jeg tænker på den tragiske lov i politik, er, at Løkke Rasmussens projekt med Moderaterne handler om at bryde med den blokpolitik, han om nogen selv har været en del af, bemestret og brugt til sit eget forehavende gennem 20 år i toppen af dansk politik. Men som i hans øjne bremsede ham som statsminister og partiformand for Venstre og nu truer selve muligheden for, at der kan træffes store, historiske beslutninger, som på én gang forandrer og redder det danske velfærdssamfund.

”Hvor er de beslutninger i dag, som man om 50 og 70 år siger: da rykkede de? Sådan noget sker jo ikke,” siger han på et tidspunkt i vores interview.

Det er den slags beslutninger, han med Moderaterne gerne vil udforme og være med til at tage igen.

Spørgsmålet til 57-årige Lars Løkke Rasmussen er, om han ikke har haft sin tid. Om det ikke er for sent nu at komme med de gode intentioner, de store planer og opgøret med blokpolitikken.

Hvorfor skal vælgerne give ham en genopstandelse?

Jeg blev statsminister for en meget, meget høj pris

Første svar på det spørgsmål er en vits.

”Ja, jeg har jo også ansvaret for at bede danskerne om at blive længere på arbejdsmarkedet. Så må jeg også tage min egen medicin.”

Andet svar er, at han blev stoppet før tid efter folketingsvalget i 2019.

”Jeg gik jo ikke ind i sidste folketingsvalg med en ambition om at stoppe, men om at fortsætte som statsminister, og, punkt 2, at bringe mit daværende parti et sted hen, hvor – hvis det ikke lykkedes at genvinde regeringsmagten – vi stod i egen ret og kunne rette op på nogle af de udfordringer, som mange års regeringsansvar, også med Dansk Folkeparti, havde skabt for os.

Så skete der nogle ting, som gjorde, at sådan skulle det ikke være, og jeg blev sat uden for døren, hvis man kan sige det sådan. Og så havde jeg en periode, hvor jeg tænkte, at så er det også det. At der er andet her i livet. Jeg havde også fornøjelsen af at tjene penge i et omfang, jeg ikke havde gjort før.

Men flere ting gjorde, at jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige for mig. At jeg skal være en del af det her. Blandt andet den analyse, jeg gav op til sidste folketingsvalg om, at vi er nødt til at bryde op i dansk politik og skabe et nyt samarbejde hen over midten, der ikke er beroende på fløjene. Det ser jeg stadig et behov for, og jeg ser ikke andre, der samler det op.”

På den måde er Moderaterne – uanset partiets organisation med det såkaldte ”Politiske mødested”, som dels er en database med 15.000 medlemmer, dels er et internetforum for politiske diskussioner – et personligt projekt for Løkke Rasmussen.

Partiet er en direkte udløber af hans tvetydige erfaring med at have regeringsmagten. Noget, han oplevede ”som et privilegium, men også med en frustration over, at det ikke kunne bruges til mere”, som han siger.

”Jeg sagde jo på et tidspunkt, at jeg ikke ville være statsminister for enhver pris, og det mente jeg 100 procent, da jeg sagde det. Men det, jeg oplevede i den sidste del af min regeringstid, var, at jeg blev statsminister med en meget, meget høj pris.”

Den meget høje pris var armlægningen i blå blok under Løkke Rasmussens regeringsledelse fra 2015-2019, hvor især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – ifølge Løkke Rasmussen selv – lammede regeringen med deres gensidige kamp mod hinanden og krav om henholdsvis skattelettelser og yderligere stramninger af udlændingepolitikken. Var den pris for høj?

