Lidegaard: Solcelle-rod er en undtagelse

INTERVIEW: Problemerne med solcelleloven er undtagelsen, der bekræfter reglen om en succesfuld dansk klima- og energipolitik, mener minister Martin Lidegaard (R). Samtidig advarer han mod Venstres ideer om et opgør med den grønne støtte.

Danmarks grønne omstilling er en af de billigste i verden. Det ændrer solcelle-sagen ikke på.

Det mener klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), som afviser Venstres krav om et grundlæggende opgør med de grønne støtteordninger til vedvarende energi efter 2020.

Kritikken fra Venstre er rejst oven på en langstrakt sag om huller i solcelleloven. En sag, der førte til, at ministeren fik en "næse" af klima- og energiudvalget.

"Jeg synes, det har været en lidt rodet proces. Heldigvis er det undtagelsen, der bekræfter reglen. I Danmark har vi tradition for stabil planlægning af vedvarende energi," siger Martin Lidegaard.

Venstre kræver en fundamental anderledes måde at tænke støtteordninger på efter 2020. Hvad siger du?

"Det er svært at finde et land i Europa, der har fået en billigere omstilling til grøn energi, end Danmark. Vi skal huske på, at det er den situation, som er udgangspunkt for diskussionen," siger Martin Lidegaard og fortsætter:

"Jeg er klar til helt åbent og fordomsfrit at se på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre, men vi skal passe på ikke at smide barnet ud med badevandet."

Grøn støtte er helt nødvendig
Klima- og energiministeren hilser dog Venstres ønske om en debat af energipolitikken efter 2020 velkommen.

Det er nemlig en udfordring at strikke støtten til vedvarende energi sammen på den helt rigtige måde, erkender han.

"I den perfekte af alle verdener havde vi et marked, hvor vi beskattede de fossile brændstoffer hårdere, men det kan vi ikke uden at forringe vores konkurrenceevne for meget," siger han og fortsætter:

"Derfor er vi tvunget ud i en meget svær balancegang mellem markedsøkonomi og planøkonomi. Det kommer vi ikke uden om, uanset hvordan vi planlægger de forskellige støtteregimer."

Når en teknologi først kan klare sig selv, skal støtten dog også væk, understreger ministeren.

Derfor er han enig med Venstre i, at særligt støtten til vindmøller på land bør udfases. Det gælder også solenergi, hvis udviklingen mod lavere priser forsætter som hidtil.

Sol kan få større rolle
Gennem foråret har klima- og energiministeren kæmpet med en solcellelov, der viste sig at indeholde en række smuthuller. De gjorde støtten til solceller så attraktiv, at udbygningen skete langt hurtigere end ventet.

Sagen har fået Enhedslisten til at foreslå en tredobling af energiaftalens mål på 800 megawatt solceller i 2020. Interessen for solenergi er nemlig langt større, end energiaftalen giver rum til, lyder argumentet fra regeringens støtteparti.

Martin Lidegaard mener dog ikke, at det er tiden til at tale om et højere loft. Han peger på, at solenergi stadig er en dyr forretning at understøtte.

"Det er stadig sådan, at sol lige nu er cirka dobbelt så dyrt som vind. Derfor kan vi ikke bare give los. Men det er klart, at hvis sol om to, tre eller syv år er lige så billig eller billigere end vind, så har vi en ny situation. Man skal aldrig sige aldrig," siger ministeren.

Forrige artikel Billeder fra Folkemødet 2013 - dag 1 Billeder fra Folkemødet 2013 - dag 1 Næste artikel Partisoldaten, der blev rebel Partisoldaten, der blev rebel