Det sker i EU: Fokus på FN

OVERBLIK: Der er mere fokus på New York end på Bruxelles i denne uge, hvor FN-ugen samler verdens spidser, og både formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og en håndfuld kommissærer vil forsøge at engagere verdenssamfundet på Unionens vegne. Men der sker også lidt i EU-land.

Mandag 28. september

Søges: En million underskrifter mod social dumping i transport
Det første såkaldte borgerinitiativ med et dansk fingeraftryk præsenteres mandag, når sammenslutningen Fair Transport på vegne af transportfagforeningerne på tværs af EU starter jagten på en million underskrifter fra EU-borgere, som skal få EU-Kommissionen til at kigge EU-reglerne efter i sømmene. Danske 3F er stærkt involveret i initiativet, der kæmper for lige vilkår for transportmedarbejdere, uanset deres oprindelsesland.

 

Onsdag 30. september

Kommissionen kaster sig over kapitalmarkederne
EU-kommissærerne skal i denne uge vedtage de første byggesten til en egentlig kapitalmarkedsunion samt en handlingsplan for, hvordan det bliver lettere at få adgang til lånemarkedet for virksomheder og øget investering i for eksempel infrastruktur, så der kan blive sparket gang i den skrantende europæiske økonomi. Kommissærer skal også på deres ugentlige møde have en diskussion om vandrende arbejdstageres sociale rettigheder forud for vedtagelsen af en såkaldt mobilitetspakke senere på året.

 

Torsdag 01. oktober

EU’s konkurrenceevne tjekkes efter i sømmene
EU’s konkurrenceeevneministre mødes i Luxembourg for at diskutere et såkaldt ”konkurrencetjek”, hvor aktuelle lovgivningsforslag ses efter for deres mulige indvirkning på realøkonomien og på industriens konkurrencevne. Derudover skal ministrene også diskutere EU-Kommissionens tiltag for bedre regulering, én af den nye regerings kæpheste. Det bliver dog uden erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som i stedet sender sin vicedepartementschef.

Dom om tilbagesendelse
Kan man fængsle nogen for at komme tilbage til et land, som de er blevet forvist fra? Det er spørgsmålet, som EU-Domstolen skal tage stilling til torsdag. Sagen drejer sig om Skerfjan Celaj, en albaner, der blev udvist fra Italien og forbudt indrejse i tre år, hvilket han valgte at trodse. Den italienske stat vil nu høre, om det er i overensstemmelse med EU’s tilbagesendelsesdirektiv, at de italienske myndigheder har begæret, at han får otte måneders fængsel for at have overtrådt indrejseforbudet.

 

Fredag 02. oktober

Minitopmøde om konflikten i Ukraine
Krigen i Ukraine er på dagsordenen i Paris fredag, hvor den franske og tyske regering vil forsøge at få lederne fra Ukraine og Rusland til at finde en holdbar løsning på konflikten i Ukraines østlige provinser mellem ukrainske tropper og russisk-støttede militser. Der skal også ses på, i hvor høj grad den gældende såkaldte Minsk-aftale om våbenhvile er overholdt.

Forrige artikel Det sker i dansk politik: Regeringen fremlægger finanslov Det sker i dansk politik: Regeringen fremlægger finanslov Næste artikel Lauritzen vil lave skatte-ombudsmand Lauritzen vil lave skatte-ombudsmand