”Den var i hvert fald så høj, at jeg sagde til mig selv lang tid før valget: ikke det her igen. Og det var det, der var afsættet til Befrielsens øjeblik, altså bogen, som kom i valgkampen og sagde: ’det her går ikke mere, vi er nødt til at prøve at finde en ny form, hvor man ikke kan stå ude ved et af hjørneflagene og styre hele kampen ved at råbe og skrige’. Og det var et spejlbillede på den her følelse af, at jeg stod på en markedsplads – og nogle råbte ”skattelettelser” og andre råbte ”udlændingestramninger”, og hvor jeg havde sværere og sværere ved at se, at vi kunne føre en politik, der trak fremad. Og det gjorde også, at Socialdemokratiet bare sad på hænderne. Da vi lagde helhedsplanen frem i 2016, var det nogle tanker, der havde bæredygtighed langt ind i Socialdemokratiet, men fordi dansk politik frøs til, kunne det potentiale ikke udleves,” forklarer Løkke Rasmussen.

”Så når du spørger om, hvordan det er at have magt, så er det et fantastisk privilegium at kunne sætte en dagsorden og få ting til at ske. Jeg er den dag i dag enormt stolt over, at det lykkedes at lave en kæmpe transformation af sundhedsvæsnet, som vi lavede i løbet af nullerne, og som betyder, at dansk kræftbehandling i dag er den bedste i Skandinavien. Det er der mange grunde til, men en af dem er, at vi havde muligheden, og jeg havde initiativretten. Det er også derfor, det er trist, at man ikke rigtig kan komme til at udleve noget, som jeg vurderer, ville være det rigtige, og som der også ville være folkeligt opbakning til, hvis man kunne få det masseret rigtigt frem.”

Hvis jeg tager fejl, er jeg ikke den eneste

Det sidste er så det, Løkke Rasmussen håber på, kan vinde indpas med Moderaternes 9-punkts program med alt fra SU-reform over skatte- og sundhedsreform til et halvt års borgerpligt for unge mennesker. Det skal placere Løkke Rasmussen der, hvor han gerne vil se sig selv – på midten og i centrum af magtudøvelsen.

Spørger man ham, om Moderaterne også er stiftet, fordi han har svært ved at slippe politik og livet på Christiansborg, lyder svaret, at han sagtens kunne have fået et mere lukrativt job uden for murene. At han allerede havde gang i spændende ting: special advisor-jobbet i advokatfirmaet Gorrissen-Federspiel, foredrag, bøger, den slags. Men ja, politik kan han ikke slippe:

”Jeg føler på det personlige plan, at jeg har nogle idéer og en ambition på Danmarks vegne, som jeg – og det må man måske ikke sige højt – har svært ved at se nogle andre, der løfter. Og jeg har brugt et år på at afprøve, om der er nogle andre mennesker, der tænker det samme.”

Hvor mange er der egentlig af dem?

”Jeg kan se, at der er 15.000, der har engageret sig i den her måde at diskutere politik på. Hvor meget det er, når du omsætter det til procenter ved næste folketingsvalg, det er jo ikke til at vide.”

Altså, netop fordi du ikke officielt har gjort partiet opstillet, så måler meningsmålingsinstitutterne ikke på jer. Der er så nogle eksperter, der mener, man kan forstå det sådan, at kategorien ”øvrige partiet” dækker over Moderaterne: her ligger I mellem 0,5 og 2 procent. Det tyder ikke på, at der er stor efterspørgsel på dit parti. Hvad tænker du om det?

”Hvis ikke danskerne synes, der er det her behov, så stemmer de ikke på os, og så bliver vi ikke valgt. Så er den ikke længere end det. Men altså, det her er ikke et meningsmålingsparti. Jeg agerer på min intuition og min fornemmelse, og det kan være, at den er forkert, og så er det ikke kun mig, der har taget fejl, så er det også alle de mennesker, der sammen med mig har brug en masse energi på at bygge det her projekt op.”

Brede vedtagelser om ingenting

I skriver som motivation for at stifte Moderaterne, at: ”Dansk politik er låst i blokpolitik. Rød blok, blå blok.” Hvor ved du det fra?

