Lauritzen vil lave skatte-ombudsmand

KONTROL: Der skal oprettes en særlig og uafhængig kontrolmyndighed på skatteområdet. Det foreslår skatteminister Karsten Lauritzen (V) i forlængelse af sin handlingsplan for at genoprette Skat.

Skat er i dyb krise, og den ansvarlige minister forsøger nu at afværge den.

Fredag lancerede Karsten Lauritzen (V) en handlingsplan, der skulle sætte en prop i de huller, hvor milliarderne er fosset ud i den seneste tid. Og nu foreslår skatteministeren, at der oprettes en ombudsmandslignende institution på skatteområdet. Det skriver Finans.dk.

En sådan uafhængig kontrolinstans skal genskabe befolkningens tillid til Skat, lyder begrundelsen.

”En uafhængig institution vil kunne være med til at sikre, at der er proportionalitet i tingene i Skat, og dermed vil den også kunne være med til at sikre tilliden til Skat,” siger skatteministeren til finans.dk.

Støtte fra blå blok
Skat har været igennem en række sager med fejlagtige udbetalinger og manglende opkrævninger. Senest er det blevet besluttet at udfase det fejlslagne IT-system EFI.

Skatteministeren tog fredag affære og hjemsendte fem chefer som en del af sin handlingsplan. Planen betyder også, at der bliver tilført ekstra arbejdskraft til de mest pressede afdelinger.

Nu lægger Karsten Lauritzen altså op til at etablere en uafhængig, ombudsmandslignende institution. Idéen er tidligere blevet luftet af Liberal Alliance, og ifølge finans.dk bakker også Konservative og Dansk Folkeparti op.

Det ser således ud til, at forslaget meget vel kan blive til virkelighed.

Som det er i dag, behandles klager over Skat af en retssikkerhedschef, som er placeret under Skat.

Forrige artikel Det sker i EU: Fokus på FN Det sker i EU: Fokus på FN Næste artikel Fagforeninger vil samle en million underskrifter mod social dumping Fagforeninger vil samle en million underskrifter mod social dumping