Lene Espersen afviser en VKO-regering

VKO: Den konservative partiformand undsiger justitsministeren - hun vil ikke have Dansk Folkeparti med i VK-regeringen.

Lene Espersen lægger nu luft til sin partifælle, justitsminister Brian Mikkelsen, der ellers har åbnet døren for, at Dansk Folkeparti på et tidspunkt kan få plads i VK-regeringen.

"Vi har et godt samarbejde med Dansk Folkeparti, og jeg synes, at vi sammen her laveret meget flotte resultater de sidste otte år, men når det gælder regeringen, så er det min klare opfattelse, at Det Konservative Folkeparti og Venstre skal forstætte med at danne regering sammen, og det er også det, vi vil gå til valg på næste gang," siger Lene Espersen til TV 2 News.

Gruppeformand for DF, Kristian Thulesen Dahl, er overbevist om, at Lene Espersens melding kommer som en reaktion på det konservative baglands ulmende vrede: 

"Jeg tolker hende mest sådan, at hun er bange for, at der er folk i det konservative bagland, som hun ikke har helt kontrol over, som vil gå på banen og give noget flimmer, hvis ikke hun kommer med en melding. Så bliver der desværre lidt forvirring ud af det, fordi det så kommer til at blive en undsigelse af Brian Mikkelsens mere positive melding," siger han og fastholder samtidig, at DF kan komme i regering, når de synes, tiden er moden.

"Der er nogle, der åbenbart skal have lidt længere tid end andre til at vænne sig til, at det er helt naturligt, at Dansk Folkeparti på et tidspunkt selvfølgelig også kan indtræde i regering," siger han. 

 

Forrige artikel Svend Auken skal ligge på Holmens Kirkegaard Næste artikel Venstres bagland vil bevare VK-regering