”Det har jeg oplevet, og jeg synes, jeg ser det hver dag. Jeg iagttager, at politik handler om meget lidt, og at der ikke bliver truffet ret mange beslutninger, der for alvor fremtidssikrer vores samfund. Vi har masser af ideer i Danmark, der ender med at blive realiseret et andet sted i verden, fordi vi ikke har skabt rammevilkår, der gør det attraktivt nok at blive her. Vi har børn, som forlader en af verdens dyreste folkeskoler uden fagligt og menneskeligt at være robuste nok til at komme videre her i livet. Vi har et sundhedsvæsen, som fik lavet markante fremskridt for ti år siden, men hvor der er en enormt overhængende risiko for, at alle resultaterne sander til, hvis man ikke får taget det næste skridt. Men der er ikke sket noget. Den type politiske beslutninger, der flytter noget, bliver jo ikke taget.”

Men jeg sidder her med en opgørelse fra Folketinget, der viser, at i folketingsamlingen 2019-2020 har regeringen kun i ti procent af afstemningerne stemt alene sammen med sit parlamentariske grundlag – altså rød blok. 90 procent af alle afstemninger er i varierende former ’hen over midten’, og en fjerdedel er med hele Folketinget bag sig. Hvordan kan du så sige, at der bliver ført blokpolitik?

”Yes. De tal har altid været sådan, og dem har jeg selv brugt, dengang jeg var i mit gamle virke og blev beskyldt for blokpolitik. Så sagde jeg også, jamen prøv at se, det hele er vedtaget bredt. Ja, men hvad er det så, vi vedtager? Nu siger jeg det lidt firkantet: hvis det, vi vedtager, er ’ingenting’, så kan det godt være, at det er vedtaget bredt, men en beslutning er ikke god, bare fordi den er bred, hvis den ikke flytter noget. Det, jeg taler om, er: hvor er det, man får truffet lidt større beslutninger, der flytter noget hen over midten?

Men det er er vel så noget andet end blokpolitik, der er problemet. Nu taler du om typen af beslutninger?

”Det billede, jeg har, er, at vi hopper på stedet. Vi bruger vores energi på dag-til-dag politik og på at råbe ad hinanden. Og udlændingepolitikken er det mest tydeligt eksempel på det. Fordi Socialdemokratiet først med 30 års forsinkelse sådan for alvor sagde: ’Ja, der er en udfordring, og vi skulle nok have lyttet til vores Vestegnsborgmestre.’ Og da de så gjorde det, var responsen ikke: ’Det var da dejligt, nu mener vi så det samme alle sammen, så kan vi lægge det til side’. Næh, responsen blev, at de, der i særlig grad fandt deres profil på udlændingepolitikken, råbte højere og højere. Det er jo derfor, det tog så lang tid at få børnene hjem fra Syrien.”

Så når du siger, at dansk politik er låst fast i blokpolitik, så taler du ikke så meget om selve arbejdet i Folketinget, men positioneringen i den offentlige debat?

”Men de ting hænger jo sammen, fordi den måde, man positionerer sig på i offentligheden, og den måde, vi taler om politik her i Danmark, jo i sidste ende er det, der er bestemmende for ambitionsniveauet i de lovforslag, vi har til afstemning nede i folketingssalen.”

Jeg er da i den grad skyldig

Hvad er så dit ansvar for den situation – hvad har du selv gjort dig skyldig i?

”Jamen jeg er da i den grad skyldig. Jeg har selv accepteret de spilleregler. Hvis jeg skal pege på den seneste fejl – og der er jo mange: da jeg sidder som statsminister i 2016 og har lagt et reformprogram frem, som jeg ved, der er stor bæring i, også i fagbevægelsen og hos arbejdsgiverne, og jeg ikke kan komme igennem med det, der burde jeg have sagt ”nok er nok”, og jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Og det jo i virkeligheden det uigenkaldelige knæfald for den her mekanisme.”

Men hvad med udlændingepolitikken?

”Det er jo præcis sagens kerne. For det, der bliver opskriften på trods alt at kunne regere og få lavet nogle forandringer, er jo, at når spillet står, som det står, og Socialdemokratiet sidder på hænderne, så må du betale den pris, som dem, der står ude på hjørnet, vil have for at kunne gennemføre det, du gerne vil.”

Du mener Dansk Folkeparti?

”Ja, for eksempel. Og så bliver du mere og mere eftergivende, og så står du op hver morgen og tænker: strammer vi den for meget i dag? Nej, jeg kan godt se mig selv i spejlet stadigvæk. Og jeg fik så nok og skrev Befrielsens øjeblik. Og det, jeg bare kan se, er jo, at andre ikke har fået nok. Det er tankevækkende, at det første, mit eget gamle parti gør, da de tager afsked med Inger Støjberg, er at sige: ’hun er gået, men udlændingepolitikken er den samme’, og så indkalder de til et pressemøde med yderligere stramninger. To år efter vi senest har strammet den danske statsborgerskabslovgivning til et punkt, hvor jeg ved, at der var mange af mine gamle partifæller, der sagde: ’nu er vi ude og snuse ved kridtstregen’.”

Men apropos Inger Støjberg. Hende gjorde du til udlændingeminister. Der er jo ikke bare et spørgsmål om en yderfløj; det var noget, du gjorde internt i en regering, du var statsminister for?

”100 procent rigtigt. Jeg iagttog også lys i kager og alt muligt andet. Jeg sidder hverken og ansvarsfraskriver mig selv eller tager et kæmpe selvopgør og siger, at vi har lavet noget, jeg afgørende har fortrudt. Nej, jeg kunne bare se, at der kom et skred her, og det er fortsat. Det er fuldstændig af den anden verden, at et bredt flertal i Folketinget har lavet en ny udlændingelov, der betyder, at hvis du asylansøger til Danmark, så bliver din asylansøgning behandlet i en eller anden lejr ude i verden, der ikke findes. Det viser, hvordan dansk politik er degenereret.”

Men kan du forstå, hvis der sidder nogle og siger, at når du selv har været en, der har oppebåret den blokpolitik, du nu tager afstand fra, hvorfor skulle du så være den, der kan forandre det?

”Ja, det kan jeg sagtens forstå. Men jeg ville også kunne forstå dem, der så ville sige, at så ved han, hvad han taler om.”

Thornings ærgrelse

Tror du ikke, at der er mange politikere, der har det sådan, at de kom ind med nogle idéer, men det parlamentariske spil og virkeligheden, der bryder ind, gjorde, at så kom man aldrig derhen, og så sidder man efter 20-25 år og tænker: ah, jeg ville gerne gjort det der, men kom aldrig til det?

”Jo, det kan meget vel være. Jeg kan huske, jeg talte med Helle (Thorning-Schmidt, red.), og jeg tror også, hun har sagt det i offentligheden. Det, der ærgrede hende mest over ikke at blive genvalgt, altså, udover at man altid ærgrer sig over ikke at blive genvalgt, det var den der følelse af, at man ville have været bedre anden gang. Sådan tror jeg da, at man har det. Så kan man sidde på et plejehjem engang og tænke: det var da godt nok ærgerligt. Der er jeg mere indrettet sådan, at så må man prøve igen.”

”Min mor gik ud af skolen efter syv år, og jeg blev student og cand.jur. Og statsminister. Det var ikke sket, hvis jeg var født i et andet land. Det skaber også en forpligtelse til at gøre noget mere. Det kan også have noget med alderen at gøre, fordi – og det er en sjov mekanisme, for da jeg var ung, tænkte jeg ikke 200 år frem, og jeg ved godt, at jeg har mindre og mindre tid tilbage – men jeg bliver mere og mere optaget af det der.”

Og du er sikker på, at din tid ikke er gået?

”Jeg er helt sikker på, at jeg har energien, og der er mennesker omkring det her projekt, der gerne vil nogle ting. Det er jo vælgerne, der bestemmer, om min tid er gået. Det overlader jeg trygt til dem.”

es@altinget.dk